Tag: artikler

Jugendstil af Gabriele Fahr Becker


Stilperioden gik fra ca. 1890 – 1910. I Danmark blev den kaldt Skønvirkestil, i Frankrig Art Nuveau, i England Arts and Crafts. Inspirationen hentede kunstnerne i naturen og dens mangfoldighed af snirklede formsprog.

Besynderligt nok, har jeg ikke gennem min karriere erhvervet mig særlig mange effekter i jugendstil. Det er en stilart jeg ellers holder meget af, disse svungne former, uden et eneste skarpt hjørne, der sender signaler nærmest af overjordisk art. Jeg kunne ønske mig at den stil snart fik en rennæsance, måske specielt inden for arkitektur og møbelkunst kunne vi trænge til noget nytænkning i retning af at præge vores omgivelser i en mere kunstnerisk og varieret måde. Sammenligner man med andre lande, specielt syd for Danmark, må det vel konstateres at vores huse og til dels også møbler, er meget ens, meget firkantede og r..kedelige.
Inden for bogtrykkerkunsten finder man mange rigtig flotte udgaver, denne her hører slet ikke til de fineste, men den er da en hel del flottere end en paperback.

Et af de kendteste bygningsværker i Jugendstil er nok La Sagrada Familia i Barcelona, arkitekten Gaudi’s ufuldente mesterværk. Da Gaudi blev færdig med sin uddannelse udtalte en af hans lærere: “Jeg har enten fundet en vanvittig eller et geni. Se kirken her:
Filosoffen Rudolf Steiner var ligeledes meget inspireret af stilarten, som han satte sit helt eget præg på, specielt med bygningen af det første Goetheanum, der blev nedbrændt af nazisterne i 1922. Det er ikke ren Jugendstil, men uden tvivl stærkt inspireret af stilens organiske former også hentet fra naturen.
Det nye Goetheanum og alle bygningerne omkring er dog også holdt i denne stil, der lever videre også idag inden for antroposofisk arkitektur.
En stor samling af links og information om Jugendstil/Art nuveau finder du her.



Mads Stage skejer ud

Os der er en lidt ældre årgang kender jo alle Mads Stage, der var en dygtig og kompetent tegner.
http://da.wikipedia.org/wiki/Mads_Stage
Det første jeg kan huske om ham, er at engang i 1960’erne fik man, når der blev tanket benzin hos ESSO af en vis mængde, udleveret et lille paprør med en af hans tegninger af gamle bondegårde, meget veltegnet. Det var så muligt at få en hel samling, hvad jeg senere når jeg ryddede dødsbo, har fundet en del af. Han blev blandt andet kendt for at tegne bygninger og natur, har dekoreret en stor del porcelæn, ikke mindst også som bog illustrator var han værdsat. Kort sagt en meget nobel tegner med en sikker streg og sans for arkitektur og naturen, ikke noget surrealistisk pjat her.Men som mange andre mennesker, kunne han åbenbart lejlighedsvis også have behov for at bryde konventionerne, skeje lidt ud, bryde normen, en slags ’nu kan det være nok’ handling.
Det gjorde han så en sen aftentime, hvor han lavede denne tegning til en af mine bekendte, den må da i hvert fald siges at være atypisk for hans øvrige virke. Det syntes også vores åbenbart lidt snerpede Lauritz.com, der ikke har ønsket at medtage tegningen på deres ellers udmærkede auktion, den var tilsyneladende for vovet – eller?

