Tag: artikler

Antikviteter er samtidshistorie

Antikviteter har historie
Antikviteter er ikke bare “ting”..

Hvis man giver sig tid til at lytte, kan der uden vanskelighed foretages et kvantespring til en tidslomme, hvor indre billeder af en svunden tid på magisk vis bliver tydeliggjort.
Prøv at se denne herlige spillemaskine og lad samtidig i et øjebliks ro, fantasien vandre til den tid hvor den var et teknisk mirakel og stort set den eneste mekaniske underholdning der kunne bringes ind i et velstående hjem.
Børnenes forundring når de sad og fordybede sig – og VIRKELIG lyttede intenst til frembringelsen af de spæde toner – og tilsvarende de voksnes slet skjulte stolthed over at de havde mulighed for at eje sådan et teknisk vidunder, til adspredelse når mørket faldt på og petroleumslampen muligvis var den eneste lyskilde.
Antikviteter af forskellig art er jo alle bærere af informationer om en svunden tid og kan måske af og til også berige os med tanker vi kan have gavn af i vores nutidige hektiske tilværelse.
Continue reading “Antikviteter er samtidshistorie”

Retro – hvorfor nu det?

Retro

Retro er et relativt nyt begreb.

Retro stilen/ordet blev lanceret omkring 1980 og slog først igennem som almindeligt kendt begreb efter årtusindskiftet. At filosofere over hvorfor en ny trend pludselig slår igennem, er der jo mange markedsførings eksperter der ville give deres højre arm for at finde ud af, men kunne det tænkes at være nogenlunde ligetil – ihvertfald lige her.
Da jeg etablerede mig omkring 1970, var en af de ting vi konsekvent gik efter at finde – møbler som kunne afsyres. De var smidt ud i hobetal gennem 1960’erne, hvor man skulle have teak og palisander for at markere at man hørte til de mere velstående der havde råd til at købe nyt. Altså kunne unge mennesker finde disse møbler på loppemarkeder og hos marskandisere til meget små penge. Man kunne gøre “et fund” til brug for indretningen af sit hjem i en “personlig – ikke masseproduceret stil” og dermed også fortælle omverdenen at man var noget særligt/ikke almindeligt. I løbet af ganske få år blev disse fine afsyrede møbler gjort til en industri der vandt indpas hos antikvitetshandlere, både som afsyrede og som urestaurerede og dermed steg prisen gevaldigt.
Continue reading “Retro – hvorfor nu det?”

Stentøj – og Jack Hollænders krage

Stentøj har mange nuancer.

Der er lavet mange smukke og måske lidt mere ukendte stentøjs figurer fra B&G. Der er et farvespil og en figurlig frihed til fortolkning, der ikke findes i de “normale/almindelige” figurer, hverken fra B&G eller Kgl. porcelæn. Det kunne godt blive  samlerobjekter, da måske specielt den nyere generation ikke er overvældende facineret af de blå/hvide “almindeligheder”, som indrømmet – ser lidt vel ens ud. Der er jo den ting ved figurer at deres “værdi” ofte er knyttet til en hændelse og ikke kun består af det beløb der er ofret på sagen. De fleste figurer, enten det så er porcelæn, keramik. bronce eller andet materiale er erhvervet i en sammenhæng der også bringer minder frem. Det kan være en mærkedag, gave fra en god ven eller blot en pludselig indskydelse under gunstige omstændigheder.

Det sker af og til, at man møder et menneske for første gang og efter kort tids samvær oplever en eller anden udefinerbar samhørighed, hinsides ord.
Continue reading “Stentøj – og Jack Hollænders krage”

Kultureksport!

header2
Nu er Bella Centeret’s Antik og Loppemarked  vel overstået, som sædvanlig med et fornuftigt resultat også med kontakt til nye opkøbere.
I den forbindelse kan man godt gøre sig nogle tanker omkring det faktum, at en stor del af vores kulturarvforsvinder ud af landet i hastigt tempo.
Der er sådan set ikke noget nyt i det, sådan har det været siden jeg stiftede bekendtskab med branchen i 1980’erne. For dem der ikke ved det, kan jeg oplyse at der ihvertfald de sidste 30 år årligt er sendt flere hundrede containere med antikke møbler, Dansk Design og andre gode sager ud af landet.
Continue reading “Kultureksport!”

Tiden går på forunderlig vis

Tiden

 

Tiden – den rigtige tid, kan ikke måles.

