Tag: Antikvitetshandel

Kultureksport!

header2
Nu er Bella Centeret’s Antik og Loppemarked  vel overstået, som sædvanlig med et fornuftigt resultat også med kontakt til nye opkøbere.
I den forbindelse kan man godt gøre sig nogle tanker omkring det faktum, at en stor del af vores kulturarvforsvinder ud af landet i hastigt tempo.
Der er sådan set ikke noget nyt i det, sådan har det været siden jeg stiftede bekendtskab med branchen i 1980’erne. For dem der ikke ved det, kan jeg oplyse at der ihvertfald de sidste 30 år årligt er sendt flere hundrede containere med antikke møbler, Dansk Design og andre gode sager ud af landet.
Continue reading “Kultureksport!”

Porcelæn – replika!

Når man handler med antikviteter kan det ikke undgås at der af og til dukker en effekt op, som kan være lidt svær at placere. Det var tilfældet med afbillede porcelænsskrin. Ved første øjekast er det lidt imponerende alene på grund af størrelsen (ca. 50 cm. bredt). Forarbejdningen er ikke ringe og det har en rimelig pondus, placeret på et egnet møbel. Stemplet var der ingen som kendte, så hvad gør man?
Continue reading “Porcelæn – replika!”

Auktionsvurdering – fup eller fakta

Jeg vil starte med at sige det ikke er mit ærinde at miskreditere bestemte mennesker eller firmaer. – MEN jeg har i lang tid undret mig over politikken bag de såkaldte auktionsvurderinger foretaget af efter eget udsagn, eksperter. Jeg har af og til lavet lidt statistik på sagen for at se om det var mig der var helt galt afmarcheret, – det er det så ikke.

Et eksempel:
På en vilkårlig dag blev der solgt i forskellige auktionshuse for en hammerslagspris på 535.419. Auktionsvurderingen på de samme varer var – hold nu fast – 1.177.637. Det vil i tørre tal sige at varerne er solgt til under halvdelen af vurderingen. Hvordan kan eksperter tage så grueligt fejl?
Det er jo så åbenbart ikke en fejl – men helt tilsigtet.

Kan man gisne om årsagen til at man sætter en vurderingspris ud fra, hvad man godt kunne ønske sig at få for varen og ikke ud fra hvad den er værd?

2 mulige årsager.
1. At man vil give intetanende mennesker der indleverer varer, det indtryk af at de er langt mere værd end de egentlig er, for at få dem til at indlevere. (Dermed større omsætning – flere varer – i auktionshuset)
2. Man sætter vurderingen over dobbelt så højt som værdien, i håb om at køberne får det indtryk at de kan gøre et virkeligt kup og bliver mere ivrige efter at byde. (Dermed større fortjeneste til auktionshuset).
Enhver med en regnemaskine der har lyst til at bruge tid på det, kan se hvorledes det forholder sig  – intet mystisk i det.
Man kunne så fra auktionshusene komme med mod argumenter:
at man justerer priserne når det viser sig en vare ikke kan oppebære den forventede vurdering.
– Nej det gør man ikke. Jeg har gennem et stykke tid fulgt en identisk vare, (også en del andre), der vurderes til den samme hammerslagspris, uagtet det har vist sig den også sælges til langt under halvdelen af vurderingsprisen i hammerslag. Vurdering for 10 auktioner af samme vare 35.000 – hammerslag 13.000

Man kunne indvende at skribenten her ikke aner hvad han taler om, og at det er frygtelig svært at komme med en korrekt vurdering. Det kan også være svært for specielle vares vedkommende, men så kan det lige så godt være til den ene som den anden side – det er det jo så tilsyneladende næsten aldrig i auktionsverdenen, der er det næsten altid op med vurderingen.
Man har i auktionshuse et kæmpe sammenligningsgrundlag udover de tilknyttede eksperter, databaser der fortæller hvad varen tidligere har været solgt for – dette bliver åbenbart ikke altid lagt til grund for vurderingen.
Man kan relativt let konstatere hvor få varer der i virkeligheden går over vurderingen.

Hvad er det så lige jeg vil med indlægget, da jeg er ikke så naiv at tro praksis ændres?