Glæden ved gamle glas

Hvorfor nu lige interesserer sig for antikke glas, når man nu for en rimelig penge sagtens kan anskaffe sig nye, anvendelige glas.
Os der gør det kan have flere infaldsvinkler, for nogle kan kriteriet være sjældenheden, det at finde svært opdrivelige glas, jagten – og glæden ved endelig at stå med GLASSET, man har ledt så længe efter og fryden ved at kunne tilføje det i sin samling.
For andre (mig), er det absolut et must at glasset kan bruges til at fylde noget i. Jeg har handlet med ”brugte effekter” i ca. 20 år, i begyndelsen bragte jeg stort set altid gamle glas hjem, når jeg fandt et. Det resulterede i at jeg på et tidspunkt endte op med et pænt rodsammen af alle mulige typer og størrelser. En dag tænkte jeg så lidt dybere over, hvilke glas jeg egentlig brugte og hvilke jeg blot havde fordi de var gamle/sjældne. Det resulterede så i at jeg skilte mig af med en stor del af de glas jeg havde fået raget til mig. Tilbage var så stort set kun glas vi brugte til deres oprindelige formål, plus et par få stykker jeg ikke nænnede at skille mig af med. For glasinteresserede som mig, er det altså det æstetiske i at kunne indtage forskellige typer væsker på behørig vis. Jeg vil vove den påstand, at vin/drikkevarer, smager bedre når de indtages af et glas der har 100 år eller mere på bagen. Nogle vil sige det er snobberi, det smager da ens hvad man så drikker det af, det gør det da også, –MEDMINDRE man holder af gamle glas. Man kan jo så nyde to ting på en gang, dels drikken, dels glasset. Dvs. en dobbelt nydelse, frem for de mennesker der kun nyder drikken – hermed er bevist at glæden forhøjes og vinen derfor smager bedre ved at bruge gamle glas – BASTA!!

Jeg vil så lige præsentere nogle enkelte glas, ikke beskrevet så det siger garvede glassamlere noget, men for at illustrere hvad jeg mener med glæden ved at bruge gamle glas, frem for glas der er købt i går.
Vil du vide mere om gamle glas er der en del litteratur (noget anmeldt andet steds), – eller du kan gå ind på Danmark’s bedste glasside, oven i købet hjemmehørende her i Holbæk, – Glashistorisk Selskab’s hjemmeside:
http://www.glashistoriskselskab.dk/

Her er så nogle glas jeg holder af. Det første er ikke specielt gammelt og glasset i sig selv er heller ikke særlig sjældent.
Men –KLOKKEN, der er indbygget i låget, det er da en genial ide. Den lyder rigtig højt, nærmest som en gammeldags cykelklokke.
Når jeg en sjælden gang benytter glasset (og klokken), er der ingen overhovedet der er i tvivl om det budskab der udsendes.
Et strålende eksempel på at gerninger kan sige væsentlig mere end ord.

De næste to holder jeg meget af at anvende i bestemte situationer.
De mennesker der kender mig, vil ikke have svært ved at komme med et kvalificeret gæt. Det er glas med pondus, du kan ikke sidde og stritte med lillefingeren samtidig med at du holder på glasset, næ der skal holdes med hele hånden (glasset er også relativt tungt), og den følelse det er at føre glasset til munden, kan næsten bringe en tilbage til vikingetiden hvor man tømte hele pokalen i et hug. Det er ikke et glas beregnet til at nippe af, når det først er løftet, animerer det til at indtage lidt mere end ellers, når nu man har haft alt det besvær med at løfte det.

Egeløvsglas

 

Så har jeg åbenbart en isme med egeløvsglas, som jeg har en del af, flere end jeg egentlig har brug for, men jeg kan ikke lade være. Jeg kan godt lide glasset af flere grunde. Det er et relativt gammelt glas (lavet første gang omkring 1840), der er en stor variation i slibningerne der ofte indikerer på hvilket glasværk glasset er fremstillet men selv fra det samme glasværk kan der være variationer, så der er næsten ikke to ens glas. Dernæst har det en god størrelse, et all round glas, der er brugbart til alle former for drikke der har en lidt større alkohol procent (det behøves ikke nødvendigvis at blive helt fyldt, – men det giver spillerum). Glassene har ofte, en grålig glød ligesom kummen har markante striber efter fremstillingen, der tydeliggør, at her har vi et lidt ældre glas. Et meget anvendeligt glas der giver en god fornemmelse i hånden..

 

Så en lidt sjældnere ting, de to store glas er de eneste jeg har haft i hænderne i alle de år jeg har handlet, så pr definition må de være ret sjældne. De findes ikke i bogen: Dansk Glas, i den størrelse. Glasset hedder Anglais (fra ca. 1850 – 1910), i de mindre størrelser findes der masser af dem, men disse to, i en tilpas størrelse til rødvin, har overlevet tidens tand. Det er et ret spinkelt glas og det kan vel tænkes, at netop derfor er det måske blevet lidt sjældent, de er gået til i kampens hede. Et glas vi bruger til vores ”særlige” lejligheder.


