Kategori: Antikviteter

Ikoner til enhver lejlighed.

Ikoner

Ikoner er ikke kun et begreb der har indtaget vores teknologiske univers.

 

Ikoner – ordet stammer fra det græske ord: “eikon” og betyder noget i retning af “et billede på noget”. De gamle kristne ikoner har såvel som ikonerne på vores computere en metaforisk betydning. Meningen er med begge slags at de skal give os en umiddelbar forståelse for hvilken funktion de har, tillige med at vække bestemte følelser eller intentioner om handling i vores bevidsthed.

Antikke ikoner stammer fra den ortodokse kristenhed, men der er ikke nogen entydig forklaring på hvordan ikonmaleriet er opstået.
De ældste kan dateres så langt tilbage som til år 600 e.kr, selv om de fleste af de ikoner som handles idag er fra 1600 – 1800 tallet.
Et fællestræk for de mange forskellige typer, er at de afbillede helgener/personer aldrig kigger på beskueren, men nærmest har blikket rettet imod noget hinsidigt eller ophøjet, altså noget ikke jordisk.
Continue reading “Ikoner til enhver lejlighed.”

Antikke stager – hvordan ser man det?

Antikke stager
Antikke stager kan være vanskelige at bestemme.

Jeg er ofte blevet spurgt: “Hvordan ser du om en stage er gammel”? Det vigtigste er jo måske at kende lidt stilhistorie, men når man så står med en stage i hånden er der et par ting man kan kigge på alligevel.
Det første der sker er at man kigger i bunden. Er det et groft håndfilet gevind, jamen så er stagen formentlig fra før 1850. Der er som det ses flere (mange flere) muligheder.
Empirestager er ofte lidt finere udført og der kan være en lidt mere kunstfærdig afslutning – ikke det grove gevind som for eksempel på Næstvedstager, Haderslevstager og lignende.
Stager kan også være repareret på forskellig vis hvis gevindet er gået sig en tur. Mange stager har en afslutning med en møtrik, der må man så se på om den ligner en maskin-fremstillet fra nyere tid eller som de afbilledet er firkantet. Er det en lidt mere nutidig møtrik, kan stagen dog sagtens være fra omkring år 1900 alligevel. Stager med en “skub-op” anordning i bunden, er ofte engelske stager fra 1860 – 1920.
Continue reading “Antikke stager – hvordan ser man det?”

Kiksespande eller Bisquitdåser

Kiksespande er en af de antikviteter som har mistet brugsværdien og stort set udelukkende bruges til dekorative formål af samlere eller antik interesserede.
I vores forbrugssamfund gør alene størrelsen dem uanvendelige, da de kvantum der konsumeres af lækkerier under ingen omstændigheder kunne presses ned i en lille kiksespand. Kiksespande har således også en kulturhistorisk værdi, idet de vidner om en tid hvor forbruget var anderledes og det at blive budt på et par småkager til kaffen, var noget særligt og en gestus man satte pris på – og de var selvfølgelig hjemmebagte.
Kiksespande er selvfølgelig en engelsk opfindelse som stammer fra 1800 tallets the selskaber, hvor det så var muligt for damer af det bedre selskab at spise de tørre bisquits uden at få snavset deres handsker.
I Danmark blev de første fremstillet lige før år 1900 og de blev hurtigt populære, men havde en forholdsvis kort storhedstid.

Biscuitdåserne var udelukkende beregnet til servering. Opbevaring duede de ikke til, da de tørre småkager så hurtigt ville blive knapt så tørre. De var oftest fremstillet i porcelæn, opalglas, slebet eller dekoreret krystalglas, men fandtes også i metal, pletsølv m.m.

Prisen på en god Kiksespand/bisquitdåse ligger i forretninger fra 500 – 1000 kr, så findes den billigere er det nok et ”fund”.
Et udvalg kan ses på Glashistorisk museum
Der kan ses nogle stykker med beskrivelse fra Holmegaard Glasværks Prøvesamling, Næstved Museum.

Svendestykke anno 1888

SvendestykkeOriginal tegning af et smukt svendestykke.