Tempus fugit – Tiden går men på forskellig og forunderlig vis. 5 minutter inden man skal op om morgenen varer bestemt ikke så længe som 5 minutter hvor man sidder i tandlægestolen. Tidsmålere har til alle tider facineret mennesker, selvom lidt af charmen er gået tabt ved digitalisering, er andet måske vundet på andre områder. Uret der indretter tiden efter hvordan vi bruger den i praksis er endnu ikke opfundet og de mange kloge ord sagt om tid, andrer ikke det faktum at det er en kostbar og begrænset ting vi nok alle kunne udnytte bedre. Det leder hen til en helt fantastisk side om antikke ure som jeg tilfældigvis landede på. Det er ure som de fleste samlere gerne ville give en arm for at eje – det utroligt imponerende håndværk, skabt i en tid hvor værktøjerne var noget anderledes end idag, og jeg faktisk tvivler på om man ville være i stand til at fremstille dem. Man kan ikke bruge siden til så meget, udover at nyde de imponerende ure – og så måske meditere lidt over hvad den der tid nu er for en størrelse.
TidenHar du tid?
Continue reading “Tiden går på forunderlig vis”

Er vi gået for “Hvidt” – en filosofisk flue

Einstein

Den første kommode afsyrede jeg omkring 1975. På det tidspunkt var afsyring nok et udtryk for tanken om at vende tilbage til naturen, til tingenes oprindelighed. Formentlig en reaktion på opsvinget i 1960’erne, hvor det gamle blev forkastet og alt skulle være nyt, moderne og et udtryk for at: ”Her går det ufattelig godt”. Økologi var begyndt at vinde indpas, hippiekulturen med en deraf følgende revurdering af livsværdier gjorde efterhånden sit indtog i hjemmene. I løbet af ganske få år skulle alt være afsyret og de afsyrede møbler blev efterhånden til både storindustri og en eksportartikel.
Husker stadig det hæderkronede foretagende ZigZag afsyring drevet af Jan Hvarre, der postede kæmpe mængder af afsyrede døre, vinduer, kommoder, skabe, ja alt hvad der kunne afsyres – ud i samfundet, ud over at være eksponent for den nye, hippe livstil og hvad deraf fulgte;-).
Continue reading “Er vi gået for “Hvidt” – en filosofisk flue”

Auktionsvurdering – fup eller fakta

Jeg vil starte med at sige det ikke er mit ærinde at miskreditere bestemte mennesker eller firmaer. – MEN jeg har i lang tid undret mig over politikken bag de såkaldte auktionsvurderinger foretaget af efter eget udsagn, eksperter. Jeg har af og til lavet lidt statistik på sagen for at se om det var mig der var helt galt afmarcheret, – det er det så ikke.

Et eksempel:
På en vilkårlig dag blev der solgt i forskellige auktionshuse for en hammerslagspris på 535.419. Auktionsvurderingen på de samme varer var – hold nu fast – 1.177.637. Det vil i tørre tal sige at varerne er solgt til under halvdelen af vurderingen. Hvordan kan eksperter tage så grueligt fejl?
Det er jo så åbenbart ikke en fejl – men helt tilsigtet.

Kan man gisne om årsagen til at man sætter en vurderingspris ud fra, hvad man godt kunne ønske sig at få for varen og ikke ud fra hvad den er værd?

2 mulige årsager.
1. At man vil give intetanende mennesker der indleverer varer, det indtryk af at de er langt mere værd end de egentlig er, for at få dem til at indlevere. (Dermed større omsætning – flere varer – i auktionshuset)
2. Man sætter vurderingen over dobbelt så højt som værdien, i håb om at køberne får det indtryk at de kan gøre et virkeligt kup og bliver mere ivrige efter at byde. (Dermed større fortjeneste til auktionshuset).
Enhver med en regnemaskine der har lyst til at bruge tid på det, kan se hvorledes det forholder sig  – intet mystisk i det.
Man kunne så fra auktionshusene komme med mod argumenter:
at man justerer priserne når det viser sig en vare ikke kan oppebære den forventede vurdering.
– Nej det gør man ikke. Jeg har gennem et stykke tid fulgt en identisk vare, (også en del andre), der vurderes til den samme hammerslagspris, uagtet det har vist sig den også sælges til langt under halvdelen af vurderingsprisen i hammerslag. Vurdering for 10 auktioner af samme vare 35.000 – hammerslag 13.000

Man kunne indvende at skribenten her ikke aner hvad han taler om, og at det er frygtelig svært at komme med en korrekt vurdering. Det kan også være svært for specielle vares vedkommende, men så kan det lige så godt være til den ene som den anden side – det er det jo så tilsyneladende næsten aldrig i auktionsverdenen, der er det næsten altid op med vurderingen.
Man har i auktionshuse et kæmpe sammenligningsgrundlag udover de tilknyttede eksperter, databaser der fortæller hvad varen tidligere har været solgt for – dette bliver åbenbart ikke altid lagt til grund for vurderingen.
Man kan relativt let konstatere hvor få varer der i virkeligheden går over vurderingen.

Hvad er det så lige jeg vil med indlægget, da jeg er ikke så naiv at tro praksis ændres?

