Loppemarked – hvad er det med de lopper?

Imponerende er det hver gang i Bella Centret (og andre større steder), at se en kæmpestor tom hal som i løbet af 3-4 timer forvandler sig til et eldorado med adskillige hundrede små butikker med antikviteter og loppemarkedseffekter. Aktiviteten er oppe i det røde felt og der er et mylder af aktive mennesker, alle med et eller andet i hånden som skal placeres på rette sted. Associationen til en gammel alkove der i vintertiden kunne opbyde et imponerende antal af de myldrende smådyr, er ikke langt væk.

Hvorfor hedder det nu egentlig et loppemarked? Der er flere bud på det – et lidet plausibelt fandt jeg på en norsk hjemmeside:
” Lopperne fant seg en husvert, bet og etterlot et merke før den hoppet videre. Og det er vel det som skjer på dagens loppemarked også; gjenstanden vi står med i hånden har vært i andres eie, etterlatt seg et minne, og nå er det du som skal få glede eller nytte av den.”
– Den forklaring finder jeg måske er en anelse konstrueret.
Et andet bud på en blog var, at når loppemarkeds sæsonen nærmer sig, begynder det at krible og klø over hele kroppen på indehaveren, for at kaste sig ud i den hektiske jagt på nye og spændende objekter.
– Udmærket og forståelig forklaring, – men nok heller ikke lige det.
Jeg er lidt mere til forklaringen på en side om shopping i Paris, at i gamle dage skilte hoffet og de velhavende sig af med deres gamle klæder som så efterfølgende blev solgt på markedet, oftest rigeligt befængt med ovennævnte dyreart.