Svendestykke fra den tid hvor godt håndværk var en æressag. At man til sit svendestykke skulle præstere noget helt unikt, der samtidig skulle bane vejen for den videre karriere. Her er så et eksempel på hvad en møbelsnedker skulle kunne præstere. Det er ingen hemmelighed at undertegnede er imponeret af de gamle håndværk og stoltheden ved at kunne levere noget unikt. Måske er jeg lidt gammeldags, men jeg har en formodning om at der bestemt ikke stilles de samme krav idag. Man måtte levere hjerteblod i en grad der vist ikke er aktuel. Ikke alene skulle man kunne tegne sit projekt, men så sandelig også kunne udføre det. Her et eksempel på et smukt møbel som enhver burde være stolt af at eje, men som desværre er blevet en lidt underkendt disciplin.

Retrolamper


Lampesamleren har en fin lille side om lamper fra overvejende 1950 – 60. Jo, lamperne er da til salg, men jeg har taget siden med fordi der også er informationer om producenter og designere, hvad der kan være ganske brugbart. Ikke mindst er der også et par morsomme “genfortolkninger” af gamle lamper. Jeg synter (som regel), at det er fint når der kan finde nye anvendelser for gamle/antikke effekter, – når nu antikviteter ikke er så voldsomt interessante og oppe i tiden (som de ellers fortjener).

Hvad med en lampe lavet af gamle glasnegativer – det er da nytænkning!

Tiden går på forunderlig vis

Tiden

 

Tiden – den rigtige tid, kan ikke måles.

Tempus fugit – Tiden går men på forskellig og forunderlig vis. 5 minutter inden man skal op om morgenen varer bestemt ikke så længe som 5 minutter hvor man sidder i tandlægestolen. Tidsmålere har til alle tider facineret mennesker, selvom lidt af charmen er gået tabt ved digitalisering, er andet måske vundet på andre områder. Uret der indretter tiden efter hvordan vi bruger den i praksis er endnu ikke opfundet og de mange kloge ord sagt om tid, andrer ikke det faktum at det er en kostbar og begrænset ting vi nok alle kunne udnytte bedre. Det leder hen til en helt fantastisk side om antikke ure som jeg tilfældigvis landede på. Det er ure som de fleste samlere gerne ville give en arm for at eje – det utroligt imponerende håndværk, skabt i en tid hvor værktøjerne var noget anderledes end idag, og jeg faktisk tvivler på om man ville være i stand til at fremstille dem. Man kan ikke bruge siden til så meget, udover at nyde de imponerende ure – og så måske meditere lidt over hvad den der tid nu er for en størrelse.
TidenHar du tid?
Continue reading “Tiden går på forunderlig vis”

Jugendstil – kunne blive et hit

Jugendstil – kunne blive et hit

JugendstilJugendstil er aldrig blevet helt umoderne

Jugendstil kunne godt have en plads i mediernes spådomme om hvad de næste trends inden for antik-verdenen bliver, det ville jo da også være rigtig rart for aktørerne med muligheden for at vide netop det.

En lidt utopisk tanke er det jo nok, jeg vil nøjes med at fremhæve et par ting som burde have – og muligvis får, en mere fremtrædende plads i indretningen af, vel nok mest yngre menneskers hjem, udover retro, vintage og chabby chic.
Jugendstil, organiske former inspireret af naturens mangfoldighed går vel ganske fint i spænd med tankerne om bæredygtighed og økologi, der vist er kommet for at blive, – ting er vel dybest set blot matrealiserede tanker!
Jugendstilen opstod til dels også i protest mod industrialiseringen omkring århundredeskiftet – måske det snart er på tide at lave en lignende protest-stil imod digitaliseringen.
Selvfølgelig er de større, sjældne og unikke sager stadig forbeholdt det købestærke publikum. På møbel fronten er det for tiden muligt at købe jugend/art deco inspirerede møbler til ganske fornuftige penge og lur mig om ikke en kunstnerisk sjæl med lidt maling også kunne få lidt ekstraordinært ud af det, hvis ikke møblet i sig selv er attraktivt nok.
I småtings-afdelingen er der også mange muligheder f.eks på loppemarkeder, har man først interessen og øjet for formerne kan man sagtens spotte et klenodie i mængden af kuriositeter.
Her lige nogle ydmyge eksempler købt til omkring en halvtredser.

Jugendstil

En anden mulighed er porcelæn i majolika (lustre glaseret fajance af syd europæisk oprindelse). Farverne er ofte spændende og ville kunne matche stort set alle andre stilarter. Disse fine sager findes også stadig på mange loppemarkeder og hos antikhandlere til rimelige priser.