Jeg skriver for at give samlere, antik interesserede og andre godtfolk, information.
Dette er så en information. En vurderingspris betyder bestemt ikke at du allerede har beløbet i din lomme. – Skal du købe eller sælge på auktion så tænk selv, undersøg selv og spørg evt. andre fagfolk.
Der er jo vitterligt en del effekter det godt kan betale sig at sælge på auktion – andre hvor det er mindre hensigtsmæssigt.
Den pris du bliver tilbudt af en antikvitetshandler vil muligvis ikke være så høj som loves ved en ”auktionsvurdering”, – men til gengæld kan du regne med at få den med det samme.
Noget kunne tyde på at det i mange tilfælde er den der SELV skal have pengene op af lommen, som kender den rigtige pris. I sagens natur er det vel også nemmere at prisfastsætte, hvis det er andre som skal betale.
Kan du lide spændingen ved auktionskøb, så husk regel nr. 1: Bestem på forhånd hvad du maksimalt vil give, det er så nemt at lade sig rive med.

Kaviarkøler med proveniens.

Kaviarkøler med proveniens.

Objektet her skulle efter sigende være en kaviar køler som har tilhørt storfyrstinde Olga. Efterhånden har man hørt mange historier når effekter bliver præsenteret, som regel med det formål at presse prisen op over for den stakkels antikvitetshandler. Man må så gøre sig nogle tanker omkring sandsynligheden af påstanden, specielt hvis det har betydning for prisen. I dette tilfælde var det nu ikke det der var tale om og der var flere effekter i lejligheden som kunne underbygge historien. En noget usædvanedlig kommode som også skulle have tilhørt fyrstinden, yderligere en 4 – 5 malerier med kunstnerindens signatur som der jo ikke var nogen tvivl om, kunne da godt indikere at det var en plausibel historie. Der er jo en del billedmateriale om storfyrstinden/kunstneren, ligesom der er ??. Med en ihærdig indsats skulle det ikke være umuligt at få verificeret proveniensen, så langt er vi ikke nået endnu, men jeg tror på sandsynligheden for at det er rigtigt. Dette blot et lille eksempel på, at ‘handel med brugte genstande’ ofte kan byde på detektivopgaver af forskellig art.

Vintage Hi-Fi

Vintage Hi-Fi

Jeg er absolut til vintage hi-fi. Tænker straks på alle de fede sager vi ikke havde råd til at købe for 40 år siden – helt ærligt – det er da her vi har den rigtige lyd. Jeg tænker ikke på de store anlæg til flere hundrede tusinde. Næ – en habil rør forstærker med en pladespiller af et vist format og så er par, formentlig JBL højtalere med den karakteristiske lyd, som rent faktisk kunne lugtes, – ingen tvivl når det var klassisk JBL – L100 – L36 –  4406. At det var et statussymbol blandt hippier gør vel ikke lyden mindre, nostalgien kan være den samme som at drikke rødvin af gamle glas. Mit første rigtige Hi Fi anlæg bestod af en Lenco L75 pladespiller, et par AR højtalere og en Sansui (husker ikke nummeret) forstærker. Når jeg så besøgte de mere velbjergede venner (Jens Thomas) med en Revox a77 båndoptager og forstærker, en Mørch pladespiller og et par ?? højtalere, kunne jeg svømme helt hen i en gang Frank Zappa Hot Rats. Tidens digitale tiltag har jeg ikke så meget til overs for, men sjælen da for pokker – kan da godt se at der er sket en udvikling – men minderne! I dag har jeg en Linn Classik og et par større Mission højtalere, men oppe i mit ’herreværelse’ har jeg min gamle håndbyggede rørforstærker (håndbygget af den legendariske ’Rør Erik’ med håndviklede spoler) et par små Linn højtalere og en Rega Planar p3 pladespiller + en Stage Line Cd ???, ikke noget særligt, men for pokker hvor jeg holder af lyden. Når jeg så bliver nostalgisk går jeg derop og hører lidt Bob Dylan eller Stones, Deep Purple, Moody Blues eller? – Kom så lige igen med DEN lyd. Jeg har så også samlet lidt gamle forstærkere, Pioneer med træsider og et par Luxmann, Kennwood fra den gode tid, ved egentlig ikke hvad jeg skal bruge dem til, – minderne, oplevelser, – og en fornemmelse for en lyd som måske ikke findes mere? Husker da CD’en kom frem hvor entusiaster mente at lyden blev digitaliseret til et sterilt miskmask – man kunne ikke rigtig høre ridserne i garage-rocken – det er da noget meget subjektivt – men uha – det er virkeligt – kunne forestille mig der stadig var et par ligesindede, – kender da heldigvis nogen!