Jeg skriver for at give samlere, antik interesserede og andre godtfolk, information.
Dette er så en information. En vurderingspris betyder bestemt ikke at du allerede har beløbet i din lomme. – Skal du købe eller sælge på auktion så tænk selv, undersøg selv og spørg evt. andre fagfolk.
Der er jo vitterligt en del effekter det godt kan betale sig at sælge på auktion – andre hvor det er mindre hensigtsmæssigt.
Den pris du bliver tilbudt af en antikvitetshandler vil muligvis ikke være så høj som loves ved en ”auktionsvurdering”, – men til gengæld kan du regne med at få den med det samme.
Noget kunne tyde på at det i mange tilfælde er den der SELV skal have pengene op af lommen, som kender den rigtige pris. I sagens natur er det vel også nemmere at prisfastsætte, hvis det er andre som skal betale.
Kan du lide spændingen ved auktionskøb, så husk regel nr. 1: Bestem på forhånd hvad du maksimalt vil give, det er så nemt at lade sig rive med.

Kaviarkøler med proveniens.

Kaviarkøler med proveniens.

Objektet her skulle efter sigende være en kaviar køler som har tilhørt storfyrstinde Olga. Efterhånden har man hørt mange historier når effekter bliver præsenteret, som regel med det formål at presse prisen op over for den stakkels antikvitetshandler. Man må så gøre sig nogle tanker omkring sandsynligheden af påstanden, specielt hvis det har betydning for prisen. I dette tilfælde var det nu ikke det der var tale om og der var flere effekter i lejligheden som kunne underbygge historien. En noget usædvanedlig kommode som også skulle have tilhørt fyrstinden, yderligere en 4 – 5 malerier med kunstnerindens signatur som der jo ikke var nogen tvivl om, kunne da godt indikere at det var en plausibel historie. Der er jo en del billedmateriale om storfyrstinden/kunstneren, ligesom der er ??. Med en ihærdig indsats skulle det ikke være umuligt at få verificeret proveniensen, så langt er vi ikke nået endnu, men jeg tror på sandsynligheden for at det er rigtigt. Dette blot et lille eksempel på, at ‘handel med brugte genstande’ ofte kan byde på detektivopgaver af forskellig art.

Danske stel i stentøj

Danske stel i stentøj

En rigtig fin side om dansk stentøj. Og ja – også drevet af en handlende udi samme. Men, når nu man har gjort sig den ulejlighed at lave en ganske nydelig og informativ side, så mener jeg da at det også berettiger til lidt positiv omtale her på bloggen.

Gør et kup !!!!!

Gør et kup !!!!!

Historie om et fund – et meget fint eksempel på at det stadig er muligt at finde et klenodie på trods af de mange ’jægere’ der søger et kup. Det er jo så en historie fra det virkelige liv, en historie om at mange hundrede mennesker har haft muligheden, men ingen har set den, – det kunne være forskellen på dig og mig!
Vi har haft to weekends hvor der har været åbent i Skjold Antik, hvor der har passeret flere tusinde mennesker gennem hallerne, alle har haft muligheden for at se de mange varer. For to dage siden begyndte vi at pakke hele vores småtings marked ned, da vi havde solgt det. Jeg var med til at pakke ned de ca. 125 flyttekasser (det er mange), da jeg pludselig så et rimeligt fint glas fra ca. år 1900, det havde lidt patina der for en uindviet kunne syntes som glaspest, men en finger med lidt spyt afslørede at det var det ikke, eller i hvert fald var der en mulighed for at det kunne reddes. Selvom det skulle være et glas med lidt skavanker, er det et glas det er en fornøjelse at eje (har ikke set det i de 20 år jeg har handlet med noget sådant).
At ingen kunne se det fine glas, som måske havde været til at købe for en 20’er, det syntes jeg er imponerende, hvad det er som gør det ved jeg ikke, at tro på skæbnen er måske at spænde buen. Kunne være et udtryk for tidens overfladiskhed, hvad jeg håber det ikke er. Et bud kunne også være at det er et udtryk for at man fokuseret på lidt overfladiske værdier, – og at tiderne har ændret sig i retning af at man ikke sætter pris på, og har blik for vores kulturarv, det kunne jeg mene uden at have belæg for det.
Jeg har oplevet det før! Engang havde jeg en lampe stående i mit udstillingsvindue, – ud til gaden hvor der passerede mange hundrede mennesker. Lampen stod der i et års tid, prisen var omkring 300 kr., den blev ikke solgt så en dag tænkte jeg at prisen burde sættes ned. Da jeg så fik kigget på den, så jeg at patinaen kunne fjernes og inden under var der en rigtig smuk og unik lampe (som jeg har i mit hjem i dag). Hvorfor var der ingen som havde set det gennem flere år ?
Altså en opfordring til at se det som måske ikke er umiddelbart synligt, – det gælder måske i flere af livets forhold ;-), er det ikke fascinerende at tilværelsen indeholder muligheder som vi mennesker skal kigge lidt efter, den der finder det de andre ikke har set, er måske en person der kigger lidt ekstra efter, – er det dig??