Endelig er der jo så det klassiske ”slebet Berlinoir”, eller Chr. VIII som det også hedder, et behageligt glas hvor det mest eftertragtede er rødvin størrelsen. Vi har en lidt mindre version i rhinskvin (hed det dengang), med grøn kumme der heller ikke ses så tit. Størrelsen er efter vores mening noget for lille til hvidvin, men er fortrinlig til f.eks. Baily eller Campari. Det er jo efter sigende, (jeg ved ikke rigtig om det har noget på sig), et frit land vi lever i, så det er jo absolut op til den enkelte hvad man syntes de forskellige glas bør anvendes til.

På det tidspunkt hvor de gamle glas blev fremstillet, var drikkevanerne ganske anderledes end i vores overflodssamfund.Prøv at give et ungt menneske med sin halvanden liters cola, et gammelt sodavandsglas der er fra en tid hvor sodavand var noget man fik et enkelt glas af ved festlige lejligheder. Det ville gå det meste af tiden med at hælde op i glasset, og mængden af sodavand svarende til tre – fire mundfulde, ville hurtigt være højst utilfredsstillende, hvor det tidligere omhyggeligt blev nydt i små slurke så man virkelig kunne smage den kostelige drik.
Det er jo en del af charmen ved at benytte de gamle glas, det smager altså lidt bedre, og det er vel ikke så ringe endda.

Rigtig God Fornøjelse

Handelshuset – memory lane.

 

 

 

Handelshuset

Jeg er simpelthen nødt til også at skrive lidt om “Handelshuset”
Handelshuset var min arbejdsplads i 11 år – en arbejdsplads der på ingen måde var noget der bare lignede ‘almindelig’.
Det var et handelssted hvor alle typer mennesker mødtes, lige fra sømændene fra de østeuropæiske skibe (hvad kunne vi ikke handle med dengang vi havde en havn med liv i ;-),  – til internationale opkøbere af antikviteter.
Miliøet var MEGET livligt, ikke mindst på grund af min kollega Paw Doberck, vi var forskellige som nat og dag, men på en eller anden måde må vi have suppleret hinanden godt, da vi kunne holde hinanden ud i 11 år.
Hvad jeg egentlig kunne fortælle af historier fra den tid, kunne mageligt fylde en hel bog, men jeg tror en pæn del af den ville blive slettet af censuren, det er heller ikke den del det handler om.

Miliøet i Handelshuset var som jeg er inde på, meget ‘uforpligtende’, for mig betød det at jeg måtte omstille mine ‘handelsgener’ væsentlig. Jeg kom fra helsebranchen, hvor pænheden var en betingelse for at overleve. Nu måtte jeg så indstille mig på, både at kunne handle med alverdens ‘hundehandlere’ og også kunne give en seriøs betjening af antik-interesserede.
Der havde jeg jo så god gavn af min tidligere karriere, hvor jeg nok havde oparbejdet en naturlig tilforladelighed, som jeg absolut også mener en handelsmand helst skal have.
Meningen er ikke at jeg vil udbrede mig voldsomt om vores kære hedengangne forretning, men blot lige sætte en lille mindesten.

Jeg kan så ikke lige lade være med at komme med et opdateret foto af nybygningerne hvor den gamle forretning lå. Når jeg en sjælden gang går der idag, kan jeg ikke lade være med at mindes det liv der var på havnen dengang, med skibe, forretninger, transport af alskens slags. – Et lille citat fra havnedebatten : Kultur er liv – Til alle tider har havnen været stedet, hvor mennesker mødes i handel, inspiration og oplevelse.
Handelshuset

