Kategori: Antikvitetshandel

Retro – hvorfor nu det?

Retro

Retro er et relativt nyt begreb.

Retro stilen/ordet blev lanceret omkring 1980 og slog først igennem som almindeligt kendt begreb efter årtusindskiftet. At filosofere over hvorfor en ny trend pludselig slår igennem, er der jo mange markedsførings eksperter der ville give deres højre arm for at finde ud af, men kunne det tænkes at være nogenlunde ligetil – ihvertfald lige her.
Da jeg etablerede mig omkring 1970, var en af de ting vi konsekvent gik efter at finde – møbler som kunne afsyres. De var smidt ud i hobetal gennem 1960’erne, hvor man skulle have teak og palisander for at markere at man hørte til de mere velstående der havde råd til at købe nyt. Altså kunne unge mennesker finde disse møbler på loppemarkeder og hos marskandisere til meget små penge. Man kunne gøre “et fund” til brug for indretningen af sit hjem i en “personlig – ikke masseproduceret stil” og dermed også fortælle omverdenen at man var noget særligt/ikke almindeligt. I løbet af ganske få år blev disse fine afsyrede møbler gjort til en industri der vandt indpas hos antikvitetshandlere, både som afsyrede og som urestaurerede og dermed steg prisen gevaldigt.
Continue reading “Retro – hvorfor nu det?”

Kultureksport!

header2
Nu er Bella Centeret’s Antik og Loppemarked  vel overstået, som sædvanlig med et fornuftigt resultat også med kontakt til nye opkøbere.
I den forbindelse kan man godt gøre sig nogle tanker omkring det faktum, at en stor del af vores kulturarvforsvinder ud af landet i hastigt tempo.
Der er sådan set ikke noget nyt i det, sådan har det været siden jeg stiftede bekendtskab med branchen i 1980’erne. For dem der ikke ved det, kan jeg oplyse at der ihvertfald de sidste 30 år årligt er sendt flere hundrede containere med antikke møbler, Dansk Design og andre gode sager ud af landet.
Continue reading “Kultureksport!”

Porcelæn – replika!

Når man handler med antikviteter kan det ikke undgås at der af og til dukker en effekt op, som kan være lidt svær at placere. Det var tilfældet med afbillede porcelænsskrin. Ved første øjekast er det lidt imponerende alene på grund af størrelsen (ca. 50 cm. bredt). Forarbejdningen er ikke ringe og det har en rimelig pondus, placeret på et egnet møbel. Stemplet var der ingen som kendte, så hvad gør man?
Continue reading “Porcelæn – replika!”

Auktionsvurdering – fup eller fakta

Jeg vil starte med at sige det ikke er mit ærinde at miskreditere bestemte mennesker eller firmaer. – MEN jeg har i lang tid undret mig over politikken bag de såkaldte auktionsvurderinger foretaget af efter eget udsagn, eksperter. Jeg har af og til lavet lidt statistik på sagen for at se om det var mig der var helt galt afmarcheret, – det er det så ikke.

Et eksempel:
På en vilkårlig dag blev der solgt i forskellige auktionshuse for en hammerslagspris på 535.419. Auktionsvurderingen på de samme varer var – hold nu fast – 1.177.637. Det vil i tørre tal sige at varerne er solgt til under halvdelen af vurderingen. Hvordan kan eksperter tage så grueligt fejl?
Det er jo så åbenbart ikke en fejl – men helt tilsigtet.

Kan man gisne om årsagen til at man sætter en vurderingspris ud fra, hvad man godt kunne ønske sig at få for varen og ikke ud fra hvad den er værd?

2 mulige årsager.
1. At man vil give intetanende mennesker der indleverer varer, det indtryk af at de er langt mere værd end de egentlig er, for at få dem til at indlevere. (Dermed større omsætning – flere varer – i auktionshuset)
2. Man sætter vurderingen over dobbelt så højt som værdien, i håb om at køberne får det indtryk at de kan gøre et virkeligt kup og bliver mere ivrige efter at byde. (Dermed større fortjeneste til auktionshuset).
Enhver med en regnemaskine der har lyst til at bruge tid på det, kan se hvorledes det forholder sig  – intet mystisk i det.
Man kunne så fra auktionshusene komme med mod argumenter:
at man justerer priserne når det viser sig en vare ikke kan oppebære den forventede vurdering.
– Nej det gør man ikke. Jeg har gennem et stykke tid fulgt en identisk vare, (også en del andre), der vurderes til den samme hammerslagspris, uagtet det har vist sig den også sælges til langt under halvdelen af vurderingsprisen i hammerslag. Vurdering for 10 auktioner af samme vare 35.000 – hammerslag 13.000