Jugendstil

Aluminia Børnehjælpsdagsfigurer

Aluminia Børnehjælpsdagsfigurer

Børnehjælpsdagsfigurer

Børnehjælpsdagsfigurer af kunstneren Herluf Jensenius

Børnehjælpsdagsfigurer designet af kunstneren Herluf Jensenius’ (1888-1966), var ikke kun en stor succes i perioden hvor de blev fremstillet, de har fået en renæssance og er blevet rigtig eftertragtede samlerobjekter.  Herluf Jensenius var i mere end 30 år primus motor bag børnehjælpsdagen

Børnehjælpsdagsfigurer er som det ses, ikke meget kunstfærdigt udført.Muligvis skyldes succesen til dels også at figurerne har sjæl og udtrykker et lidt naivt verdensbillede, som vi i denne hektiske tid, ofte tillige med mangel på nærhed og det gode eventyr, nemt kan komme til at længtes efter.
Hele serien startede i 1938 hvor Jensenius tegnede træfiguren: Pebermøen, der blev udført af Kay Bojesen. Den blev så stor en succes at den dannede grundlaget for den senere porcelænsserie.
Normalt når man taler om samlerobjekter og værdi, forholder det sig sådan at de først fremstillede og dermed ældste, har den højeste værdi. Med børnehjælpsdagsfigurer forholder det sig lige modsat, hvor det er de seneste årgange som er de mest værdifulde.

Børnehjælpsdagsfigurer
Egetræsmøbler med udskæringer.

Egetræsmøbler med udskæringer.

Dekorationen af primært egetræsmøbler som fik en renæssance omkring år 1900 – 1930, var ofte meget fantasifuld og ikke mindst individuel. Ofte bestilte man sine møbler med bestemte scenerier og motiver og der er således meget vide grænser for dekorationerne. Det kunne være historiske motiver, motiver fra mytologien, privatlivet eller blot personer i muntert lag.
Det var jo så en del af den tids smag for dekoration og smag kan jo som bekendt diskuteres. Det jeg holder af ved den form for dekoration er for det første den håndværksmæssige del, det at en møbelsnedker har skåret motiver med sine værktøjer og ofte tilladt sig lidt kunstneriske friheder syntes jeg vidner om kærlighed til kvalitet og håndværk. Dernæst at den fremtidige ejer har bestilt et møbel med, i hvert fald til en vis grad, sit individuelle præg. Mange af motiverne er kun fremstillet i et enkelt eksemplar og er på den måde unikke. Dertil kommer selvfølgelig at møblerne har en kvalitet som gør at de holder til daglig brug, man kunne måske gøre sig en tanke om, hvor mange af de møbler som produceres i dag, der vil opnå at blive antikviteter (100 år) – formentlig ikke mange fra Lars Larsen, Biva eller Ikea.
Når man nu taler om hvilke trends der er i tiden, syntes jeg det er en sund tanke hvis man i dag havde mulighed for at sætte sit eget præg på møblerne i sit hjem, at lege med tanken om hvordan det i fremtiden kunne lade sig gøre at udforme møbler på en sådan måde at det enkelte møbel udtrykker tanker om ejeren og ikke blot er et Ikea-masseproduceret-intetsigende ikon. Den nye generation har vel altid tilstræbt i et eller andet omfang at sætte sit personlige præg på møblementet. I 1970’erne skulle alt afsyres, kommoder, skabe, senge, døre, vinduer, gulv – formentlig som et udtryk for at man søgte det oprindelige, – væk med malingen og frem med de naturlige materialer. Den seneste trend har så været at male hvidt og patinere, hvad der bliver det næste hit, er det desværre uhyre vanskeligt at spå om. Jeg håber at trangen til personificering af de hjemlige omgivelser ikke forsvinder i tidens hastigt voksende tempo og fremmedgørelse. Tilsyneladende er der tegn på at man ikke helt har glemt disse ofte særprægede gamle møbler, en lille stigning i eksporten syntes at kunne spores og det plejer jo at være tegn på at de også finder vej ind i de danske hjem igen.