En dygtig svindler

Svindler

Det forholder sig vel nok således, at der inden for alle brancher findes personer der har en anløben moral i større eller mindre grad.
En ting er at vi kan have forskellige grænser for, hvad vi syntes er anstændigt, en anden er de personer, der bevidst satser på forsætligt at snyde og bedrage deres medmennesker ud fra den betragtning, at når vi nu er så dumme så fortjener vi sandelig også at blive snydt. Selvfølgelig er det en dårlig undskyldning for at dække over sin egen mangel på anstændighed samtidig med at man bringer sin samvittighed i en tilstand hvor den accepterer fup og svindel som noget legalt – ikke desto mindre er det vist en holdning der ikke er helt nem at komme til livs, kunne man det ville der jo ikke eksistere tyveknægte og svindlere.
Nok om det – historien starter for en del år siden hvor jeg havde en antikvitetsforretning. Vi fik en dag besøg af en yngre mand, der havde nogle effekter i bagagerummet på sin bil, som han gerne ville sælge. Dette var jo i sig selv meget almindeligt, når man skulle flytte, at komme med nogle rester man ikke kunne finde anvendelse for i håb om at få en lille skilling frem for at køre tingene til genbrug. Jeg gik ud og så på effekterne, som viste sig at være en del defekte malerier og rammer samt lidt porcelæn og forskelligt andet der absolut ikke kunne anvendes i vores forretning. Jeg sagde så på en pæn måde at det ikke rigtigt var ting jeg kunne se havde værdi for os. Han lukkede så bagagerummet og sagde at han da lige ville se vores forretning nu han var her, da vi så gik hen imod indgangen, kastede jeg et blik ind på bagsædet af bilen, hvor der stod en kasse med forskellige effekter, øverst i kassen lå en meget smuk vase men resten af indholdet var ligeledes uanvendeligt. Jeg spurgte så om jeg måtte se vasen og det måtte jeg da godt, men den var solgt til anden side. Jeg stak hovedet ind i bilen og kiggede på vasen og var lige ved at få et chok da jeg så at vasen var signeret ”Gallé”. Det var i relativt begyndelsen af min antikkarrierre, men jeg vidste dog at glas lavet af Gallé, var relativt kostbart. Jeg forhørte mig om den nu også var solgt og det bekræftede han så, vi gik ind i forretningen og jeg havde andre kunder mens den unge mand gik rundt og kiggede på forretningen. Efter en halv times tid kom han så hen til mig og sagde at det jo var en nydelig forretning med mange interessante ting og at han helt sikkert ville komme tilbage en dag hvor han havde bedre tid. Jeg havde i mellemtiden gået og tænkt lidt over denne vase, syntes det var lidt synd hvis han skulle køre videre med den, så jeg spurgte endnu en gang om det nu var helt sikkert at den var solgt. Han sagde så at det var en som ham og hans søster havde arvet, men at han da kunne ringe og spørge hende, hvilket han så (tilsyneladende) gjorde. Han kom så tilbage og fortalte at de havde et bud på vasen på 5000 kr., men hvis jeg ville give 500 kr. mere, kunne jeg godt få lov at købe den. Jeg syntes det lød som en rimelig pris for en stor flot Gallé vase og jeg kunne også godt lide vasen, den var smuk og jeg havde ikke haft noget der lignede før, så jeg slog til og fik vasen.
Jeg havde den så stående nogle dage i forretningen, til stor beundring for mine kunder, også andre handlende og mennesker med forstand på deslige, mente at jeg havde gjort en fornuftig handel. 14 dage efter sad jeg hjemme en aften og så en udsendelse om kunstforfalskning, den var meget interessant – indtil der på et tidspunkt blev nævnt nogle glasting af Rumænsk oprindelse og der frem på skærmen tonede et billede af MIN VASE. Først blev jeg lidt chokeret, men da jeg egentlig godt kunne lide vasen og jeg bestemt ikke ville sælge forfalskninger, tog jeg den hjem til mig selv, da jeg ikke havde intentioner om at videresælge mit ”fund” til an anden naiv sjæl.
Nu har jeg haft den i mere end 25 år år og jeg glædes stadig ved at se på den, dels fordi den jo absolut har en historie, hvilket jeg syntes forøger værdien af de kuriositeter vi antik interesserede går og finder.
En sådan ting er jo ikke en ligegyldighed alle og enhver kan gå i Ikea eller inspiration og købe, med dertil indbygget historie.
Den smukke vase har gennem alle de år jeg har handlet, ofte dukket op i bevidstheden og bevirket at jeg i en situation har tænkt mig om en ekstra gang.
For eksempel at hvis jeg syntes om en ting – skal jeg købe den uanset hvilken kommerciel værdi den har, for hvis jeg syntes om den må der mindst være én anden person (med mere eller mindre dårlig smag) der også gør det, altså er der også en kunde til den.
Den har ligeledes mindet mig om at der her i livet findes mange værdifulde effekter og også hændelser /personer som tilsyneladende har en større værdi end andre, kun i kraft af NAVNET – og så selvfølgelig at ting eller personer ikke altid er det som der gives udtryk for ved første øjekast – men det kan jo så heldigvis også gå den anden vej og være noget positivt.
Havde der ikke stået Gallé på vasen, havde jeg jo nok aldrig købt den – ihvertfald ikke til den pris.
Jeg er også overbevist om, at de 5500 Kr. jeg gav for vasen, gennem årene har sparet mig for langt større beløb, ved at minde mig om at ting og personer ikke altid er det de giver sig ud for.
Vel også et glimrende eksempel på, at uanset hvad vi kommer ud for i tilværelsen, er det ofte med lidt god vilje muligt, at få det til at give mening selv om det umiddelbart virker lidt “træls”.
Jeg er stadig meget glad for min vase.
Antikke messingstager