Skibsportrætmalere af F. Holm-Petersen

Skibsportrætmalere af F. Holm-Petersen

Jo, vi har altid været en nation af søfarende, vikinger, Tordenskjold, Peder Wessel og Poul Elvstrøm og Mærsk Møller. Derfor er det vel også naturligt at vi har haft rigtig mange marinemalere. Det ældste danske skibsportræt vi kender, er malet af Villum Hornbolt (1628 – 1668). Som titlen på bogen antyder, er der tale om portrætter af bestemte skibe, ikke blot malerier af Kronborg om styrbord, et senarie fra Svaneke Havn eller en Vesterhavsfisker i sydvest. Der er tale om malerier af bestemte og genkendelige skibe. Ofte er disse malerier lidt primitive i stregen så det væsentlige bliver netop det skib de forestiller og ikke malerens kunstneriske kvalitet, selvom der selvfølgelig også er mange virkelig fremragende malere imellem. I glansperioden var det ganske almindeligt, at der florerede disse malere i enhver havn, da mange sømænd gerne ville hjembringe et minde om de skibe de havde sejlet med.
Første gang jeg stiftede bekendtskab med begrebet var for efterhånden mange år siden, hvor jeg i et dødsbo bl.a. havde erhvervet mig en forholdsvis primitiv tegning af et skib. Alligevel syntes jeg tegningen var tiltalende og prøvede så at finde ud af hvem maleren kunne være. Det viste sig så at den var lavet af en af vores mere kendte marinemalere, Vilhelm Arnesen. Efter dateringen lavet i en alder af 14 år, hvor han havde gået nede på havnen og lavet skibsportrætter som han så solgte til sømændene for en krone. Jo, fortagsomhed i en tidlig alder har ofte båret frugt. Til min store forundring fik jeg så vidt jeg erindrer, 2500 Kr. for den, – så forrentningen har jo været ok.

Bogen er naturligvis centreret om perioden hvor det var de store imponerende sejlskibe som regerede på verdenshavene, der er mange fine illustrationer og et fint historisk indblik, – er interessen der er det bestemt nødvendig  og også underholdende læsning.

Relaterede links:

Skibsportrætmaler Jes N Ollesen, Sønderho.
Skibsportrætmaler: Ejnar S Olsen
Victor Qvistorff
Brodersen Samlingen.


Egetræsmøbler med udskæringer.

Egetræsmøbler med udskæringer.

Dekorationen af primært egetræsmøbler som fik en renæssance omkring år 1900 – 1930, var ofte meget fantasifuld og ikke mindst individuel. Ofte bestilte man sine møbler med bestemte scenerier og motiver og der er således meget vide grænser for dekorationerne. Det kunne være historiske motiver, motiver fra mytologien, privatlivet eller blot personer i muntert lag.
Det var jo så en del af den tids smag for dekoration og smag kan jo som bekendt diskuteres. Det jeg holder af ved den form for dekoration er for det første den håndværksmæssige del, det at en møbelsnedker har skåret motiver med sine værktøjer og ofte tilladt sig lidt kunstneriske friheder syntes jeg vidner om kærlighed til kvalitet og håndværk. Dernæst at den fremtidige ejer har bestilt et møbel med, i hvert fald til en vis grad, sit individuelle præg. Mange af motiverne er kun fremstillet i et enkelt eksemplar og er på den måde unikke. Dertil kommer selvfølgelig at møblerne har en kvalitet som gør at de holder til daglig brug, man kunne måske gøre sig en tanke om, hvor mange af de møbler som produceres i dag, der vil opnå at blive antikviteter (100 år) – formentlig ikke mange fra Lars Larsen, Biva eller Ikea.
Når man nu taler om hvilke trends der er i tiden, syntes jeg det er en sund tanke hvis man i dag havde mulighed for at sætte sit eget præg på møblerne i sit hjem, at lege med tanken om hvordan det i fremtiden kunne lade sig gøre at udforme møbler på en sådan måde at det enkelte møbel udtrykker tanker om ejeren og ikke blot er et Ikea-masseproduceret-intetsigende ikon. Den nye generation har vel altid tilstræbt i et eller andet omfang at sætte sit personlige præg på møblementet. I 1970’erne skulle alt afsyres, kommoder, skabe, senge, døre, vinduer, gulv – formentlig som et udtryk for at man søgte det oprindelige, – væk med malingen og frem med de naturlige materialer. Den seneste trend har så været at male hvidt og patinere, hvad der bliver det næste hit, er det desværre uhyre vanskeligt at spå om. Jeg håber at trangen til personificering af de hjemlige omgivelser ikke forsvinder i tidens hastigt voksende tempo og fremmedgørelse. Tilsyneladende er der tegn på at man ikke helt har glemt disse ofte særprægede gamle møbler, en lille stigning i eksporten syntes at kunne spores og det plejer jo at være tegn på at de også finder vej ind i de danske hjem igen.