Antikke møbler bliver aldrig billigere.

DSC_5120

En stor besynderlighed er det, i dag er det muligt at købe gode antikke møbler for halvdelen af hvad de kostede for 10 år siden. På auktioner kan man købe fine møbler til meget små penge og de bliver helt sikkert aldrig billigere, holder du af gamle ting, så er det nu de skal købes. Man skal nok ikke forvente at antikvitetshandlere sælger til de priser, men det siger alligevel en del om tendensen i antikvitetshandel, det er bestemt blevet fordelagtigt at købe. Tilsyneladende forholder det sig jo således, at den generation der køber møbler for at etablere sig nu, ikke rigtig værdsætter de kvaliteter der er i gamle møbler, medmindre de er malet hvide. For 20 år siden hvor alt skulle være afsyret, kommoden, sengen, dørene, vinduer, gulve, borde og stole, endte mange op med et hjem der pludselig så lidt ferskt ud og begyndte at blande andre stilarter i indretningen. Jeg tror vi er ved at være ved et lignende stilskift, da mange hjem i dag er blevet lidt ’Bo Bedre agtige’, bærer præg af vores fortravlede tid hvor det skal gå hurtigt med indretning. Et møbel er ikke noget man søger i længere tid fordi det skal være specielt, det er noget man tager i nærmeste butik og køber når der er brug for det, det skal være minimalistisk og praktisk og ikke tage for lang tid. Det at gå på jagt efter et møbel, tage det hjem, afsyre det, slibe og vokse det, eventuelt finde nogle passende beslag, det er helt utænkeligt i dag – hvem i alverden har tid til det. Jeg har stadig den første kommode jeg afsyrede omkring 1975, den er ikke specielt køn men jeg har selv gjort det og forbinder den dermed med OPLEVELSEN, den er gået hen og blevet et minde som jeg holder af. Ser man på interiørfotos fra 1880 – 1930 bærer hjemmene præg af at være et bastant udtryk for de mennesker der boede der, et identitetsudtryk. Sådan er det selvfølgelig i et hjem, men den nutidige trend kan måske også ses som et billede på en vis rodløshed og mangel på tilhørsforhold i tiden, forstået på den måde at vi er blevet fremtidsorienteret på bekostning af vores historie og sociale samhørighed, vi er blevet et samfund af individualister der egentlig ikke er individuelle, blot mere personligt isolerede uden den tyngde det giver at tage sin historie med. Jeg siger bestemt ikke at vi skal møblere os som i 1920, for det var godt nok også en anelse kedeligt og lidt ensporet, jeg siger blot at det, vi ikke værdsætter antikviteter som en historisk ballast, kunne tolkes som om vi har mistet noget, eller i hvert fald har fået nogle nye værdinormer der er knapt så meget baseret på samhørighed og nærvær. Mit håb er at kærligheden til gode gamle møbler (og dermed til hinanden), vil vokse i den nærmeste fremtid. Jeg husker en gang jeg solgte en stor, flot udskåret Biedemeyer sofa til en ung pige der skulle bo på kollegieværelse, hun sagde, at hun var nødt til at have noget smukt for at kunne holde ud at bo der. – det er ikke ligegyldigt hvad vi omgiver os med, det skal have sjæl (i hvert fald for os selv).

