Tag: artikler

Christel tegninger

Christel tegninger

Christel tegninger er samlerobjekter

Tegneren Christel (se biografi) er blevet rigtig populær og det er ikke umuligt på loppemarkeder at finde en af hendes dejlige tegninger.
Illustratoren, designeren og kunstneren Christels (1919-1992) havde en lang karriere som tegner til ugeblade og bøger.
Jeg fandt feks. en hel kalender med Christel tegninger, men hun havde en rimelig stor produktion så det er heldigvis stadig muligt at finde hendes tegninger, ofte enkeltvis.
I 2008 udsendtes den omfattende biografi “Christel. Kvinde, kunstner, myte”, af forfatteren Birgitte Glob hvor der kan læses meget mere.
En udmærket artikel om Christel skrevet af Lise Garsdal i Politiken
Personligt tror jeg at hendes popularitet skyldes det bemærkelsesværdige mix imellem sensualitet og uskyld, – men dekorative og populære er de ihvertfald – og svære at finde til under en hund!

Antikviteter er samtidshistorie

Antikviteter har historie
Antikviteter er ikke bare “ting”..

Hvis man giver sig tid til at lytte, kan der uden vanskelighed foretages et kvantespring til en tidslomme, hvor indre billeder af en svunden tid på magisk vis bliver tydeliggjort.
Prøv at se denne herlige spillemaskine og lad samtidig i et øjebliks ro, fantasien vandre til den tid hvor den var et teknisk mirakel og stort set den eneste mekaniske underholdning der kunne bringes ind i et velstående hjem.
Børnenes forundring når de sad og fordybede sig – og VIRKELIG lyttede intenst til frembringelsen af de spæde toner – og tilsvarende de voksnes slet skjulte stolthed over at de havde mulighed for at eje sådan et teknisk vidunder, til adspredelse når mørket faldt på og petroleumslampen muligvis var den eneste lyskilde.
Antikviteter af forskellig art er jo alle bærere af informationer om en svunden tid og kan måske af og til også berige os med tanker vi kan have gavn af i vores nutidige hektiske tilværelse.
Continue reading “Antikviteter er samtidshistorie”

Stentøj – og Jack Hollænders krage

Stentøj har mange nuancer.

Der er lavet mange smukke og måske lidt mere ukendte stentøjs figurer fra B&G. Der er et farvespil og en figurlig frihed til fortolkning, der ikke findes i de “normale/almindelige” figurer, hverken fra B&G eller Kgl. porcelæn. Det kunne godt blive  samlerobjekter, da måske specielt den nyere generation ikke er overvældende facineret af de blå/hvide “almindeligheder”, som indrømmet – ser lidt vel ens ud. Der er jo den ting ved figurer at deres “værdi” ofte er knyttet til en hændelse og ikke kun består af det beløb der er ofret på sagen. De fleste figurer, enten det så er porcelæn, keramik. bronce eller andet materiale er erhvervet i en sammenhæng der også bringer minder frem. Det kan være en mærkedag, gave fra en god ven eller blot en pludselig indskydelse under gunstige omstændigheder.

Det sker af og til, at man møder et menneske for første gang og efter kort tids samvær oplever en eller anden udefinerbar samhørighed, hinsides ord.
Continue reading “Stentøj – og Jack Hollænders krage”

Tiden går på forunderlig vis

Tiden

 

Tiden – den rigtige tid, kan ikke måles.

Tempus fugit – Tiden går men på forskellig og forunderlig vis. 5 minutter inden man skal op om morgenen varer bestemt ikke så længe som 5 minutter hvor man sidder i tandlægestolen. Tidsmålere har til alle tider facineret mennesker, selvom lidt af charmen er gået tabt ved digitalisering, er andet måske vundet på andre områder. Uret der indretter tiden efter hvordan vi bruger den i praksis er endnu ikke opfundet og de mange kloge ord sagt om tid, andrer ikke det faktum at det er en kostbar og begrænset ting vi nok alle kunne udnytte bedre. Det leder hen til en helt fantastisk side om antikke ure som jeg tilfældigvis landede på. Det er ure som de fleste samlere gerne ville give en arm for at eje – det utroligt imponerende håndværk, skabt i en tid hvor værktøjerne var noget anderledes end idag, og jeg faktisk tvivler på om man ville være i stand til at fremstille dem. Man kan ikke bruge siden til så meget, udover at nyde de imponerende ure – og så måske meditere lidt over hvad den der tid nu er for en størrelse.
TidenHar du tid?
Continue reading “Tiden går på forunderlig vis”