Bæredygtigt Design

Bæredygtigt Design

Der er mange definitioner på hvad bæredygtigt design egentlig er. Et udgangspunkt kunne være ordene fra Brundtlandrapporten fra 1987: Bæredygtighed er det som skaffer menneskene og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for at dække deres behov.
Det er nok i dag en lidt løs definition. Der er gået nogle år siden da, vi har fået hul i ozonlaget, gigantiske affaldsproblemer i den tredje verden og man fører stadig krige for økonomisk vindings skyld. Det kan muligvis lyde både lidt søgt og lidt utopisk, men mon ikke den eneste rigtige måde at anskue problematikken på er en forståelse for at menneskelige hensyn til en hver tid må sættes over økonomiske, hvis vi på nogen måde skal bidrage til at fremtidige generationer ikke vil betragte den tid vi lever i, som tiden hvor vi spolerede deres muligheder for en sund og bæredygtig udvikling.
Heldigvis er det tilsyneladende sådan at bæredygtigt design bliver en mere og mere naturlig del af designeres måde at anskue designprocessen på. Jeg kan ikke andet end at sammenligne det lidt med den økologiske tanke.
For 30 år siden havde jeg en økologisk helsekostforretning, på daværende tidspunkt var man så nærmest lidt suspekt, – var det noget religiøst eller occult, sekterisk var det i hvert fald nok, selvom vi der arbejdede med det, så det som simpel sund fornuft. I dag betragtes økologi heldigvis som en forholdsvis naturlig del af vores tilværelse. På samme måde har det været med design af møbler og deslige, det kunne vel være lige meget hvor træet/materialet kom fra, blot det var rentabelt og til at arbejde med. Heldigvis har den tanke fundet mere indpas, at der er hensyn at tage både til miljøet og de sociale faktorer, både hvor råmaterialerne produceres og hvor de forarbejdes. Forhåbentlig er det i en nær fremtid at vi får et fælles mærke for bæredygtighed, ligesom vi har det i dag for økologi. Det er jo således at alt hvad der designes og produceres teoretisk set kan gøres bæredygtigt (ok, noget nemmere end andet), men dybest set er det vist et spørgsmål om vilje og prioritering hos de implicerede parter, – med tiden bliver det forhåbentlig en naturlig måde at anskue design og produktion på, (måske først til næste år), men hvorfor ikke starte NU med de små valg vi alle træffer hver dag – lad være med at købe noget (nyt) skrammel, – det er et sprog producenter forstår.

Her så en samling fantastiske links, relateret til emner omkring bæredygtigt design.

Flygtninge på skibet M/S Anton

Flygtninge på skibet M/S Anton

Skibet ankom igår til holbæk – en i højeste grad aktuel happening af kunstneren Jens Galschiøt. Kunst på et plan hvor den sparker til den indre svinehund og samtidig burde apellere til vores sunde fornuft og medmenneskelighed.
Jens Galschiøt siger selv om sine skulpturer:”Jeg har valgt at modellere hver enkelt flygtning med en smuk, stolt og individuel udstråling, for at understrege at disse personer er mennesker som dig og mig – og derfor som os, har krav på et anstændigt liv.”
Se mere om arrangementet, kunsten og organisationerne bag.

Jens Galschiøts side AIDOH: Art In Defence of Humanism.

Piedestalskabet – et herligt møbel

Piedestalskabet – et herligt møbel

Jeg har altid ment at piedestalskabet i alle dets afskygninger er et utroligt anvendeligt møbel, dels på grund af størrelsen og selvfølgelig også fordi det er et smukt møbel der kan passes ind i ethvert interiør. Anvendeligheden er stor, netop fordi et sådant skab stort set kan placeres i alle sammenhænge uden at være for dominerende, men samtidig give ethvert rum et lille løft. Piedestalskabet blev ‘opfundet’ omkring 1820 (empire stil), den mest kendte type er nok Chr. VIII med ‘Københavnertop’. Skabet er blevet fremstillet i forskellige træsorter, almindeligst er mahogni ofte med indlagt nødetræ på døren og skuffefronter, palisander, eg og fyr er de også lavet i, da de fleste møbler i ‘finere træsorter ofte blev produceret i en økonomisk mere overkommelig udgave. Skabet er som regel indrettet med en stor skuffe underst, derefter dør bag hvilke der er 3 – 4 hylder og ofte en udskåret ske række hvor husets sølvskeer kunne hænge og præsentere sig, nok årsagen til at det af og til fejlagtigt bliver kaldt et sølvtøjsskab, – derefter afsluttes med en mindre skuffe foroven som dog ofte mangler på skabe i empirestil. Jeg har fundet nogle forskellige eksempler – kunne det måske friste til anskaffelsen af et sådant dejligt anvendeligt og gedigent møbel, som med garanti ikke lider af “Ikea-orm”.

Gamle rammer er da et must!

Gamle rammer er da et must!