Piedestalskabet – et herligt møbel

Piedestalskabet – et herligt møbel

Jeg har altid ment at piedestalskabet i alle dets afskygninger er et utroligt anvendeligt møbel, dels på grund af størrelsen og selvfølgelig også fordi det er et smukt møbel der kan passes ind i ethvert interiør. Anvendeligheden er stor, netop fordi et sådant skab stort set kan placeres i alle sammenhænge uden at være for dominerende, men samtidig give ethvert rum et lille løft. Piedestalskabet blev ‘opfundet’ omkring 1820 (empire stil), den mest kendte type er nok Chr. VIII med ‘Københavnertop’. Skabet er blevet fremstillet i forskellige træsorter, almindeligst er mahogni ofte med indlagt nødetræ på døren og skuffefronter, palisander, eg og fyr er de også lavet i, da de fleste møbler i ‘finere træsorter ofte blev produceret i en økonomisk mere overkommelig udgave. Skabet er som regel indrettet med en stor skuffe underst, derefter dør bag hvilke der er 3 – 4 hylder og ofte en udskåret ske række hvor husets sølvskeer kunne hænge og præsentere sig, nok årsagen til at det af og til fejlagtigt bliver kaldt et sølvtøjsskab, – derefter afsluttes med en mindre skuffe foroven som dog ofte mangler på skabe i empirestil. Jeg har fundet nogle forskellige eksempler – kunne det måske friste til anskaffelsen af et sådant dejligt anvendeligt og gedigent møbel, som med garanti ikke lider af “Ikea-orm”.

Gamle rammer er da et must!

Gamle rammer er da et must!

Smukke gamle rammer lever af og til en lidt overset tilværelse. Der findes jo utrolig mange typer og kvaliteter, ofte som det ikke er muligt at købe idag – og i så fald til en pris der nemt være afskrækkende. Jeg har gennem årene solgt tusindvis af rammer og er der noget der kan få mit kundepleje-gen til at sætte helt ud, er bl.a. når jeg bliver budt 20 kr. for en smuk gammel bladforgyldt ramme. Ved besøg hos antikvitetshandlere med et rimeligt udvalg (her Skjold Antik), er det altid spændende at gå på jagt efter de rigtig gode rammer og under alle omstændigheder vil et motiv man holder af altid komme mere til sin ret ved et omhyggeligt valg af ramme. Glæden ved selv at have fundet rammen og indrammet et motiv, som man jo som regel også skal have i adskillige år er efter min ringe mening jo noget større end ved at gå i Silvan og købe en skifteramme.

Et af de tiltag jeg så kunne gøre, er at anbefale den fremragende bog om gamle rammer skrevet af Henrik Bjerre: Rammens kunst. Bogen er på 250 sider, pragtfuldt illustreret og kommer hele vejen rundt, fra 1500 tals rammer til brug af rammen i moderne kunst. Der er en gennemgang af processen ved bladforgyldning, masser af henvisninger og baggrundshistorie, hvor der selvfølgelig heller ikke mangler et afsnit om ‘rammeikonet’: Hofforgylder Peder Christian Damborg.

Antikvitets forfalskning – ærgeligt det ikke findes mere!

Med udgangspunkt i Gorm Benzon’s bog om antikvitetsfiduser og et par andre bøger i den genre der har fundet vej til min bogsamling, sidder jeg faktisk i skrivende stund og ærgrer mig en lille smule over at der ikke mere er kreative mennesker der har lyst til at forfalske vores gamle klenodier. Umiddelbart lyder det jo lidt selvmodsigende, hvad det også er – så hvorfor nu den tanke. Jo – det irriterer mig grænseløst at tiden er blevet således at man ikke værdsætter disse ofte meget smukke og unikke effekter, ofte med flere hundrede år på bagen – nu kan det f……. ikke engang betale sig at forfalske skidtet mere. Der er ingen som gider grave nysmedet jern ned i møddingen eller lægge det i sildelage et års tid for på den måde at forøge alderen med et hundrede år eller to. Der er ingen som tager en fin 1700 tals stol og skiller den ad i 4 dele for ud af dem at skabe 4 nye stole der så bliver solgt som ’hårdt restaurerede’ stole, fordi det jo ikke kan nægtes at der er dele fra det 17 århundrede i hver stol. Ja man gider heller ikke flytte sølvstempler fra strødåser og sukkerskåle over i terriner og andre større sølvstykker, det er jo ikke engang til at holde en timeløn på. Det er selvfølgelig godt at der ikke mere findes den slags svindlere, men det skyldes jo desværre nok udelukkende at det ikke kan betale sig.