Tidens trend

Lige nu er vi i tilsyneladende i Shabby Chic perioden. Skal man så spå om fremtiden er det et godt udgangspunkt at begynde i fortiden.
Udviklingen i indretning af de små hjem efter anden verdenskrig bar præg af en langsomt voksende velstand, der på sin vis kulminerede i begyndelsen af 1960’erne. Arvestykkerne anskaffet af familien i 1930’erne, hvor man etablerede sig med tunge massive egetræsmøbler som et tegn på tidernes uforanderlighed og stabilitet, man købte møbler for livet; de blev udskiftet med lette teak og palisander møbler. Det var ligesom man ville slette de dystre minder om krigen ved at aflive møblerne også. Jeg har hørt mange eksempler på at man brændte eller destruerede fine empiremøbler, for nu skulle der være plads til teasktræskommoden. Generationen fra 1960 der så voksede op med disse herlige teak møbler og som samtidig havde et opgør med konformiteten og det borgerligt firkantede, søgte sjæl i indretningen som man fandt i de afsyrede fyrretræsmøbler, ja også eg, jeg har sågar set afsyrede mahognimøbler. Jeg var engang i et bo hvor de havde en empiresekretær de næsten havde fået al fineren af (det var i de tider hvor gode møbler kostede lidt), adspurgt hvad jeg ville give for sådan et fint gammelt møbel, svarede jeg 300 kr. hvilket forbavsede en del, – også yderligere da jeg sagde at havde de undladt at begynde mishandlingen kunne jeg have givet 8000. Et eksempel på at alt skulle individualiseres. Døre, vinduer, gulve, møbler, hund og kone – alt blev afsyret så resultatet blev visse steder en lidt fersk indretning, hvor individualiteten efterhånden forsvandt, da alle gjorde sådan.
!970/80’ernes trend med brune møbler og kakler i alt vil jeg gå lidt let henover, da jeg heldigvis ikke ser en mulighed for et gensyn med den stilart – og kun kan bruge den til skræk og advarsel. Dermed ikke sagt at man ikke kan finde på et tilsvarende tiltag i fremtiden.
1990’erne var vel præget af en vis indretningsmæssig stilforvirring. Hjørnesofaernes æra var på retur, man prøvede at blande alt godt fra de forskellige perioder. I de fleste hjem sås et mix af mormors gamle kommode, nogle ikeamøbler og et marmorbord, samt en skønsom blanding af effekter fundet på loppemarkeder og i genbrugsbutikker, måske garneret med lidt moderne design.
Perioden blev afløst af lidt mere ensretning, nu skulle man til at male møbler igen. 60’ernes klare blå og orange farver blev afløst af alle nuancer i hvidt, creme og lysegråt, der skulle patineres og krakeleres og sågar marmoreres efter gamle opskrifter. Til en begyndelse alt, skabe, skænke og spiseborde – intet gik ram forbi. Et forsøg på at tilpasse de gamle møbler til det nye årtusinde der nu er mundet ud i at alle de fine gamle møbler stort set er ude af billedet når man i dag taler indretning. Møblerne skal være lette, lyse og gerne fransk inspireret a la cafe og provence, ligesom man gerne kan snige en kinesisk eller orientalsk ind i billedet kombineret med danske design klassikere af Finn Juul, Arne Jacobsen og Wegner. Vaser, nips og køkkenindretning må gerne være Italiensk inspireret og de tidligere tiders samlermani er blevet afløst af en minimalistisk tankegang. Behovet for at præge sit hjem som et sted hvor man har sin samling af klenodier (kaffekander, moccakopper og lignende) er tilsyneladende erstattet af tanken om at det ikke er nødvendigt at eje så mange ting, bare det er velvalgte kvalitetsting. Det i sig selv ser jeg som noget ganske sundt, desværre er det nok således at tingenes tyranni (der muligvis stammer fra den generation der har oplevet at have lidt, men klare sig med det), er blevet afløst af et mere kollektivt tyrani som en pendant til tidens trend, med at man skal foretage sig bestemte ting, have det rigtige netværk, anskaffe bestemte ting, for ikke at være for ’taberagtig’ og rent faktisk kunne gøre sig gældende erhvervsmæssigt og socialt. Tidens tekniske revolution har nok også til en vis grad fjernet focus fra de bløde menneskelige værdier, det er ikke så moderne at realisere sig selv, nu skal man forstå at promovere sig og i den forbindelse er hjemmets indretning blevet reduceret lidt i retning af at være et billede på hvordan man vil tage sig ud i omverdenens øjne. Altså en bedømmelse af personen på et mere materielt grundlag.
Hvad kan så fremtiden bringe, hvilke livsværdier vil vi ønske at afspejle med vores måde at indrette os på. Det er helt klart, at de elektroniske medier vil indtage en mere og mere dominerende plads i hjemmet, fladskærmene bliver større (formentlig ikke kønnere), computere og kommunikation vil være en integreret del af boligen, der vil bære præg af den enorme informationsstrøm der rammer os dagligt. Det er formentlig ikke menneskeligt sundt, jeg tror evolutionen er lidt bagefter, vi er ikke helt beregnet til en livsform der er så fjernt fra vores natur. Hvad kan vi så forestille os som et modstykke, da umiddelbart alle tidligere tiders muligheder er afprøvet, det er ikke muligt at gå tilbage til 1930’ernes indretning.
Mit ønske som tidligere antikhandler vil helt klart være at vi vil forstå at integrere vores historie med vores nutid, også med et stænk af fremtid. At leve i nuet betyder at huske rødderne samtidig med at kaste et blik fremad, mit håb er at det vil foregå med eftertænksom omhu som en bremse imod den hastige udvikling, med en øget focus på kvalitet og det at lade boligen afspejle sine livsholdninger (gør den jo under alle omstændigheder), men på en måde så man ikke omgiver sig med ligegyldigheder, men prøver at give begrebet ’sjæl’ et fysisk udtryk.