Smukke gamle rammer lever af og til en lidt overset tilværelse. Der findes jo utrolig mange typer og kvaliteter, ofte som det ikke er muligt at købe idag – og i så fald til en pris der nemt være afskrækkende. Jeg har gennem årene solgt tusindvis af rammer og er der noget der kan få mit kundepleje-gen til at sætte helt ud, er bl.a. når jeg bliver budt 20 kr. for en smuk gammel bladforgyldt ramme. Ved besøg hos antikvitetshandlere med et rimeligt udvalg (her Skjold Antik), er det altid spændende at gå på jagt efter de rigtig gode rammer og under alle omstændigheder vil et motiv man holder af altid komme mere til sin ret ved et omhyggeligt valg af ramme. Glæden ved selv at have fundet rammen og indrammet et motiv, som man jo som regel også skal have i adskillige år er efter min ringe mening jo noget større end ved at gå i Silvan og købe en skifteramme.

Et af de tiltag jeg så kunne gøre, er at anbefale den fremragende bog om gamle rammer skrevet af Henrik Bjerre: Rammens kunst. Bogen er på 250 sider, pragtfuldt illustreret og kommer hele vejen rundt, fra 1500 tals rammer til brug af rammen i moderne kunst. Der er en gennemgang af processen ved bladforgyldning, masser af henvisninger og baggrundshistorie, hvor der selvfølgelig heller ikke mangler et afsnit om ‘rammeikonet’: Hofforgylder Peder Christian Damborg.

Antikvitets forfalskning – ærgeligt det ikke findes mere!

Med udgangspunkt i Gorm Benzon’s bog om antikvitetsfiduser og et par andre bøger i den genre der har fundet vej til min bogsamling, sidder jeg faktisk i skrivende stund og ærgrer mig en lille smule over at der ikke mere er kreative mennesker der har lyst til at forfalske vores gamle klenodier. Umiddelbart lyder det jo lidt selvmodsigende, hvad det også er – så hvorfor nu den tanke. Jo – det irriterer mig grænseløst at tiden er blevet således at man ikke værdsætter disse ofte meget smukke og unikke effekter, ofte med flere hundrede år på bagen – nu kan det f……. ikke engang betale sig at forfalske skidtet mere. Der er ingen som gider grave nysmedet jern ned i møddingen eller lægge det i sildelage et års tid for på den måde at forøge alderen med et hundrede år eller to. Der er ingen som tager en fin 1700 tals stol og skiller den ad i 4 dele for ud af dem at skabe 4 nye stole der så bliver solgt som ’hårdt restaurerede’ stole, fordi det jo ikke kan nægtes at der er dele fra det 17 århundrede i hver stol. Ja man gider heller ikke flytte sølvstempler fra strødåser og sukkerskåle over i terriner og andre større sølvstykker, det er jo ikke engang til at holde en timeløn på. Det er selvfølgelig godt at der ikke mere findes den slags svindlere, men det skyldes jo desværre nok udelukkende at det ikke kan betale sig.

Det eneste område der stadig er lidt aktivitet i ’branchen’ (bortset fra design – den nye tids plattenslagere), er nok inden for malerier og kunst, hvor der mig bekendt stadig findes en del af disse kreative personer, endda på flere planer. Jeg kan her som eksempel give hjemmesiden: Kunstnyt.dk, hvor man ved selvsyn kan se at mulighederne er store. Det er ikke sådan at jeg udelukkende sympatiserer med udøveren af hjemmesiden, der åbenbart har set det som sin mission at svine alskens handlere og auktionshuse til. Jeg syntes da absolut at en sådan side er berettiget, men kunne den dog for pokker ikke laves i et sobert sprog uden at komme af med sine egne indestængte frustrationer (over hvad er vist ikke helt klart ;-)). Jeg siger ikke at der ikke findes ukyndige personer i branchen, det ville da være mærkeligt andet og i skyndingen vil der nok altid være nogle smuttere. Jeg ved hvor svært det kan være at bestemme en effekt korrekt, selv når man gør det efter bedste evne, men jeg vil da godt gå så langt som til at give manden ret i at det desværre også af og til sker bevidst. Derfra og så til at samtlige medarbejdere i disse firmaer udelukkende skulle være svindlere med det ene formål at bedrage godtroende kunder,mener jeg at der er et pænt stykke vej, og man kan vel også være kritisk samtidig med at man er positiv, – eller i hvert fald lider sagligheden under mangel på pli, og det er egentlig lidt synd. Havde tonen været neutral, eller i det mindste humoristisk/sarkastisk, ville det være lidt lettere at tage udgydelserne seriøst, hvilket jo desværre nok er berettiget.

Gør et kup !!!!!

Gør et kup !!!!!