Er vi gået for “Hvidt” – en filosofisk flue

Einstein

Den første kommode afsyrede jeg omkring 1975. På det tidspunkt var afsyring nok et udtryk for tanken om at vende tilbage til naturen, til tingenes oprindelighed. Formentlig en reaktion på opsvinget i 1960’erne, hvor det gamle blev forkastet og alt skulle være nyt, moderne og et udtryk for at: ”Her går det ufattelig godt”. Økologi var begyndt at vinde indpas, hippiekulturen med en deraf følgende revurdering af livsværdier gjorde efterhånden sit indtog i hjemmene. I løbet af ganske få år skulle alt være afsyret og de afsyrede møbler blev efterhånden til både storindustri og en eksportartikel.
Husker stadig det hæderkronede foretagende ZigZag afsyring drevet af Jan Hvarre, der postede kæmpe mængder af afsyrede døre, vinduer, kommoder, skabe, ja alt hvad der kunne afsyres – ud i samfundet, ud over at være eksponent for den nye, hippe livstil og hvad deraf fulgte;-).
Continue reading “Er vi gået for “Hvidt” – en filosofisk flue”

Vintage Hi-Fi

Jeg er absolut til vintage hi-fi. Tænker straks på alle de fede sager vi ikke havde råd til at købe for 40 år siden – helt ærligt – det er da her vi har den rigtige lyd. Jeg tænker ikke på de store anlæg til flere hundrede tusinde. Næ – en habil rør forstærker med en pladespiller af et vist format og så er par, formentlig JBL højtalere med den karakteristiske lyd, som rent faktisk kunne lugtes, – ingen tvivl når det var klassisk JBL – L100 – L36 –  4406. At det var et statussymbol blandt hippier gør vel ikke lyden mindre, nostalgien kan være den samme som at drikke rødvin af gamle glas. Mit første rigtige Hi Fi anlæg bestod af en Lenco L75 pladespiller, et par AR højtalere og en Sansui (husker ikke nummeret) forstærker. Når jeg så besøgte de mere velbjergede venner (Jens Thomas) med en Revox a77 båndoptager og forstærker, en Mørch pladespiller og et par ?? højtalere, kunne jeg svømme helt hen i en gang Frank Zappa Hot Rats. Tidens digitale tiltag har jeg ikke så meget til overs for, men sjælen da for pokker – kan da godt se at der er sket en udvikling – men minderne! I dag har jeg en Linn Classik og et par større Mission højtalere, men oppe i mit ’herreværelse’ har jeg min gamle håndbyggede rørforstærker (håndbygget af den legendariske ’Rør Erik’ med håndviklede spoler) et par små Linn højtalere og en Rega Planar p3 pladespiller + en Stage Line Cd ???, ikke noget særligt, men for pokker hvor jeg holder af lyden. Når jeg så bliver nostalgisk går jeg derop og hører lidt Bob Dylan eller Stones, Deep Purple, Moody Blues eller? – Kom så lige igen med DEN lyd. Jeg har så også samlet lidt gamle forstærkere, Pioneer med træsider og et par Luxmann, Kennwood fra den gode tid, ved egentlig ikke hvad jeg skal bruge dem til, – minderne, oplevelser, – og en fornemmelse for en lyd som måske ikke findes mere? Husker da CD’en kom frem hvor entusiaster mente at lyden blev digitaliseret til et sterilt miskmask – man kunne ikke rigtig høre ridserne i garage-rocken – det er da noget meget subjektivt – men uha – det er virkeligt – kunne forestille mig der stadig var et par ligesindede, – kender da heldigvis nogen!

