Tag: Antikvitetshandel

Gør et kup !!!!!

 

Historie om et fund – et meget fint eksempel på at det stadig er muligt at finde et klenodie på trods af de mange ’jægere’ der søger et kup. Det er jo så en historie fra det virkelige liv, en historie om at mange hundrede mennesker har haft muligheden, men ingen har set den, – det kunne være forskellen på dig og mig!
Vi har haft to weekends hvor der har været åbent i Skjold Antik, hvor der har passeret flere tusinde mennesker gennem hallerne, alle har haft muligheden for at se de mange varer. For to dage siden begyndte vi at pakke hele vores småtings marked ned, da vi havde solgt det. Jeg var med til at pakke ned de ca. 125 flyttekasser (det er mange), da jeg pludselig så et rimeligt fint glas fra ca. år 1900, det havde lidt patina der for en uindviet kunne syntes som glaspest, men en finger med lidt spyt afslørede at det var det ikke, eller i hvert fald var der en mulighed for at det kunne reddes. Selvom det skulle være et glas med lidt skavanker, er det et glas det er en fornøjelse at eje (har ikke set det i de 20 år jeg har handlet med noget sådant).
At ingen kunne se det fine glas,
Continue reading “Gør et kup !!!!!”

Antikke møbler bliver aldrig billigere.

DSC_5120

En stor besynderlighed er det, i dag er det muligt at købe gode antikke møbler for halvdelen af hvad de kostede for 10 år siden. På auktioner kan man købe fine møbler til meget små penge og de bliver helt sikkert aldrig billigere, holder du af gamle ting, så er det nu de skal købes. Man skal nok ikke forvente at antikvitetshandlere sælger til de priser, men det siger alligevel en del om tendensen i antikvitetshandel, det er bestemt blevet fordelagtigt at købe. Tilsyneladende forholder det sig jo således, at den generation der køber møbler for at etablere sig nu, ikke rigtig værdsætter de kvaliteter der er i gamle møbler, medmindre de er malet hvide. For 20 år siden hvor alt skulle være afsyret, kommoden, sengen, dørene, vinduer, gulve, borde og stole, endte mange op med et hjem der pludselig så lidt ferskt ud og Continue reading “Antikke møbler bliver aldrig billigere.”

Tidens trend

Lige nu er vi i tilsyneladende i Shabby Chic perioden. Skal man så spå om fremtiden er det et godt udgangspunkt at begynde i fortiden.
Udviklingen i indretning af de små hjem efter anden verdenskrig bar præg af en langsomt voksende velstand, der på sin vis kulminerede i begyndelsen af 1960’erne. Arvestykkerne anskaffet af familien i 1930’erne, hvor man etablerede sig med tunge massive egetræsmøbler som et tegn på tidernes uforanderlighed og stabilitet, man købte møbler for livet; de blev udskiftet med lette teak og palisander møbler. Det var ligesom man ville slette de dystre minder om krigen ved at aflive møblerne også. Jeg har hørt mange eksempler på at man brændte eller destruerede fine empiremøbler, for nu skulle der være plads til teasktræskommoden. Generationen fra 1960 der så voksede op med disse herlige teak møbler og som samtidig havde et opgør med konformiteten og det borgerligt firkantede, søgte sjæl i indretningen som man fandt i de afsyrede fyrretræsmøbler, ja også eg, jeg har sågar set afsyrede mahognimøbler. Jeg var engang i et bo hvor de havde en empiresekretær de næsten havde fået al fineren af (det var i de tider hvor gode møbler kostede lidt), adspurgt hvad jeg ville give for sådan et fint gammelt møbel, svarede jeg 300 kr. hvilket forbavsede en del, – også yderligere da jeg sagde at havde de undladt at begynde mishandlingen kunne jeg have givet 8000. Et eksempel på at alt skulle individualiseres. Døre, vinduer, gulve, møbler, hund og kone – alt blev afsyret så resultatet blev visse steder en lidt fersk indretning, hvor individualiteten efterhånden forsvandt, da alle gjorde sådan.
!970/80’ernes trend med brune møbler og kakler i alt vil jeg gå lidt let henover, da jeg heldigvis ikke ser en mulighed for et gensyn med den stilart – og kun kan bruge den til skræk og advarsel. Dermed ikke sagt at man ikke kan finde på et tilsvarende tiltag i fremtiden.
1990’erne var vel præget af en vis indretningsmæssig stilforvirring. Hjørnesofaernes æra var på retur, man prøvede at blande alt godt fra de forskellige perioder. I de fleste hjem sås et mix af mormors gamle kommode, nogle ikeamøbler og et marmorbord, samt en skønsom blanding af effekter fundet på loppemarkeder og i genbrugsbutikker, måske garneret med lidt moderne design.
Perioden blev afløst af lidt mere ensretning, nu skulle man til at male møbler igen. 60’ernes klare blå og orange farver blev afløst af alle nuancer i hvidt, creme og lysegråt, der skulle patineres og krakeleres og sågar marmoreres efter gamle opskrifter. Til en begyndelse alt, skabe, skænke og spiseborde – intet gik ram forbi. Et forsøg på at tilpasse de gamle møbler til det nye årtusinde der nu er mundet ud i at alle de fine gamle møbler stort set er ude af billedet når man i dag taler indretning. Møblerne skal være lette, lyse og gerne fransk inspireret a la cafe og provence, ligesom man gerne kan snige en kinesisk eller orientalsk ind i billedet kombineret med danske design klassikere af Finn Juul, Arne Jacobsen og Wegner. Vaser, nips og køkkenindretning må gerne være Italiensk inspireret og de tidligere tiders samlermani er blevet afløst af en minimalistisk tankegang. Behovet for at præge sit hjem som et sted hvor man har sin samling af klenodier (kaffekander, moccakopper og lignende) er tilsyneladende erstattet af tanken om at det ikke er nødvendigt at eje så mange ting, bare det er velvalgte kvalitetsting. Det i sig selv ser jeg som noget ganske sundt, desværre er det nok således at tingenes tyranni (der muligvis stammer fra den generation der har oplevet at have lidt, men klare sig med det), er blevet afløst af et mere kollektivt tyrani som en pendant til tidens trend, med at man skal foretage sig bestemte ting, have det rigtige netværk, anskaffe bestemte ting, for ikke at være for ’taberagtig’ og rent faktisk kunne gøre sig gældende erhvervsmæssigt og socialt. Tidens tekniske revolution har nok også til en vis grad fjernet focus fra de bløde menneskelige værdier, det er ikke så moderne at realisere sig selv, nu skal man forstå at promovere sig og i den forbindelse er hjemmets indretning blevet reduceret lidt i retning af at være et billede på hvordan man vil tage sig ud i omverdenens øjne. Altså en bedømmelse af personen på et mere materielt grundlag.
Hvad kan så fremtiden bringe, hvilke livsværdier vil vi ønske at afspejle med vores måde at indrette os på. Det er helt klart, at de elektroniske medier vil indtage en mere og mere dominerende plads i hjemmet, fladskærmene bliver større (formentlig ikke kønnere), computere og kommunikation vil være en integreret del af boligen, der vil bære præg af den enorme informationsstrøm der rammer os dagligt. Det er formentlig ikke menneskeligt sundt, jeg tror evolutionen er lidt bagefter, vi er ikke helt beregnet til en livsform der er så fjernt fra vores natur. Hvad kan vi så forestille os som et modstykke, da umiddelbart alle tidligere tiders muligheder er afprøvet, det er ikke muligt at gå tilbage til 1930’ernes indretning.
Mit ønske som tidligere antikhandler vil helt klart være at vi vil forstå at integrere vores historie med vores nutid, også med et stænk af fremtid. At leve i nuet betyder at huske rødderne samtidig med at kaste et blik fremad, mit håb er at det vil foregå med eftertænksom omhu som en bremse imod den hastige udvikling, med en øget focus på kvalitet og det at lade boligen afspejle sine livsholdninger (gør den jo under alle omstændigheder), men på en måde så man ikke omgiver sig med ligegyldigheder, men prøver at give begrebet ’sjæl’ et fysisk udtryk.