Historie om et fund – et meget fint eksempel på at det stadig er muligt at finde et klenodie på trods af de mange ’jægere’ der søger et kup. Det er jo så en historie fra det virkelige liv, en historie om at mange hundrede mennesker har haft muligheden, men ingen har set den, – det kunne være forskellen på dig og mig!
Vi har haft to weekends hvor der har været åbent i Skjold Antik, hvor der har passeret flere tusinde mennesker gennem hallerne, alle har haft muligheden for at se de mange varer. For to dage siden begyndte vi at pakke hele vores småtings marked ned, da vi havde solgt det. Jeg var med til at pakke ned de ca. 125 flyttekasser (det er mange), da jeg pludselig så et rimeligt fint glas fra ca. år 1900, det havde lidt patina der for en uindviet kunne syntes som glaspest, men en finger med lidt spyt afslørede at det var det ikke, eller i hvert fald var der en mulighed for at det kunne reddes. Selvom det skulle være et glas med lidt skavanker, er det et glas det er en fornøjelse at eje (har ikke set det i de 20 år jeg har handlet med noget sådant).
At ingen kunne se det fine glas, som måske havde været til at købe for en 20’er, det syntes jeg er imponerende, hvad det er som gør det ved jeg ikke, at tro på skæbnen er måske at spænde buen. Kunne være et udtryk for tidens overfladiskhed, hvad jeg håber det ikke er. Et bud kunne også være at det er et udtryk for at man fokuseret på lidt overfladiske værdier, – og at tiderne har ændret sig i retning af at man ikke sætter pris på, og har blik for vores kulturarv, det kunne jeg mene uden at have belæg for det.
Jeg har oplevet det før! Engang havde jeg en lampe stående i mit udstillingsvindue, – ud til gaden hvor der passerede mange hundrede mennesker. Lampen stod der i et års tid, prisen var omkring 300 kr., den blev ikke solgt så en dag tænkte jeg at prisen burde sættes ned. Da jeg så fik kigget på den, så jeg at patinaen kunne fjernes og inden under var der en rigtig smuk og unik lampe (som jeg har i mit hjem i dag). Hvorfor var der ingen som havde set det gennem flere år ?
Altså en opfordring til at se det som måske ikke er umiddelbart synligt, – det gælder måske i flere af livets forhold ;-), er det ikke fascinerende at tilværelsen indeholder muligheder som vi mennesker skal kigge lidt efter, den der finder det de andre ikke har set, er måske en person der kigger lidt ekstra efter, – er det dig??

Møbelpleje

Møbelpleje

 


Der er et ganske simpelt middel der kan gøre mirakler med dine møbler. Det kan bruges til polerede møbler, afsyrede møbler, teak og palisander, egetræ. Kort sagt kan det bruges til stort set alle møbeltyper. Træ er en levende ting der kan have behov for næring og pleje for at fremtræde optimalt, alt efter møbeltype.
Man kunne godt foranlediges til at tro et gammelt velpoleret mahognimøbel ikke er modtagelig for nogen behandling udover polering. Det passer ikke. Jeg har i min ’karierre’ brugt adskillige hundrede liter, så det er ikke bare noget jeg finder på. Ofte støder man på møbler der har stået i årtier uden nogen form for pleje, er blevet træt og livløst at se på. Er der ikke skader eller ødelagt poleringen så møblet skal ompoleres hos en fagmand, (hvilket efterhånden er blevet ret kostbart), kan man sagtens selv friske det op. Har møblet lidt småskrammer og mindre ridser vil det være sådan at de bliver minimeret og i mange tilfælde bliver svært synlige. Er det et meget ’træt’ møbel vil træet ofte få ny struktur, åretegninger og detaljer i træet der ikke er bemærket før, vil pludselig træde frem. Der er dog en lidt forskellig fremgangsmåde alt efter møbeltype.

Man tager: Hvid vaselineolie købes i (Matas eller byggemarkeder/farvehandlere), blander det med almindelig mineralsk terpentin i forholdet 1:1 – så simpelt er det.
Er det et lakeret møbel kan der bruges lidt mere terpentin end olie. Møblet skal være nogenlunde rent, jeg har oplevet møbler fra storrygerhjem eller hjem hvor det ikke har været rengøring som har været et hit, der har været så ’patineret’ at en afvaskning har været nødvendig først. Olieblandingen smøres så på med en blød klud (forstøverflaske kan med held bruges). Der skal rigeligt på, der kan ikke komme for meget for træet suger det som der er muligt. Lad møblet stå et par (nogle) timer og gentag så behandlingen så de områder der har suget mest også bliver dækket. Lad det stå natten over og poler så det overskydende olie væk med en blød klud og du har et nyt møbel.
Et afsyret fyrretræsmøbel kan have fået forskellig behandling, linolie, voks eller andet. Har det fået voks vil terpentinen og noget knofedt som regel skabe en forbindelse med den gamle voks. Har møblet fået linolie der kan harske og blive gulligt af sollys, vil jeg anbefale at vaske det af i salmiak rengøringsmiddel først og så derefter olie. Møblet skal være rent inden behandlingen.
Afsyret egetræ vil blive mørkere af behandlingen, men også mere modstandsdygtigt overfor spild. Lakerede egetræsmøbler har ofte lidt skrammer og skjolder der bliver bedret væsentlig af behandlingen.
Teak og palisander behøver ikke store mængder olie – ofte kan det være tilstrækkeligt at tørre dem let over med en olievædet klud.
Jeg har været ude for nogle ganske få møbler der har taget uens imod olien af forskellige årsager. Er du usikker så prøv på et ikke synligt sted eller spørg en antikvitetshandler eller møbelkyndig først. Dyre designmøbler skal du nok være lidt forsigtig med at behandle uden vejledning, da der kan være bedre alternativer og møblet kan måske få en ringere salgsværdi, jeg siger således ikke at alle møbler bare skal sjaskes ind i olie, men at en meget stor del kan have gavn af det, der er ikke altid en ide i at give et møbel som ellers fremtræder pænt, oliebehandling.