Skibsportrætmalere af F. Holm-Petersen

Jo, vi har altid været en nation af søfarende, vikinger, Tordenskjold, Peder Wessel og Poul Elvstrøm og Mærsk Møller. Derfor er det vel også naturligt at vi har haft rigtig mange marinemalere. Det ældste danske skibsportræt vi kender, er malet af Villum Hornbolt (1628 – 1668). Som titlen på bogen antyder, er der tale om portrætter af bestemte skibe, ikke blot malerier af Kronborg om styrbord, et senarie fra Svaneke Havn eller en Vesterhavsfisker i sydvest. Der er tale om malerier af bestemte og genkendelige skibe. Ofte er disse malerier lidt primitive i stregen så det væsentlige bliver netop det skib de forestiller og ikke malerens kunstneriske kvalitet, selvom der selvfølgelig også er mange virkelig fremragende malere imellem. I glansperioden var det ganske almindeligt, at der florerede disse malere i enhver havn, da mange sømænd gerne ville hjembringe et minde om de skibe de havde sejlet med.
Første gang jeg stiftede bekendtskab med begrebet var for efterhånden mange år siden, Continue reading “Skibsportrætmalere af F. Holm-Petersen”

Egetræsmøbler med udskæringer.

 

Dekorationen af primært egetræsmøbler som fik en renæssance omkring år 1900 – 1930, var ofte meget fantasifuld og ikke mindst individuel. Ofte bestilte man sine møbler med bestemte scenerier og motiver og der er således meget vide grænser for dekorationerne. Det kunne være historiske motiver, motiver fra mytologien, privatlivet eller blot personer i muntert lag.
Det var jo så en del af den tids smag for dekoration og smag kan jo som bekendt diskuteres. Det jeg holder af ved den form for dekoration er for det første den

Continue reading “Egetræsmøbler med udskæringer.”

Flygtninge på skibet M/S Anton

Skibet ankom igår til holbæk – en i højeste grad aktuel happening af kunstneren Jens Galschiøt. Kunst på et plan hvor den sparker til den indre svinehund og samtidig burde apellere til vores sunde fornuft og medmenneskelighed.
Jens Galschiøt siger selv om sine skulpturer:”Jeg har valgt at modellere hver enkelt flygtning med en smuk, stolt og individuel udstråling, for at understrege at disse personer er mennesker som dig og mig – og derfor som os, har krav på et anstændigt liv.”
Se mere om arrangementet, kunsten og organisationerne bag.

Jens Galschiøts side AIDOH: Art In Defence of Humanism.

Piedestalskabet – et herligt møbel

Jeg har altid ment at piedestalskabet i alle dets afskygninger er et utroligt anvendeligt møbel, dels på grund af størrelsen og selvfølgelig også fordi det er et smukt møbel der kan passes ind i ethvert interiør. Anvendeligheden er stor, netop fordi et sådant skab stort set kan placeres i alle sammenhænge uden at være for dominerende, men samtidig give ethvert rum et lille løft. Piedestalskabet blev ‘opfundet’ omkring 1820 (empire stil). den mest kendte type er nok Chr. VIII med ‘Københavnertop’.
Continue reading “Piedestalskabet – et herligt møbel”

Gamle rammer er da et must!

Gamle rammer er da et must!

Smukke gamle rammer lever af og til en lidt overset tilværelse. Der findes jo utrolig mange typer og kvaliteter, ofte som det ikke er muligt at købe idag – og i så fald til en pris der nemt være afskrækkende. Jeg har gennem årene solgt tusindvis af rammer og er der noget der kan få mit kundepleje-gen til at sætte helt ud, er bl.a. når jeg bliver budt 20 kr. for en smuk gammel bladforgyldt ramme. Ved besøg hos antikvitetshandlere med et rimeligt udvalg (her Skjold Antik), er det altid spændende at gå på jagt efter de rigtig gode rammer og under alle omstændigheder vil et motiv man holder af altid komme mere til sin ret ved et omhyggeligt valg af ramme. Glæden ved selv at have fundet rammen og indrammet et motiv, som man jo som regel også skal have i adskillige år er efter min ringe mening jo noget større end ved at gå i Silvan og købe en skifteramme.

Et af de tiltag jeg så kunne gøre, er at anbefale den fremragende bog om gamle rammer skrevet af Henrik Bjerre: Rammens kunst. Bogen er på 250 sider, pragtfuldt illustreret og kommer hele vejen rundt, fra 1500 tals rammer til brug af rammen i moderne kunst. Der er en gennemgang af processen ved bladforgyldning, masser af henvisninger og baggrundshistorie, hvor der selvfølgelig heller ikke mangler et afsnit om ‘rammeikonet’: Hofforgylder Peder Christian Damborg.

Antikvitets forfalskning – ærgeligt det ikke findes mere!

Med udgangspunkt i Gorm Benzon’s bog om antikvitetsfiduser og et par andre bøger i den genre der har fundet vej til min bogsamling, sidder jeg faktisk i skrivende stund og ærgrer mig en lille smule over at der ikke mere er kreative mennesker der har lyst til at forfalske vores gamle klenodier. Umiddelbart lyder det jo lidt selvmodsigende, hvad det også er – så hvorfor nu den tanke. Jo – det irriterer mig grænseløst at tiden er blevet således at man ikke værdsætter disse ofte meget smukke og unikke effekter, ofte med flere hundrede år på bagen – nu kan det f……. ikke engang betale sig at forfalske skidtet mere. Der er ingen som gider
Continue reading “Antikvitets forfalskning – ærgeligt det ikke findes mere!”

Gør et kup !!!!!

 

Historie om et fund – et meget fint eksempel på at det stadig er muligt at finde et klenodie på trods af de mange ’jægere’ der søger et kup. Det er jo så en historie fra det virkelige liv, en historie om at mange hundrede mennesker har haft muligheden, men ingen har set den, – det kunne være forskellen på dig og mig!
Vi har haft to weekends hvor der har været åbent i Skjold Antik, hvor der har passeret flere tusinde mennesker gennem hallerne, alle har haft muligheden for at se de mange varer. For to dage siden begyndte vi at pakke hele vores småtings marked ned, da vi havde solgt det. Jeg var med til at pakke ned de ca. 125 flyttekasser (det er mange), da jeg pludselig så et rimeligt fint glas fra ca. år 1900, det havde lidt patina der for en uindviet kunne syntes som glaspest, men en finger med lidt spyt afslørede at det var det ikke, eller i hvert fald var der en mulighed for at det kunne reddes. Selvom det skulle være et glas med lidt skavanker, er det et glas det er en fornøjelse at eje (har ikke set det i de 20 år jeg har handlet med noget sådant).
At ingen kunne se det fine glas,
Continue reading “Gør et kup !!!!!”

Møbelpleje


Der er et ganske simpelt middel der kan gøre mirakler med dine møbler. Det kan bruges til polerede møbler, afsyrede møbler, teak og palisander, egetræ. Kort sagt kan det bruges til stort set alle møbeltyper. Træ er en levende ting der kan have behov for næring og pleje for at fremtræde optimalt, alt efter møbeltype.
Man kunne godt foranlediges til at tro et gammelt velpoleret mahognimøbel ikke er modtagelig for nogen behandling udover polering. Det passer ikke. Continue reading “Møbelpleje”

Bisquit

 

Jeg har altid syntes om figurer i Bisquit. Beskueren bliver ikke distraheret af farver, det er formen og udtrykket i figuren der er det væsentlige. De fleste figurer og platter m.m. er ofte meget klassiske i udformningen, a la Thorvaldsen. De sender et budskab om svundne tiders idealer og er ofte inspireret af tanker om sjælelig forfinelse, det at vi mennesker bør tilstræbe at gøre tingene en lille smule bedre end vi gjorde i går – det syntes jeg egentlig er en fornuftig tanke.

Biskuit er porcelæn der er brændt to gange, for det meste uden nogen form for farvet glasur og vil oftest fremtræde hvidt. I Danmark er Thorvaldsens modeller meget brugt til fremstillingen, man kunne godt lidt ondskabsfuldt kalde bisquit for ’fattigmands marmor’, da den oprindelige tanke formentlig var at det skulle illudere marmor.

Antikke møbler bliver aldrig billigere.

DSC_5120

En stor besynderlighed er det, i dag er det muligt at købe gode antikke møbler for halvdelen af hvad de kostede for 10 år siden. På auktioner kan man købe fine møbler til meget små penge og de bliver helt sikkert aldrig billigere, holder du af gamle ting, så er det nu de skal købes. Man skal nok ikke forvente at antikvitetshandlere sælger til de priser, men det siger alligevel en del om tendensen i antikvitetshandel, det er bestemt blevet fordelagtigt at købe. Tilsyneladende forholder det sig jo således, at den generation der køber møbler for at etablere sig nu, ikke rigtig værdsætter de kvaliteter der er i gamle møbler, medmindre de er malet hvide. For 20 år siden hvor alt skulle være afsyret, kommoden, sengen, dørene, vinduer, gulve, borde og stole, endte mange op med et hjem der pludselig så lidt ferskt ud og Continue reading “Antikke møbler bliver aldrig billigere.”

Samlermani


Nu har jeg til min forundring fundet ud af at jeg faktisk har en lille samling af lightere – begyndte så at tænke over hvordan det egentlig var gået til, jeg bruger normalt kun en ad gangen. Jeg har siden jeg var teenager (lidt siden), altid brugt Ronson lighter, det fungerer for mig, men derfra og til at have 30 er jo da et stykke. Det har formentlig startet med at jeg syntes det var hensigtsmæssigt at have en ekstra, da jeg har nået at smide 3-4 stk. væk gennem årene. Jo, når jeg så tilfældig fandt en på min vej, så kom den hjem i skabet, det har så åbenbart sneget sig ind på mig så når jeg så en jeg ikke havde, blev jeg nødt til at eje den, med det resultat at jeg er rigeligt forsynet til resten af mine dage og også kan dele lidt ud til venner og bekendte.

De fleste samlere har jo startet med én af slagsen mon ikke de fleste også husker netop den ene/første ting der satte det i gang, hvad enten det så er et møbel, maleri, glas eller hvad det nu måtte være. Jeg har gennem min karriere mødt så mange samlere, ofte af virkelig besynderlige ting, der tit ikke har nogen egentlig værdi, men som af en eller anden grund har fænget hos netop den person. Der er jo nok også dybere elementer i det at samle, en slags urinstinkt fra vores tid som samlere og jægere, det ligger så at sige lidt i generne, at hvis vi kan samle lidt sammen, står vi væsentlig stærkere, både socialt og i forhold til det modsatte køn. I dag må vi vel sige at det ikke er en nødvendighed for at overleve som det var tidligere, men tilsyneladende er det at jage/samle en fast bestanddel i vores krybdyrhjerne.
At samle giver mening og tryghed, samtidig med at det sætter os i stand til at skabe distance til det irrationelle og absurde i tilværelsen. Når vi er opslugt af vores samlen/jagt, retter vi fokus mod samlerobjekterne, alt andet kan lukkes ude, vi bliver bragt ind i en tilstand af harmoni fordi vi beskæftiger os med et af vores urinstinkter.
I mange tilfælde går vores samling hen og bliver noget af det dyrebareste vi har, noget uerstatteligt vi for alt i verden ikke vil miste. Spørger du en samler hvad han/hun helst ikke vil miste ved f.eks. et indbrud, vil svaret meget ofte være: ”Min samling” – netop fordi den ikke umiddelbart kan genskabes, den er gået hen og blevet en del af vores personlige identitet, uden hvilken vi vil føle os mangelfulde, ja sågar mindreværdige.
At samle er jo også at udtrykke os over for omverdenen, fortælle lidt om hvem vi er som person og vel også vise lidt, hvor dygtige vi er, vi har formået at skabe ’noget’, der gør os attraktive i en eller anden sammenhæng – rent urinstinkt. Desværre virker det på nogle af os i retning af at vi ikke kan få nok, det rækker langt ud over hvad vi egentlig har brug for (der er også nogle der samler på penge).
Glæden ved at samle er da absolut en realitet der ikke skal underkendes. I mit eftermæle tror jeg dog hellere jeg vil huskes for handlinger og indtryk gjort til glæde for mine medmennesker, end for at jeg havde en lille samling af gamle lightere.
Når man samler på et eller andet er det jo da en stor fornøjelse, en udfordring, men bør jo nok gøres i bevidstheden om at der findes et liv udenfor, så det ikke bliver en kompensation for noget vi ellers skulle have søgt. Mennesket er vel som et af evolutionens luner den eneste dyreart, der kan jage selvom det er mæt.