Her et par sider med inspiration a’la fransk landstil:
http://gaverbrugskunst.dk/om-madam-tut
http://www.countrycollection.dk/intro.htm
http://www.defineting.dk/defineting_profil.htm
Og så til rigtig mange links:
http://www.carlsh.dk/links.htm

Handelshuset – memory lane.

 

 

 

Handelshuset

Jeg er simpelthen nødt til også at skrive lidt om “Handelshuset”
Handelshuset var min arbejdsplads i 11 år – en arbejdsplads der på ingen måde var noget der bare lignede ‘almindelig’.
Det var et handelssted hvor alle typer mennesker mødtes, lige fra sømændene fra de østeuropæiske skibe (hvad kunne vi ikke handle med dengang vi havde en havn med liv i ;-),  – til internationale opkøbere af antikviteter.
Miliøet var MEGET livligt, ikke mindst på grund af min kollega Paw Doberck, vi var forskellige som nat og dag, men på en eller anden måde må vi have suppleret hinanden godt, da vi kunne holde hinanden ud i 11 år.
Hvad jeg egentlig kunne fortælle af historier fra den tid, kunne mageligt fylde en hel bog, men jeg tror en pæn del af den ville blive slettet af censuren, det er heller ikke den del det handler om.

Miliøet i Handelshuset var som jeg er inde på, meget ‘uforpligtende’, for mig betød det at jeg måtte omstille mine ‘handelsgener’ væsentlig. Jeg kom fra helsebranchen, hvor pænheden var en betingelse for at overleve. Nu måtte jeg så indstille mig på, både at kunne handle med alverdens ‘hundehandlere’ og også kunne give en seriøs betjening af antik-interesserede.
Der havde jeg jo så god gavn af min tidligere karriere, hvor jeg nok havde oparbejdet en naturlig tilforladelighed, som jeg absolut også mener en handelsmand helst skal have.
Meningen er ikke at jeg vil udbrede mig voldsomt om vores kære hedengangne forretning, men blot lige sætte en lille mindesten.

Jeg kan så ikke lige lade være med at komme med et opdateret foto af nybygningerne hvor den gamle forretning lå. Når jeg en sjælden gang går der idag, kan jeg ikke lade være med at mindes det liv der var på havnen dengang, med skibe, forretninger, transport af alskens slags. – Et lille citat fra havnedebatten : Kultur er liv – Til alle tider har havnen været stedet, hvor mennesker mødes i handel, inspiration og oplevelse.
Handelshuset