Bisquit

Bisquit

Jeg har altid syntes om figurer i Bisquit. Beskueren bliver ikke distraheret af farver, det er formen og udtrykket i figuren der er det væsentlige. De fleste figurer og platter m.m. er ofte meget klassiske i udformningen, a la Thorvaldsen. De sender et budskab om svundne tiders idealer og er ofte inspireret af tanker om sjælelig forfinelse, det at vi mennesker bør tilstræbe at gøre tingene en lille smule bedre end vi gjorde i går – det syntes jeg egentlig er en fornuftig tanke.

Biskuit er porcelæn der er brændt to gange, for det meste uden nogen form for farvet glasur og vil oftest fremtræde hvidt. I Danmark er Thorvaldsens modeller meget brugt til fremstillingen, man kunne godt lidt ondskabsfuldt kalde bisquit for ’fattigmands marmor’, da den oprindelige tanke formentlig var at det skulle illudere marmor.

Antikke møbler bliver aldrig billigere.

DSC_5120

En stor besynderlighed er det, i dag er det muligt at købe gode antikke møbler for halvdelen af hvad de kostede for 10 år siden. På auktioner kan man købe fine møbler til meget små penge og de bliver helt sikkert aldrig billigere, holder du af gamle ting, så er det nu de skal købes. Man skal nok ikke forvente at antikvitetshandlere sælger til de priser, men det siger alligevel en del om tendensen i antikvitetshandel, det er bestemt blevet fordelagtigt at købe. Tilsyneladende forholder det sig jo således, at den generation der køber møbler for at etablere sig nu, ikke rigtig værdsætter de kvaliteter der er i gamle møbler, medmindre de er malet hvide. For 20 år siden hvor alt skulle være afsyret, kommoden, sengen, dørene, vinduer, gulve, borde og stole, endte mange op med et hjem der pludselig så lidt ferskt ud og begyndte at blande andre stilarter i indretningen. Jeg tror vi er ved at være ved et lignende stilskift, da mange hjem i dag er blevet lidt ’Bo Bedre agtige’, bærer præg af vores fortravlede tid hvor det skal gå hurtigt med indretning. Et møbel er ikke noget man søger i længere tid fordi det skal være specielt, det er noget man tager i nærmeste butik og køber når der er brug for det, det skal være minimalistisk og praktisk og ikke tage for lang tid. Det at gå på jagt efter et møbel, tage det hjem, afsyre det, slibe og vokse det, eventuelt finde nogle passende beslag, det er helt utænkeligt i dag – hvem i alverden har tid til det. Jeg har stadig den første kommode jeg afsyrede omkring 1975, den er ikke specielt køn men jeg har selv gjort det og forbinder den dermed med OPLEVELSEN, den er gået hen og blevet et minde som jeg holder af. Ser man på interiørfotos fra 1880 – 1930 bærer hjemmene præg af at være et bastant udtryk for de mennesker der boede der, et identitetsudtryk. Sådan er det selvfølgelig i et hjem, men den nutidige trend kan måske også ses som et billede på en vis rodløshed og mangel på tilhørsforhold i tiden, forstået på den måde at vi er blevet fremtidsorienteret på bekostning af vores historie og sociale samhørighed, vi er blevet et samfund af individualister der egentlig ikke er individuelle, blot mere personligt isolerede uden den tyngde det giver at tage sin historie med. Jeg siger bestemt ikke at vi skal møblere os som i 1920, for det var godt nok også en anelse kedeligt og lidt ensporet, jeg siger blot at det, vi ikke værdsætter antikviteter som en historisk ballast, kunne tolkes som om vi har mistet noget, eller i hvert fald har fået nogle nye værdinormer der er knapt så meget baseret på samhørighed og nærvær. Mit håb er at kærligheden til gode gamle møbler (og dermed til hinanden), vil vokse i den nærmeste fremtid. Jeg husker en gang jeg solgte en stor, flot udskåret Biedemeyer sofa til en ung pige der skulle bo på kollegieværelse, hun sagde, at hun var nødt til at have noget smukt for at kunne holde ud at bo der. – det er ikke ligegyldigt hvad vi omgiver os med, det skal have sjæl (i hvert fald for os selv).