Man kunne indvende at skribenten her ikke aner hvad han taler om, og at det er frygtelig svært at komme med en korrekt vurdering. Det kan også være svært for specielle vares vedkommende, men så kan det lige så godt være til den ene som den anden side – det er det jo så tilsyneladende næsten aldrig i auktionsverdenen, der er det næsten altid op med vurderingen.
Man har i auktionshuse et kæmpe sammenligningsgrundlag udover de tilknyttede eksperter, databaser der fortæller hvad varen tidligere har været solgt for – dette bliver åbenbart ikke altid lagt til grund for vurderingen.
Man kan relativt let konstatere hvor få varer der i virkeligheden går over vurderingen.

Hvad er det så lige jeg vil med indlægget, da jeg er ikke så naiv at tro praksis ændres?

Jeg skriver for at give samlere, antik interesserede og andre godtfolk, information.
Dette er så en information. En vurderingspris betyder bestemt ikke at du allerede har beløbet i din lomme. – Skal du købe eller sælge på auktion så tænk selv, undersøg selv og spørg evt. andre fagfolk.
Der er jo vitterligt en del effekter det godt kan betale sig at sælge på auktion – andre hvor det er mindre hensigtsmæssigt.
Den pris du bliver tilbudt af en antikvitetshandler vil muligvis ikke være så høj som loves ved en ”auktionsvurdering”, – men til gengæld kan du regne med at få den med det samme.
Noget kunne tyde på at det i mange tilfælde er den der SELV skal have pengene op af lommen, som kender den rigtige pris. I sagens natur er det vel også nemmere at prisfastsætte, hvis det er andre som skal betale.
Kan du lide spændingen ved auktionskøb, så husk regel nr. 1: Bestem på forhånd hvad du maksimalt vil give, det er så nemt at lade sig rive med.

Kaviarkøler med proveniens.

Kaviarkøler med proveniens.

Objektet her skulle efter sigende være en kaviar køler som har tilhørt storfyrstinde Olga. Efterhånden har man hørt mange historier når effekter bliver præsenteret, som regel med det formål at presse prisen op over for den stakkels antikvitetshandler. Man må så gøre sig nogle tanker omkring sandsynligheden af påstanden, specielt hvis det har betydning for prisen. I dette tilfælde var det nu ikke det der var tale om og der var flere effekter i lejligheden som kunne underbygge historien. En noget usædvanedlig kommode som også skulle have tilhørt fyrstinden, yderligere en 4 – 5 malerier med kunstnerindens signatur som der jo ikke var nogen tvivl om, kunne da godt indikere at det var en plausibel historie. Der er jo en del billedmateriale om storfyrstinden/kunstneren, ligesom der er ??. Med en ihærdig indsats skulle det ikke være umuligt at få verificeret proveniensen, så langt er vi ikke nået endnu, men jeg tror på sandsynligheden for at det er rigtigt. Dette blot et lille eksempel på, at ‘handel med brugte genstande’ ofte kan byde på detektivopgaver af forskellig art.

Danske stel i stentøj

Danske stel i stentøj

En rigtig fin side om dansk stentøj. Og ja – også drevet af en handlende udi samme. Men, når nu man har gjort sig den ulejlighed at lave en ganske nydelig og informativ side, så mener jeg da at det også berettiger til lidt positiv omtale her på bloggen.

Bestemmelse af glas og porcelæn.

Bestemmelse af glas og porcelæn.

Det er (indtil videre) ikke mit ærinde her på bloggen at reklamere for forretninger, men udelukkende at samle sider med informationsværdi for ligesindede. Ingen regel uden undtagelse. På Samlerhusets hjemmeside er der en herlig samling af  glas og porcelæn, som gør det muligt at finde rundt i mængden af navne på glas og stel. Og ja – de sælger dem også.

Gør et kup !!!!!

Gør et kup !!!!!

Historie om et fund – et meget fint eksempel på at det stadig er muligt at finde et klenodie på trods af de mange ’jægere’ der søger et kup. Det er jo så en historie fra det virkelige liv, en historie om at mange hundrede mennesker har haft muligheden, men ingen har set den, – det kunne være forskellen på dig og mig!
Vi har haft to weekends hvor der har været åbent i Skjold Antik, hvor der har passeret flere tusinde mennesker gennem hallerne, alle har haft muligheden for at se de mange varer. For to dage siden begyndte vi at pakke hele vores småtings marked ned, da vi havde solgt det. Jeg var med til at pakke ned de ca. 125 flyttekasser (det er mange), da jeg pludselig så et rimeligt fint glas fra ca. år 1900, det havde lidt patina der for en uindviet kunne syntes som glaspest, men en finger med lidt spyt afslørede at det var det ikke, eller i hvert fald var der en mulighed for at det kunne reddes. Selvom det skulle være et glas med lidt skavanker, er det et glas det er en fornøjelse at eje (har ikke set det i de 20 år jeg har handlet med noget sådant).
At ingen kunne se det fine glas, som måske havde været til at købe for en 20’er, det syntes jeg er imponerende, hvad det er som gør det ved jeg ikke, at tro på skæbnen er måske at spænde buen. Kunne være et udtryk for tidens overfladiskhed, hvad jeg håber det ikke er. Et bud kunne også være at det er et udtryk for at man fokuseret på lidt overfladiske værdier, – og at tiderne har ændret sig i retning af at man ikke sætter pris på, og har blik for vores kulturarv, det kunne jeg mene uden at have belæg for det.
Jeg har oplevet det før! Engang havde jeg en lampe stående i mit udstillingsvindue, – ud til gaden hvor der passerede mange hundrede mennesker. Lampen stod der i et års tid, prisen var omkring 300 kr., den blev ikke solgt så en dag tænkte jeg at prisen burde sættes ned. Da jeg så fik kigget på den, så jeg at patinaen kunne fjernes og inden under var der en rigtig smuk og unik lampe (som jeg har i mit hjem i dag). Hvorfor var der ingen som havde set det gennem flere år ?
Altså en opfordring til at se det som måske ikke er umiddelbart synligt, – det gælder måske i flere af livets forhold ;-), er det ikke fascinerende at tilværelsen indeholder muligheder som vi mennesker skal kigge lidt efter, den der finder det de andre ikke har set, er måske en person der kigger lidt ekstra efter, – er det dig??

Loppemarked – hvad er det med de lopper?

Imponerende er det hver gang i Bella Centret (og andre større steder), at se en kæmpestor tom hal som i løbet af 3-4 timer forvandler sig til et eldorado med adskillige hundrede små butikker med antikviteter og loppemarkedseffekter. Aktiviteten er oppe i det røde felt og der er et mylder af aktive mennesker, alle med et eller andet i hånden som skal placeres på rette sted. Associationen til en gammel alkove der i vintertiden kunne opbyde et imponerende antal af de myldrende smådyr, er ikke langt væk.

Hvorfor hedder det nu egentlig et loppemarked? Der er flere bud på det – et lidet plausibelt fandt jeg på en norsk hjemmeside:
” Lopperne fant seg en husvert, bet og etterlot et merke før den hoppet videre. Og det er vel det som skjer på dagens loppemarked også; gjenstanden vi står med i hånden har vært i andres eie, etterlatt seg et minne, og nå er det du som skal få glede eller nytte av den.”
– Den forklaring finder jeg måske er en anelse konstrueret.
Et andet bud på en blog var, at når loppemarkeds sæsonen nærmer sig, begynder det at krible og klø over hele kroppen på indehaveren, for at kaste sig ud i den hektiske jagt på nye og spændende objekter.
– Udmærket og forståelig forklaring, – men nok heller ikke lige det.
Jeg er lidt mere til forklaringen på en side om shopping i Paris, at i gamle dage skilte hoffet og de velhavende sig af med deres gamle klæder som så efterfølgende blev solgt på markedet, oftest rigeligt befængt med ovennævnte dyreart.

Antikke møbler bliver aldrig billigere.

DSC_5120

En stor besynderlighed er det, i dag er det muligt at købe gode antikke møbler for halvdelen af hvad de kostede for 10 år siden. På auktioner kan man købe fine møbler til meget små penge og de bliver helt sikkert aldrig billigere, holder du af gamle ting, så er det nu de skal købes. Man skal nok ikke forvente at antikvitetshandlere sælger til de priser, men det siger alligevel en del om tendensen i antikvitetshandel, det er bestemt blevet fordelagtigt at købe. Tilsyneladende forholder det sig jo således, at den generation der køber møbler for at etablere sig nu, ikke rigtig værdsætter de kvaliteter der er i gamle møbler, medmindre de er malet hvide. For 20 år siden hvor alt skulle være afsyret, kommoden, sengen, dørene, vinduer, gulve, borde og stole, endte mange op med et hjem der pludselig så lidt ferskt ud og begyndte at blande andre stilarter i indretningen. Jeg tror vi er ved at være ved et lignende stilskift, da mange hjem i dag er blevet lidt ’Bo Bedre agtige’, bærer præg af vores fortravlede tid hvor det skal gå hurtigt med indretning. Et møbel er ikke noget man søger i længere tid fordi det skal være specielt, det er noget man tager i nærmeste butik og køber når der er brug for det, det skal være minimalistisk og praktisk og ikke tage for lang tid. Det at gå på jagt efter et møbel, tage det hjem, afsyre det, slibe og vokse det, eventuelt finde nogle passende beslag, det er helt utænkeligt i dag – hvem i alverden har tid til det. Jeg har stadig den første kommode jeg afsyrede omkring 1975, den er ikke specielt køn men jeg har selv gjort det og forbinder den dermed med OPLEVELSEN, den er gået hen og blevet et minde som jeg holder af. Ser man på interiørfotos fra 1880 – 1930 bærer hjemmene præg af at være et bastant udtryk for de mennesker der boede der, et identitetsudtryk. Sådan er det selvfølgelig i et hjem, men den nutidige trend kan måske også ses som et billede på en vis rodløshed og mangel på tilhørsforhold i tiden, forstået på den måde at vi er blevet fremtidsorienteret på bekostning af vores historie og sociale samhørighed, vi er blevet et samfund af individualister der egentlig ikke er individuelle, blot mere personligt isolerede uden den tyngde det giver at tage sin historie med. Jeg siger bestemt ikke at vi skal møblere os som i 1920, for det var godt nok også en anelse kedeligt og lidt ensporet, jeg siger blot at det, vi ikke værdsætter antikviteter som en historisk ballast, kunne tolkes som om vi har mistet noget, eller i hvert fald har fået nogle nye værdinormer der er knapt så meget baseret på samhørighed og nærvær. Mit håb er at kærligheden til gode gamle møbler (og dermed til hinanden), vil vokse i den nærmeste fremtid. Jeg husker en gang jeg solgte en stor, flot udskåret Biedemeyer sofa til en ung pige der skulle bo på kollegieværelse, hun sagde, at hun var nødt til at have noget smukt for at kunne holde ud at bo der. – det er ikke ligegyldigt hvad vi omgiver os med, det skal have sjæl (i hvert fald for os selv).

Storm P platte

Storm P platte


Jeg er som det fremgår andetsteds absolut varm beundrer af Storm P’s univers. En lille ting der har fulgt mig i mange år, er en af platterne fremstillet på Knabstrup Lervarefabrik. I 10 år har den hængt over disken i min tidligere forretning. Platten i sig selv er ikke noget specielt, hverken sjælden eller på anden måde værdifuld, men for mig repræsenterer den faktisk en værdi på adskillige mange tusinde kr. – forklaring følger.

Teksten på platten:
Artemis – nu ved jeg hvad vi skal.
– Hvad skal vi?
– Vi skal la’ vær!

Når man som jeg har handlet med ’brugte effekter’ gennem mange år, kan man ikke undgå jævnligt at blive præsenteret for sager man ikke har spor lyst til at købe, enten på grund af usælgelighed, for høj pris eller andre ting. Når man så står der og alligevel overvejer et køb, det kan være sidst på måneden og sælgeren har brug for den skilling, der kan følge andre ting med i handelen som ikke er atraktive. Jeg har ofte haft den svaghed at lade min afgørelse falde ud til kundens fordel. Den lille platte har så mindet mig om, at hvis jeg er i tvivl – så la’ vær. På den måde har den gennem årene sparet mig for en masse, både penge og ærgelser. Nu har jeg den hængende ved min computer hvor den skal minde mig om, at når jeg får besynderlige idéer (får en del), skal jeg lige tænke mig om 2 gange inden jeg fører dem ud i livet – og DET er en god ting.
Jeg bliver nødt til det – I skal lige ha’ det. Et lille tryk der viser den Storm P’ske genialitet

Tidens trend

Lige nu er vi i tilsyneladende i Shabby Chic perioden. Skal man så spå om fremtiden er det et godt udgangspunkt at begynde i fortiden.
Udviklingen i indretning af de små hjem efter anden verdenskrig bar præg af en langsomt voksende velstand, der på sin vis kulminerede i begyndelsen af 1960’erne. Arvestykkerne anskaffet af familien i 1930’erne, hvor man etablerede sig med tunge massive egetræsmøbler som et tegn på tidernes uforanderlighed og stabilitet, man købte møbler for livet; de blev udskiftet med lette teak og palisander møbler. Det var ligesom man ville slette de dystre minder om krigen ved at aflive møblerne også. Jeg har hørt mange eksempler på at man brændte eller destruerede fine empiremøbler, for nu skulle der være plads til teasktræskommoden. Generationen fra 1960 der så voksede op med disse herlige teak møbler og som samtidig havde et opgør med konformiteten og det borgerligt firkantede, søgte sjæl i indretningen som man fandt i de afsyrede fyrretræsmøbler, ja også eg, jeg har sågar set afsyrede mahognimøbler. Jeg var engang i et bo hvor de havde en empiresekretær de næsten havde fået al fineren af (det var i de tider hvor gode møbler kostede lidt), adspurgt hvad jeg ville give for sådan et fint gammelt møbel, svarede jeg 300 kr. hvilket forbavsede en del, – også yderligere da jeg sagde at havde de undladt at begynde mishandlingen kunne jeg have givet 8000. Et eksempel på at alt skulle individualiseres. Døre, vinduer, gulve, møbler, hund og kone – alt blev afsyret så resultatet blev visse steder en lidt fersk indretning, hvor individualiteten efterhånden forsvandt, da alle gjorde sådan.
!970/80’ernes trend med brune møbler og kakler i alt vil jeg gå lidt let henover, da jeg heldigvis ikke ser en mulighed for et gensyn med den stilart – og kun kan bruge den til skræk og advarsel. Dermed ikke sagt at man ikke kan finde på et tilsvarende tiltag i fremtiden.
1990’erne var vel præget af en vis indretningsmæssig stilforvirring. Hjørnesofaernes æra var på retur, man prøvede at blande alt godt fra de forskellige perioder. I de fleste hjem sås et mix af mormors gamle kommode, nogle ikeamøbler og et marmorbord, samt en skønsom blanding af effekter fundet på loppemarkeder og i genbrugsbutikker, måske garneret med lidt moderne design.
Perioden blev afløst af lidt mere ensretning, nu skulle man til at male møbler igen. 60’ernes klare blå og orange farver blev afløst af alle nuancer i hvidt, creme og lysegråt, der skulle patineres og krakeleres og sågar marmoreres efter gamle opskrifter. Til en begyndelse alt, skabe, skænke og spiseborde – intet gik ram forbi. Et forsøg på at tilpasse de gamle møbler til det nye årtusinde der nu er mundet ud i at alle de fine gamle møbler stort set er ude af billedet når man i dag taler indretning. Møblerne skal være lette, lyse og gerne fransk inspireret a la cafe og provence, ligesom man gerne kan snige en kinesisk eller orientalsk ind i billedet kombineret med danske design klassikere af Finn Juul, Arne Jacobsen og Wegner. Vaser, nips og køkkenindretning må gerne være Italiensk inspireret og de tidligere tiders samlermani er blevet afløst af en minimalistisk tankegang. Behovet for at præge sit hjem som et sted hvor man har sin samling af klenodier (kaffekander, moccakopper og lignende) er tilsyneladende erstattet af tanken om at det ikke er nødvendigt at eje så mange ting, bare det er velvalgte kvalitetsting. Det i sig selv ser jeg som noget ganske sundt, desværre er det nok således at tingenes tyranni (der muligvis stammer fra den generation der har oplevet at have lidt, men klare sig med det), er blevet afløst af et mere kollektivt tyrani som en pendant til tidens trend, med at man skal foretage sig bestemte ting, have det rigtige netværk, anskaffe bestemte ting, for ikke at være for ’taberagtig’ og rent faktisk kunne gøre sig gældende erhvervsmæssigt og socialt. Tidens tekniske revolution har nok også til en vis grad fjernet focus fra de bløde menneskelige værdier, det er ikke så moderne at realisere sig selv, nu skal man forstå at promovere sig og i den forbindelse er hjemmets indretning blevet reduceret lidt i retning af at være et billede på hvordan man vil tage sig ud i omverdenens øjne. Altså en bedømmelse af personen på et mere materielt grundlag.
Hvad kan så fremtiden bringe, hvilke livsværdier vil vi ønske at afspejle med vores måde at indrette os på. Det er helt klart, at de elektroniske medier vil indtage en mere og mere dominerende plads i hjemmet, fladskærmene bliver større (formentlig ikke kønnere), computere og kommunikation vil være en integreret del af boligen, der vil bære præg af den enorme informationsstrøm der rammer os dagligt. Det er formentlig ikke menneskeligt sundt, jeg tror evolutionen er lidt bagefter, vi er ikke helt beregnet til en livsform der er så fjernt fra vores natur. Hvad kan vi så forestille os som et modstykke, da umiddelbart alle tidligere tiders muligheder er afprøvet, det er ikke muligt at gå tilbage til 1930’ernes indretning.
Mit ønske som tidligere antikhandler vil helt klart være at vi vil forstå at integrere vores historie med vores nutid, også med et stænk af fremtid. At leve i nuet betyder at huske rødderne samtidig med at kaste et blik fremad, mit håb er at det vil foregå med eftertænksom omhu som en bremse imod den hastige udvikling, med en øget focus på kvalitet og det at lade boligen afspejle sine livsholdninger (gør den jo under alle omstændigheder), men på en måde så man ikke omgiver sig med ligegyldigheder, men prøver at give begrebet ’sjæl’ et fysisk udtryk.