Antikke messingstager

 


Her er et lille udvalg af gamle stager, alle fra 17 og 1800 tallet.

I Danmark begyndte man først rigtig at forarbejde messing omkring år 1600 og da vi jo har haft en stor samhandel med resten af Europa, er det naturligt at mange af de gamle stager man finder, ofte kan være fra nogle af vores nabolande.
I Danmark findes nok lige så mange tyske, hollandske og engelske stager som der er danske. I Danmark har vi ikke haft råvarer til fremstillingen og kun haft 2 væsentlige fabrikker der har fremstillet stager, men dertil en del gørtlere der har haft deres egen produktion. Når vi i dag taler om lysestager, betragter vi dem hovedsageligt som hyggeobjekter, men på det tidspunkt de blev fremstillet var de jo den eneste lyskilde man havde, gode messingstager var kun forbeholdt de mere velstillede og adelige, almuen havde ofte ikke mulighed for at anskaffe sil lys til brug anden ved særlige lejligheder. Et eksempel på at man virkelig sparede på lyset er en ’lysedug’, de fleste af os kender den hvide broderede dug der lå på mahognibordet i den fine stue, den var ikke kun til pynt, men beregnet på at give et genskær fra en enlig lysestage på bordet og dermed udnytte det sparsomme lys optimalt. Gennem årene er jeg blevet spurgt utroligt mange gange: ”Jamen, hvordan kan du se at stagen er gammel”.
Der er desværre ikke noget klart svar på det, udover erfaring, at kende de forskellige typer, hver tid har haft sine forskellige former der også varierer fra land til land og så selvfølgelig have haft interesse for det. Interesserer man sig for gamle stager er det første man skal gøre, at sætte sig lidt ind i udformningen af de forskellige stager, for at kunne tidsfæste dem. Hver tid har sine karakteristiske udformninger (moden skifter).

Der er dog nogle retningslinier. Jeg ser først på det jeg vil kalde ’gløden’ i metallet – gammelt messing føles/ser jeg som ’varmere’ i metallet, mere gyldent. Det næste er forarbejdningen, hvor tidlige stager virker ret massive. I bunden kan man se de er bearbejdet med en hammer og skruer man stagen fra hinanden, er gevindet groft (håndfilet). Empirestager kan sagtens være tynde i godset, der er ikke nogle helt faste regler, man skal sammenholde stagen med den tid den formodes at være fra, – passer stilen og forarbejdningen sammen.
Messing består af en blanding af kobber og zink og blandingsforholdet giver en farveforskel, jeg kunne forestille man har ældre tid har tilstræbt en vis lighed med guld, man har kaldt messing for fattigmandsguld, mannheimerguld m.m.

.

Levende lys er jo stadig meget brugt, skal middagen være særlig hyggelig (eller endog intim), er det levende lys ofte en bestanddel. Lyset giver en stemning der ikke kan opnås med en lysdæmper, der er vel også noget beroligende ved at kigge ind i flammen der brænder klart og roligt, måske en lille bremse i den hektiske tid vi lever i, at skrue tiden lidt tilbage. Jeg er absolut fortaler for ved enhver given hyggestund at benytte den effekt, jeg har lysestager ved min computer, bruger dem når jeg læser, har gæster, ser fjernsyn, kort sagt er jeg nok lysmisbruger, men lidt laster skal man vel have.