Mahogni er smukt

Mahogni er smukt

Jeg vil gerne skrive et indlæg dedikeret til smukke mahognimøbler fra før 1920 – hvorfor vil jeg så lige det? – Selvfølgelig for det første fordi jeg holder af dem, dernæst fordi disse møbler har nogle kvaliteter man slet ikke ser i dag, den håndværksmæssige kvalitet, gløden i materialer der ikke fås mere, en udstråling der siger noget om blivende, tidløse værdier der ikke skifter fra dag til dag, bevaret i et møbel man har lyst til at værne om.

Jeg vil til enhver tid opponere imod at det kun er smag eller tidens trends der gør, at det tilsyneladende er en type møbler der i øjeblikket ikke taler til den generation der er ved at stifte hjem nu. Det bliver nok heller ikke sådan som det var på den tid hvor møblerne blev fremstillet, at der var hele hjem udelukkende med denne type møbler, men derfra og så til at syntes at de ikke er trendy, mener jeg der er et pænt stykke.

Jeg har set meget smagfulde interiører hvor man har formået at blande nutidige kvalitetsmøbler med disse smukke gamle møbler, for jeg må dog medgive, at nogle af dem er lidt tungere møbler, som kan kræve lidt plads for at komme til deres ret, og at de heller ikke animerer til at blive skiftet ud hvert andet år (men der kommer jo heller ikke en ny model).

Et sådant møbel ser jeg som et symbol på og en fornemmelse af, kvaliteter og blivende værdier, sammenholdt med en sans for indretning, der også minder os om at vi har en historie vi ikke bør fornægte. Kan det så kombineres med tilsvarende nutidige kvaliteter er det vel ikke bare en trend, men en livsstil der kan bære en kærlighed til kvaliteter, menneskeligt såvel som materielt, videre på en måde og med en glæder som man aldrig vil kunne finde i Ikea kulturen eller hos Lars Larsen. Der er muligvis nogle af jer der læser dette, der kunne finde på at blive stødt over det – men helt ærligt – jeg har lyst til at have den holdning fordi jeg mener, at den minder os om blivende værdier vi er i færd med at miste – bliver du stødt – er jeg faktisk ret ligeglad. Prøv lige at se på hvad jeg mener – det vil efter min bedste overbevisning ikke være så svært at se – det oser af kvalitet, og ikke mindst – det er lavet af håndværkere, der er stolte af deres håndværk og har ønsket at præstere det ypperste for at glæde den kommende køber.

Tyvens Filosofi

På et tidspunkt havde vi i vores forretning en del problemer med indbrud, da beliggenheden nede ved Holbæk Havn var ganske ugenert, i hvert fald om natten var der MEGET mørkt. Indbrud er altid til stor ærgrelse, også fordi tyvene ofte ødelægger for mere end de stjæler og at det altid giver en den der dårlige fornemmelse, at man står op og går på arbejde, for at tjene penge til en eller anden (idiot), som åbenbart mener han har mere ret til dem. Tit og ofte har det været meget besynderlige ting der har været stjålet, hvor man har gået lige forbi effekter af langt større værdi. Jeg har gennem årene fået den helt klare indstilling, ud fra hvad jeg har set, at tyveknægte bestemt ikke er bebyrdet med en overvældende tanke kapacitet, det er muligt at nogle af dem er ret snedige, men for kloge er de fandenme ikke – og bestemt heller ikke sympatiske. Jeg har ikke kunnet sætte mig ind i, på hvilken måde en tyv kan forsvare over for sig selv, at gå ind i fremmede menneskers ejendom og så betragte den som sit egen. Det er muligt jeg er frygtelig naiv (det vil jeg så have lov til), men jeg fatter simpelthen ikke de bevæggrunde der ligger bag, som gør tyven i stand til at suspendere al fornuft og selvrespekt, ofte oven i købet for et latterligt lille beløb.