Her et par sider med inspiration a’la fransk landstil:
http://gaverbrugskunst.dk/om-madam-tut
http://www.countrycollection.dk/intro.htm
http://www.defineting.dk/defineting_profil.htm
Og så til rigtig mange links:
http://www.carlsh.dk/links.htm

Tyvens Filosofi

På et tidspunkt havde vi i vores forretning en del problemer med indbrud, da beliggenheden nede ved Holbæk Havn var ganske ugenert, i hvert fald om natten var der MEGET mørkt. Indbrud er altid til stor ærgrelse, også fordi tyvene ofte ødelægger for mere end de stjæler og at det altid giver en den der dårlige fornemmelse, at man står op og går på arbejde, for at tjene penge til en eller anden (idiot), som åbenbart mener han har mere ret til dem. Tit og ofte har det været meget besynderlige ting der har været stjålet, hvor man har gået lige forbi effekter af langt større værdi. Jeg har gennem årene fået den helt klare indstilling, ud fra hvad jeg har set, at tyveknægte bestemt ikke er bebyrdet med en overvældende tanke kapacitet, det er muligt at nogle af dem er ret snedige, men for kloge er de fandenme ikke – og bestemt heller ikke sympatiske. Jeg har ikke kunnet sætte mig ind i, på hvilken måde en tyv kan forsvare over for sig selv, at gå ind i fremmede menneskers ejendom og så betragte den som sit egen. Det er muligt jeg er frygtelig naiv (det vil jeg så have lov til), men jeg fatter simpelthen ikke de bevæggrunde der ligger bag, som gør tyven i stand til at suspendere al fornuft og selvrespekt, ofte oven i købet for et latterligt lille beløb.

En dag fik jeg i vores forretning besøg af en yngre mand, medbringende nogle gevaldig store tasker. Han spurgte om vi var interesseret i at købe antikviteter (vi lever jo sådan set af det) – så det var vi da. Vi havde en lang disk i forretningen, hvorpå herren begyndte at pakke sine tasker ud og det var da relativt gode ting. Der var et par gamle skrivesæt, nogle bronze figurer og figurer i Kgl. Porcelæn, i alt ca. 20 effekter. Han kom så med en historie, hvilken husker jeg ikke rigtigt, men sluttede dog med at sige at det var ganske værdifulde ting, hvilket jeg ved selvsyn kunne konstatere da der jo var priser på alle effekterne. Vi blev så enige om en fornuftig pris og jeg skulle så se noget legitimation for at skrive det ind i kosterbogen, hvilket jeg også fik og nedskrev omhyggeligt. Da jeg så havde fået behørig underskrift, meddelte jeg ham at jeg nok desværre var nødt til at ringe til politiet, hvilket han blev meget forbavset over og også lidt fortørnet, indtil at jeg forklarede ham at samtlige effekter stammede fra et indbrud i vores forretning et halvt år tidligere og at det sådan set var mig selv der havde sat priser på. Politiet kom så og optog rapport og kendte tilsyneladende den unge mand. Jeg fik da vores effekter igen på en uventet måde, selvom jeg ikke fik nogen tilbagemelding fra politiet om det videre forløb, hvilket jeg syntes er kritisabelt, der manglede da stadig nogle effekter og der var da blevet ødelagt for en del penge ved indbruddet, men det må jo i politiets øjne have været under bagatelgrænsen, – det var da også lidt synd for den pæne unge mand.

Seehusen – en kunde



For os som har en yderst begrænset kunstnerisk åre, er det forunderligt at se hvorledes en kunstner har øje for linjer og perspektiver i tilværelsen. Denne lille skitse er lavet på omkring 1 minuts tid en tidlig morgen, dem der kender mig vil absolut kunne se en vis lighed. Hvor imponerende med denne iagttagelsesevne der kan omsættes i et eller andet fysisk objekt til glæde for andre – en gave at have fået – syntes jeg, der ikke har lige DEN.

For år tilbage besøgte jeg et ældre ægtepar – Seehusen. Herren i huset var en mand i sin bedste alder +80, helbredet var begyndt at skrante lidt og man var blevet enig om, at det kunne være hensigtsmæssigt at få ryddet lidt op og der var så lidt effekter jeg kunne have gavn af.
Besøget blev altid henlagt tidligst muligt om morgenen, da de ikke var ’C-mennesker’ som visse andre.
Hr. Seehusen var pensioneret maler, det var så blevet skiftet ud med PASSIONERET, han havde i mange år startet dagen med at lave en tegning, skitse, maleri eller anden frembringelse, hvad hans kontor bar umiskendeligt præg af. Der var tegninger og kunst fra gulv til loft, jeg kunne fornemme på fruen, selvom hun gav sin fulde opbakning til projektet, at der var LIDT mange effekter.
Når jeg så stod der tidligt om morgenen og skulle vurdere en tegning eller et maleri, fik jeg stort set altid en skideballe: ”Kunne jeg dog for f….. ikke bringe emnet lidt på afstand, så jeg kunne SE det, i stedet for at stå med næsen helt oppe i det”. Og det er jo rigtigt, der skal lidt distance til kunst, men som handler er det jo en vane at tage tingene i hænderne.
Det var venlige og vidende mennesker, altid en fornøjelse at besøge, så jeg havde en dag min datter med.
Hun var på daværende tidspunkt ca. 10 år og Hr. Seehusen tøvede ikke med at forære hende en af sine skitsebøger, da han fandt ud af at hun interesserede sig for maleri. Det er nok ikke udelukkende Hr. Seehusens fortjeneste, men i dag som 27 årig KAN hun faktisk male, hvis…osv.
Som handlende kommer man ud for rigtig mange forskelligartede oplevelser, af og til nogle som ’ikke handlende’ vil have svært ved at forestille sig – vi bliver i hvert fald præsenteret for alle nuancer af den menneskelige (u)natur.

Større er så glæden når jeg i tilbageblikkets klare lys, kan mindes oplevelser med mennesker, hvor det livsbekræftende element har været det bærende i mødet – hvor jeg af og til har glemt, at jeg jo faktisk også var der for at tjene lidt penge til dagen og vejen.
En kærlig tanke til ægteparret Seehusen.

Handelshuset – memory lane.

 

 

 

Handelshuset

Jeg er simpelthen nødt til også at skrive lidt om “Handelshuset”
Handelshuset var min arbejdsplads i 11 år – en arbejdsplads der på ingen måde var noget der bare lignede ‘almindelig’.
Det var et handelssted hvor alle typer mennesker mødtes, lige fra sømændene fra de østeuropæiske skibe (hvad kunne vi ikke handle med dengang vi havde en havn med liv i ;-),  – til internationale opkøbere af antikviteter.
Miliøet var MEGET livligt, ikke mindst på grund af min kollega Paw Doberck, vi var forskellige som nat og dag, men på en eller anden måde må vi have suppleret hinanden godt, da vi kunne holde hinanden ud i 11 år.
Hvad jeg egentlig kunne fortælle af historier fra den tid, kunne mageligt fylde en hel bog, men jeg tror en pæn del af den ville blive slettet af censuren, det er heller ikke den del det handler om.

Miliøet i Handelshuset var som jeg er inde på, meget ‘uforpligtende’, for mig betød det at jeg måtte omstille mine ‘handelsgener’ væsentlig. Jeg kom fra helsebranchen, hvor pænheden var en betingelse for at overleve. Nu måtte jeg så indstille mig på, både at kunne handle med alverdens ‘hundehandlere’ og også kunne give en seriøs betjening af antik-interesserede.
Der havde jeg jo så god gavn af min tidligere karriere, hvor jeg nok havde oparbejdet en naturlig tilforladelighed, som jeg absolut også mener en handelsmand helst skal have.
Meningen er ikke at jeg vil udbrede mig voldsomt om vores kære hedengangne forretning, men blot lige sætte en lille mindesten.

Jeg kan så ikke lige lade være med at komme med et opdateret foto af nybygningerne hvor den gamle forretning lå. Når jeg en sjælden gang går der idag, kan jeg ikke lade være med at mindes det liv der var på havnen dengang, med skibe, forretninger, transport af alskens slags. – Et lille citat fra havnedebatten : Kultur er liv – Til alle tider har havnen været stedet, hvor mennesker mødes i handel, inspiration og oplevelse.
Handelshuset

En dygtig svindler

 


Det forholder sig vel nok således, at der inden for alle brancher findes personer der har en anløben moral i større eller mindre grad. En ting er at vi kan have forskellige grænser for, hvad vi syntes er anstændigt, en anden er de personer, der bevidst satser på forsætligt at snyde og bedrage deres medmennesker ud fra den betragtning, at når vi nu er så dumme så fortjener vi sandelig også at blive snydt. Selvfølgelig er det en dårlig undskyldning for at dække over sin egen mangel på anstændighed samtidig med at man bringer sin samvittighed i en tilstand hvor den accepterer fup og svindel som noget legalt – ikke desto mindre er det vist en holdning der ikke er helt nem at komme til livs, kunne man det ville der jo ikke eksistere tyveknægte og svindlere.
Nok om det – historien starter for en del år siden hvor jeg havde en antikvitetsforretning. Vi fik en dag besøg af en yngre mand, der havde nogle effekter i bagagerummet på sin bil, som han gerne ville sælge. Dette var jo i sig selv meget almindeligt, når man skulle flytte, at komme med nogle rester man ikke kunne finde anvendelse for i håb om at få en lille skilling frem for at køre tingene til genbrug. Jeg gik ud og så på effekterne, som viste sig at være en del defekte malerier og rammer samt lidt porcelæn og forskelligt andet der absolut ikke kunne anvendes i vores forretning. Jeg sagde så på en pæn måde at det ikke rigtigt var ting jeg kunne se havde værdi for os. Han lukkede så bagagerummet og sagde at han da lige ville se vores forretning nu han var her, da vi så gik hen imod indgangen, kastede jeg et blik ind på bagsædet af bilen, hvor der stod en kasse med forskellige effekter, øverst i kassen lå en meget smuk vase men resten af indholdet var ligeledes uanvendeligt. Jeg spurgte så om jeg måtte se vasen og det måtte jeg da godt, men den var solgt til anden side. Jeg stak hovedet ind i bilen og kiggede på vasen og var lige ved at få et chok da jeg så at vasen var signeret ”Gallé”. Det var i relativt begyndelsen af min antikkarrierre, men jeg vidste dog at glas lavet af Gallé, var relativt kostbart. Jeg forhørte mig om den nu også var solgt og det bekræftede han så, vi gik ind i forretningen og jeg havde andre kunder mens den unge mand gik rundt og kiggede på forretningen. Efter en halv times tid kom han så hen til mig og sagde at det jo var en nydelig forretning med mange interessante ting og at han helt sikkert ville komme tilbage en dag hvor han havde bedre tid. Jeg havde i mellemtiden gået og tænkt lidt over denne vase, syntes det var lidt synd hvis han skulle køre videre med den, så jeg spurgte endnu en gang om det nu var helt sikkert at den var solgt. Han sagde så at det var en som ham og hans søster havde arvet, men at han da kunne ringe og spørge hende, hvilket han så (tilsyneladende) gjorde. Han kom så tilbage og fortalte at de havde et bud på vasen på 5000 kr., men hvis jeg ville give 500 kr. mere, kunne jeg godt få lov at købe den. Jeg syntes det lød som en rimelig pris og jeg kunne godt lide vasen, den var smuk og jeg havde ikke haft noget der lignede før, så jeg slog til og fik vasen. Jeg havde den så stående nogle dage i forretningen, til stor beundring for mine kunder, også andre handlende og mennesker med forstand på deslige, mente at jeg havde gjort en fornuftig handel. 14 dage efter sad jeg hjemme en aften og så en udsendelse om kunstforfalskning, den var meget interessant – indtil der på et tidspunkt blev nævnt nogle glasting af Rumænsk oprindelse og der frem på skærmen tonede et billede af MIN VASE. Først blev jeg lidt chokeret, men da jeg egentlig godt kunne lide vasen, tog jeg den hjem til mig selv, da jeg ikke havde intentioner om at videresælge mit ”fund” til an anden naiv sjæl. Nu har jeg haft den i mange år og jeg glædes stadig ved at se på den, dels fordi den jo absolut har en historie, hvilket jeg syntes forøger værdien af de kuriositeter vi antik interesserede går og finder, frem for en ligegyldighed alle og enhver kan gå i Ikea eller inspiration og købe, – dels også fordi den gennem alle de år jeg har handlet, har mindet mig om flere ting, både at hvis jeg syntes om en ting skal jeg købe den uanset hvilken kommerciel værdi den har, for hvis jeg syntes om den, må der mindst være én anden person der også gør det, altså en kunde til varen. Den har ligeledes mindet mig om at der her i livet findes mange værdifulde effekter og også hændelser /personer som tilsyneladende har en større værdi end andre, kun i kraft af NAVNET. Havde der ikke stået Gallé på vasen, havde jeg jo aldrig købt den. Jeg er overbevist om, at de 5500 kr. jeg gav for vasen, gennem årene har sparet mig for langt større beløb ved at minde mig om at ting og personer ikke altid er det de giver sig ud for. Jeg er meget glad for min vase.