Det eneste område der stadig er lidt aktivitet i ’branchen’ (bortset fra design – den nye tids plattenslagere), er nok inden for malerier og kunst, hvor der mig bekendt stadig findes en del af disse kreative personer, endda på flere planer. Jeg kan her som eksempel give hjemmesiden: Kunstnyt.dk, hvor man ved selvsyn kan se at mulighederne er store. Det er ikke sådan at jeg udelukkende sympatiserer med udøveren af hjemmesiden, der åbenbart har set det som sin mission at svine alskens handlere og auktionshuse til. Jeg syntes da absolut at en sådan side er berettiget, men kunne den dog for pokker ikke laves i et sobert sprog uden at komme af med sine egne indestængte frustrationer (over hvad er vist ikke helt klart ;-)). Jeg siger ikke at der ikke findes ukyndige personer i branchen, det ville da være mærkeligt andet og i skyndingen vil der nok altid være nogle smuttere. Jeg ved hvor svært det kan være at bestemme en effekt korrekt, selv når man gør det efter bedste evne, men jeg vil da godt gå så langt som til at give manden ret i at det desværre også af og til sker bevidst. Derfra og så til at samtlige medarbejdere i disse firmaer udelukkende skulle være svindlere med det ene formål at bedrage godtroende kunder,mener jeg at der er et pænt stykke vej, og man kan vel også være kritisk samtidig med at man er positiv, – eller i hvert fald lider sagligheden under mangel på pli, og det er egentlig lidt synd. Havde tonen været neutral, eller i det mindste humoristisk/sarkastisk, ville det være lidt lettere at tage udgydelserne seriøst, hvilket jo desværre nok er berettiget.

Tidens Samling

Tidens Samling

tidenssamlingEt tidsbillede af det 20 århundrede finder man i Odense. Tidens samling består blandt andet af 8 forskellige stuer indrettet efter forskellige epoker i det 20 århundrede. Der er lagt vægt på at skabe en stemning så det ikke kun er en udstilling men et senarie hvor hensigten er en fornemmelse af tiden.
Tidens Samling er grundlagt af Annette Hage i 1992. Hendes ønske var at anskueliggøre udviklingen i det 20 århundrede gennem at skabe interiør fra de forskellige epoker og derigennem give den besøgende en stemningsfuld fornemmelse af hvordan det var engang.
Derudover har man løbende særudstillinger.

Antik-Historisk Selskab

Antik-Historisk Selskab

AntikhistAntikinteresserede i det Midt og Vestjydske har i 2006 oprettet en forening med efterhånden mange aktiviteter. Der afholdes en del kurser og foredrag hvor jeg har medtaget de næste 2 arrangementer som et eksempel på det gode initiativ. På selskabets hjemmeside findes alle informationer hvis du skulle have lyst til at dyrke din interesse med ligesindede. Der er ligeledes en konsulenttjeneste for medlemmerne, hvor man kan få kvalificeret vejledning. Der udgives et medlemsblad, som kan læses på hjemmesiden.

 

Bisquit

Bisquit

Jeg har altid syntes om figurer i Bisquit. Beskueren bliver ikke distraheret af farver, det er formen og udtrykket i figuren der er det væsentlige. De fleste figurer og platter m.m. er ofte meget klassiske i udformningen, a la Thorvaldsen. De sender et budskab om svundne tiders idealer og er ofte inspireret af tanker om sjælelig forfinelse, det at vi mennesker bør tilstræbe at gøre tingene en lille smule bedre end vi gjorde i går – det syntes jeg egentlig er en fornuftig tanke.

Biskuit er porcelæn der er brændt to gange, for det meste uden nogen form for farvet glasur og vil oftest fremtræde hvidt. I Danmark er Thorvaldsens modeller meget brugt til fremstillingen, man kunne godt lidt ondskabsfuldt kalde bisquit for ’fattigmands marmor’, da den oprindelige tanke formentlig var at det skulle illudere marmor.

Nøglen

Nøglen

Keys - 1

Gamle nøgler har jeg altid syntes var charmerende. Her er et lille udvalg fra før år 1920. Et udmærket eksempel på at man tidligere har været mere opmærksom på detaljens betydning. Et møbel fra før århundredskiftet vil jo næsten fremtræde som defekt med en nøgle købt i Bauhaus eller lignende.