En dag fik jeg i vores forretning besøg af en yngre mand, medbringende nogle gevaldig store tasker. Han spurgte om vi var interesseret i at købe antikviteter (vi lever jo sådan set af det) – så det var vi da. Vi havde en lang disk i forretningen, hvorpå herren begyndte at pakke sine tasker ud og det var da relativt gode ting. Der var et par gamle skrivesæt, nogle bronze figurer og figurer i Kgl. Porcelæn, i alt ca. 20 effekter. Han kom så med en historie, hvilken husker jeg ikke rigtigt, men sluttede dog med at sige at det var ganske værdifulde ting, hvilket jeg ved selvsyn kunne konstatere da der jo var priser på alle effekterne. Vi blev så enige om en fornuftig pris og jeg skulle så se noget legitimation for at skrive det ind i kosterbogen, hvilket jeg også fik og nedskrev omhyggeligt. Da jeg så havde fået behørig underskrift, meddelte jeg ham at jeg nok desværre var nødt til at ringe til politiet, hvilket han blev meget forbavset over og også lidt fortørnet, indtil at jeg forklarede ham at samtlige effekter stammede fra et indbrud i vores forretning et halvt år tidligere og at det sådan set var mig selv der havde sat priser på. Politiet kom så og optog rapport og kendte tilsyneladende den unge mand. Jeg fik da vores effekter igen på en uventet måde, selvom jeg ikke fik nogen tilbagemelding fra politiet om det videre forløb, hvilket jeg syntes er kritisabelt, der manglede da stadig nogle effekter og der var da blevet ødelagt for en del penge ved indbruddet, men det må jo i politiets øjne have været under bagatelgrænsen, – det var da også lidt synd for den pæne unge mand.

Seehusen – en kunde



For os som har en yderst begrænset kunstnerisk åre, er det forunderligt at se hvorledes en kunstner har øje for linjer og perspektiver i tilværelsen. Denne lille skitse er lavet på omkring 1 minuts tid en tidlig morgen, dem der kender mig vil absolut kunne se en vis lighed. Hvor imponerende med denne iagttagelsesevne der kan omsættes i et eller andet fysisk objekt til glæde for andre – en gave at have fået – syntes jeg, der ikke har lige DEN.

For år tilbage besøgte jeg et ældre ægtepar – Seehusen. Herren i huset var en mand i sin bedste alder +80, helbredet var begyndt at skrante lidt og man var blevet enig om, at det kunne være hensigtsmæssigt at få ryddet lidt op og der var så lidt effekter jeg kunne have gavn af.
Besøget blev altid henlagt tidligst muligt om morgenen, da de ikke var ’C-mennesker’ som visse andre.
Hr. Seehusen var pensioneret maler, det var så blevet skiftet ud med PASSIONERET, han havde i mange år startet dagen med at lave en tegning, skitse, maleri eller anden frembringelse, hvad hans kontor bar umiskendeligt præg af. Der var tegninger og kunst fra gulv til loft, jeg kunne fornemme på fruen, selvom hun gav sin fulde opbakning til projektet, at der var LIDT mange effekter.
Når jeg så stod der tidligt om morgenen og skulle vurdere en tegning eller et maleri, fik jeg stort set altid en skideballe: ”Kunne jeg dog for f….. ikke bringe emnet lidt på afstand, så jeg kunne SE det, i stedet for at stå med næsen helt oppe i det”. Og det er jo rigtigt, der skal lidt distance til kunst, men som handler er det jo en vane at tage tingene i hænderne.
Det var venlige og vidende mennesker, altid en fornøjelse at besøge, så jeg havde en dag min datter med.
Hun var på daværende tidspunkt ca. 10 år og Hr. Seehusen tøvede ikke med at forære hende en af sine skitsebøger, da han fandt ud af at hun interesserede sig for maleri. Det er nok ikke udelukkende Hr. Seehusens fortjeneste, men i dag som 27 årig KAN hun faktisk male, hvis…osv.
Som handlende kommer man ud for rigtig mange forskelligartede oplevelser, af og til nogle som ’ikke handlende’ vil have svært ved at forestille sig – vi bliver i hvert fald præsenteret for alle nuancer af den menneskelige (u)natur.

Større er så glæden når jeg i tilbageblikkets klare lys, kan mindes oplevelser med mennesker, hvor det livsbekræftende element har været det bærende i mødet – hvor jeg af og til har glemt, at jeg jo faktisk også var der for at tjene lidt penge til dagen og vejen.
En kærlig tanke til ægteparret Seehusen.