Her et par sider med inspiration a’la fransk landstil:
http://gaverbrugskunst.dk/om-madam-tut
http://www.countrycollection.dk/intro.htm
http://www.defineting.dk/defineting_profil.htm
Og så til rigtig mange links:
http://www.carlsh.dk/links.htm

Handelshuset – memory lane.

 

 

 

Handelshuset

Jeg er simpelthen nødt til også at skrive lidt om “Handelshuset”
Handelshuset var min arbejdsplads i 11 år – en arbejdsplads der på ingen måde var noget der bare lignede ‘almindelig’.
Det var et handelssted hvor alle typer mennesker mødtes, lige fra sømændene fra de østeuropæiske skibe (hvad kunne vi ikke handle med dengang vi havde en havn med liv i ;-),  – til internationale opkøbere af antikviteter.
Miliøet var MEGET livligt, ikke mindst på grund af min kollega Paw Doberck, vi var forskellige som nat og dag, men på en eller anden måde må vi have suppleret hinanden godt, da vi kunne holde hinanden ud i 11 år.
Hvad jeg egentlig kunne fortælle af historier fra den tid, kunne mageligt fylde en hel bog, men jeg tror en pæn del af den ville blive slettet af censuren, det er heller ikke den del det handler om.

Miliøet i Handelshuset var som jeg er inde på, meget ‘uforpligtende’, for mig betød det at jeg måtte omstille mine ‘handelsgener’ væsentlig. Jeg kom fra helsebranchen, hvor pænheden var en betingelse for at overleve. Nu måtte jeg så indstille mig på, både at kunne handle med alverdens ‘hundehandlere’ og også kunne give en seriøs betjening af antik-interesserede.
Der havde jeg jo så god gavn af min tidligere karriere, hvor jeg nok havde oparbejdet en naturlig tilforladelighed, som jeg absolut også mener en handelsmand helst skal have.
Meningen er ikke at jeg vil udbrede mig voldsomt om vores kære hedengangne forretning, men blot lige sætte en lille mindesten.

Jeg kan så ikke lige lade være med at komme med et opdateret foto af nybygningerne hvor den gamle forretning lå. Når jeg en sjælden gang går der idag, kan jeg ikke lade være med at mindes det liv der var på havnen dengang, med skibe, forretninger, transport af alskens slags. – Et lille citat fra havnedebatten : Kultur er liv – Til alle tider har havnen været stedet, hvor mennesker mødes i handel, inspiration og oplevelse.
Handelshuset