Nøglen som symbol er også velkendt.
I eventyrene optræder ofte en gylden nøgle der giver adgang til skatte, hemmeligheder eller magt.
Sjæleligt et symbol for frigørelse, erhvervelse af viden (gerne skjult eller hemmelig) som ved mysterie indvielse eller ritualer – ofte efterfulgt af erhvervelsen af magt gennem indsigt.
Ikke at forglemme har man i de fleste fængsler også nøgler, indehaveren af nøglen har således magt over andre mennesker i kraft af hans/hendes mulighed for at låse eller befri efter forgodtbefindende.
Mere deprimerende er det at vores tid har betydet at alt skal låses forsvarligt inde, alt kan stjæles og man lever i en konstant tilstand af bekymring for at miste.
I min barndom låste vi ikke døren når vi gik ærinder, jeg kan huske min mors argument:
”Jamen hvis der kommer gæster, så kan de da gå ind og lave en kop kaffe indtil vi kommer tilbage.”
Tilliden til vores medmennesker er tilsyneladende voldsomt degenereret, vist desværre med god grund.
Nøglen som symbol for adgang til erkendelse og viden har da heldigvis ikke ændret sig.

Ib Just Andersen (1884-1943)

Ib Just Andersen (1884-1943)


Just Andersen startede sin karierre som billedhugger og fortsatte sin uddannelse både på maler og billedhuggerskolen på Kunstakademiet i København, derefter blev han uddannet som sølvsmed.Hans nære venskab med kunsthåndværkeren Mogens Ballin skaffede ham sit første store arbejde, et kobberalter til  den katolske Sakramentkirke, som det tog 4 år at færdiggøre.De 400 kobberplader blev afleveret i 1918 hvor Just Andersen så etablerede sit eget firma sammen med sin kone Alba der var ciselør.Idag er han nok mest kendt for opfindelsen af  diskometallet som han havde en stor produktion af, dermed bragte han kunsten ud til en befolkningsgruppe der ikke kun bestod af en eksklusiv elite, også mennesker med almindelig indkomst havde mulighed for at erhverve hans velkendte figurer og andet kunsthåndværk.

Bogbind

Bogbind


Je
g har altid været lidt fascineret af de såkaldte ”komponerede bind”. Det er en helt anden fornemmelse at læse en sådan bog, frem for vore dages paperback. Sagt med andre ord, så udtrykker de for mig den egenskab ved bogen, at den skulle være noget særligt for læserer, et lille klenodie. Nu skal det jo så også ses i lyset af, at på det tidspunkt (omkring århundredskiftet) var bøger jo ikke udgivet i disse enorme mængder vi ser i dag og derfor pr definition også for ejeren, mere dyrebare. Jeg kan godt lide, at de bøger der har givet en lidt større glæde ved læsningen, gjort indtryk, derfor også kan genlæses og dermed bliver i reolen, de har et særpræg. Ser man på en ’moderne’ bogreol’s indhold, jamen så ligner alle ryggene stort set hinanden, går vi så hen til en reol med lidt ældre udgaver, så er det nemt på afstand at udpege bestemte bøger. Nu er jeg jo så ikke blind for at i vore dage er det et spørgsmål om økonomi, det koster hvis man ønsker en speciel indbinding, men på det tidspunkt hvor man brugte disse komponerede bind, var det jo da teknisk muligt at lave en paperback, men det tror jeg simpelthen ikke at man ville acceptere som en ordentlig bog (selvom de jo egentlig var den tids paperback). Man havde andre kvalitetskriterier og forskellen i pris, på kvalitet og sekunda var formentlig heller ikke så stor som i dag.Undervejs i min søgning fandt jeg så en helt imponerende og meget kompetent side, der omhandler netop disse bind.

http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=101328

Antikke stik

Antikke stik


Antikke stålstik (også kobberstik) er en lidt glemt og underkendt kunstart. Man skal betænke at hver lille streg er ridset ind i matricen. Det resulterer ofte i en overvældende detaljerigdom, mange af de gamle tryk indeholder samtidig et meget beskrivende billede af den tid de blev fremstillet i. Ydermere kan de i dag med en vis ihærdighed, f.eks. findes på loppemarkeder til små penge og ofte erhverves i antikvitetsforretninger for nogle ganske få hundrede kroner.
Personligt syntes jeg de besidder en udtryksfuldhed og karakter der berettiger disse stik til en velvalgt plads på væggen. Her er eksempler på nogle af mine favoritter. Prøv at se på stikket fra børnehjemmet, selv om jeg har haft det i en del år finder jeg stadig detaljer jeg ikke har været opmærksom på og hvor er det dog et fortællende stik, næsten lige som at være der selv, man kan tydeligt ane atmosfæren i huset. Ved fotogengivelsen mistes dog meget af tydeligheden.
Døm selv og se om ikke du skulle til at gå på jagt efter noget lignende.