Skiltesamler.dk

Her er endnu en fremragende side om emaljeskilte med mange rigtig fine skilte på. En beskrivelse af samlerens vej fra den spæde start er underholdende og med til at give et billede af hvordan et ’samlergen’ kan fungere. En god historisk og interessant beskrivelse af vores hæderkronede Glud & Marstrand mangler heller ikke ligesom der er en gennemgang af emaljeskiltets historie,  begyndende med det første skilt fremstillet i Danmark omkring 1890.
Efterhånden har jeg mødt mange skiltesamlere og må siges at være imponeret af mængden af fremstillede skilte, når jeg tænker tilbage husker jeg skiltene fra min barndoms købmandsforretning hvor der sad en 7 – 8 stykker på gavlen, jeg husker et par ølreklamer, margarine og vaskepulver var der også, men at de er fremstillet i den kolossale mængde som der egentlig er tale om, forbavser mig til stadighed – og så er de vel mere charmerende end vores tids elektroniske plakater. Jeg tror også en forskel er, at på det tidspunkt blev vi ikke bombarderet med visuelle indtryk i det uanstændige omfang der er tale om i dag og dermed gjorde et sådan skilt et større indtryk i vores erindring – hvor mange kan mon om 40 år huske nogle af de millioner af reklamer vi bliver præsenteret for i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *