Tidens trend

Lige nu er vi i tilsyneladende i Shabby Chic perioden. Skal man så spå om fremtiden er det et godt udgangspunkt at begynde i fortiden.
Udviklingen i indretning af de små hjem efter anden verdenskrig bar præg af en langsomt voksende velstand, der på sin vis kulminerede i begyndelsen af 1960’erne. Arvestykkerne anskaffet af familien i 1930’erne, hvor man etablerede sig med tunge massive egetræsmøbler som et tegn på tidernes uforanderlighed og stabilitet, man købte møbler for livet; de blev udskiftet med lette teak og palisander møbler. Det var ligesom man ville slette de dystre minder om krigen ved at aflive møblerne også. Jeg har hørt mange eksempler på at man brændte eller destruerede fine empiremøbler, for nu skulle der være plads til teasktræskommoden. Generationen fra 1960 der så voksede op med disse herlige teak møbler og som samtidig havde et opgør med konformiteten og det borgerligt firkantede, søgte sjæl i indretningen som man fandt i de afsyrede fyrretræsmøbler, ja også eg, jeg har sågar set afsyrede mahognimøbler. Jeg var engang i et bo hvor de havde en empiresekretær de næsten havde fået al fineren af (det var i de tider hvor gode møbler kostede lidt), adspurgt hvad jeg ville give for sådan et fint gammelt møbel, svarede jeg 300 kr. hvilket forbavsede en del, – også yderligere da jeg sagde at havde de undladt at begynde mishandlingen kunne jeg have givet 8000. Et eksempel på at alt skulle individualiseres. Døre, vinduer, gulve, møbler, hund og kone – alt blev afsyret så resultatet blev visse steder en lidt fersk indretning, hvor individualiteten efterhånden forsvandt, da alle gjorde sådan.
!970/80’ernes trend med brune møbler og kakler i alt vil jeg gå lidt let henover, da jeg heldigvis ikke ser en mulighed for et gensyn med den stilart – og kun kan bruge den til skræk og advarsel. Dermed ikke sagt at man ikke kan finde på et tilsvarende tiltag i fremtiden.
1990’erne var vel præget af en vis indretningsmæssig stilforvirring. Hjørnesofaernes æra var på retur, man prøvede at blande alt godt fra de forskellige perioder. I de fleste hjem sås et mix af mormors gamle kommode, nogle ikeamøbler og et marmorbord, samt en skønsom blanding af effekter fundet på loppemarkeder og i genbrugsbutikker, måske garneret med lidt moderne design.
Perioden blev afløst af lidt mere ensretning, nu skulle man til at male møbler igen. 60’ernes klare blå og orange farver blev afløst af alle nuancer i hvidt, creme og lysegråt, der skulle patineres og krakeleres og sågar marmoreres efter gamle opskrifter. Til en begyndelse alt, skabe, skænke og spiseborde – intet gik ram forbi. Et forsøg på at tilpasse de gamle møbler til det nye årtusinde der nu er mundet ud i at alle de fine gamle møbler stort set er ude af billedet når man i dag taler indretning. Møblerne skal være lette, lyse og gerne fransk inspireret a la cafe og provence, ligesom man gerne kan snige en kinesisk eller orientalsk ind i billedet kombineret med danske design klassikere af Finn Juul, Arne Jacobsen og Wegner. Vaser, nips og køkkenindretning må gerne være Italiensk inspireret og de tidligere tiders samlermani er blevet afløst af en minimalistisk tankegang. Behovet for at præge sit hjem som et sted hvor man har sin samling af klenodier (kaffekander, moccakopper og lignende) er tilsyneladende erstattet af tanken om at det ikke er nødvendigt at eje så mange ting, bare det er velvalgte kvalitetsting. Det i sig selv ser jeg som noget ganske sundt, desværre er det nok således at tingenes tyranni (der muligvis stammer fra den generation der har oplevet at have lidt, men klare sig med det), er blevet afløst af et mere kollektivt tyrani som en pendant til tidens trend, med at man skal foretage sig bestemte ting, have det rigtige netværk, anskaffe bestemte ting, for ikke at være for ’taberagtig’ og rent faktisk kunne gøre sig gældende erhvervsmæssigt og socialt. Tidens tekniske revolution har nok også til en vis grad fjernet focus fra de bløde menneskelige værdier, det er ikke så moderne at realisere sig selv, nu skal man forstå at promovere sig og i den forbindelse er hjemmets indretning blevet reduceret lidt i retning af at være et billede på hvordan man vil tage sig ud i omverdenens øjne. Altså en bedømmelse af personen på et mere materielt grundlag.
Hvad kan så fremtiden bringe, hvilke livsværdier vil vi ønske at afspejle med vores måde at indrette os på. Det er helt klart, at de elektroniske medier vil indtage en mere og mere dominerende plads i hjemmet, fladskærmene bliver større (formentlig ikke kønnere), computere og kommunikation vil være en integreret del af boligen, der vil bære præg af den enorme informationsstrøm der rammer os dagligt. Det er formentlig ikke menneskeligt sundt, jeg tror evolutionen er lidt bagefter, vi er ikke helt beregnet til en livsform der er så fjernt fra vores natur. Hvad kan vi så forestille os som et modstykke, da umiddelbart alle tidligere tiders muligheder er afprøvet, det er ikke muligt at gå tilbage til 1930’ernes indretning.
Mit ønske som tidligere antikhandler vil helt klart være at vi vil forstå at integrere vores historie med vores nutid, også med et stænk af fremtid. At leve i nuet betyder at huske rødderne samtidig med at kaste et blik fremad, mit håb er at det vil foregå med eftertænksom omhu som en bremse imod den hastige udvikling, med en øget focus på kvalitet og det at lade boligen afspejle sine livsholdninger (gør den jo under alle omstændigheder), men på en måde så man ikke omgiver sig med ligegyldigheder, men prøver at give begrebet ’sjæl’ et fysisk udtryk.

Her et par sider med inspiration a’la fransk landstil:
http://gaverbrugskunst.dk/om-madam-tut
http://www.countrycollection.dk/intro.htm
http://www.defineting.dk/defineting_profil.htm
Og så til rigtig mange links:
http://www.carlsh.dk/links.htm

2 thoughts on “Tidens trend

  1. For mit eget vedkommende, er det nok mahognien som er fremherskende, synes møblerne har sjæl og styrke. Dét at der for over 100år siden har stået en snedker og lavet møblerne og udskæringerne giver for mig møblet sjæl. Har en møbelgruppe som ville koste langt over 50.000kr hvis den skulle laves af en dansk snedker i dag og derefter polstres af en møbelpolstrer + betræk. Til daglig spiser jeg af stellet Empire fra Bing og Grøndahl, det blev fremstillet fra 1904-1994 mig bekendt. Synes livet er for kort til skævt porcelæn fra tiger eller aida. En ting som jeg synes er lidt til eftertanke er at det er utroligt modstandsdygtigt, der kommer ikke så let skår i og det er også smukt håndmalet med blå blomsterranker.
    Smag kan jo ikke diskuteres, men synes det er lidt synd at mange ikke kan se værdien i “ordentligt håndværk” og hellere vil købe savsmuldsmøbler fra Ilva/Ikea som man ikke engang tør flytte på af frygt for at de bliver skæve eller brækker itu.
    Synes at det er koldt og trist med disse hvide lejligheder hvor øjet ikke kan hvile ved en smuk ting. Men kun ser hvide vægge og “fidus malerier”.

  2. De senere år har jeg også undret mig over at “yngre” mennesker ikke kan se det fantastisk smukke i mahognimøbler, spillet i årene, gløden i træet og det formidable håndværk. Jeg har svært ved at se det som andet end dårlig smag når man river ned af hylderne hos IKEA og Lars Larsen – eller at man mangler interessen i at omgive sig med smukke effekter – hvilket vel ikke kan være andet end et udtryk for hvem man er som person. Vi skal selvfølgelig ikke bo ens og det behøver, som priserne er for tiden, da slet ikke være et spørgsmål om man har råd – det er prioritering. Jeg solgte engang en virkelig smuk empiresofa med udskåret dyrefigurer til en ung pige som skulle flytte på kollegieværelse, bestemt ikke det mest praktiske møbel i den sammenhæng. Hun sagde, at når hun nu skulle bo sådan et sted, ville hun ihvertfald have een smuk ting at glæde sig over. Jeg har været i flere tusinde hjem og må sige at det straks fornemmes i hvilket omfang man har sjælen med, der hvor man bor – og det har ikke noget med penge at gøre, – men med kærlighed. Jeg har været i “fattige” hjem hvor det var tydeligt at kriteriet var omhyggelighed i anskaffelsen, hvor jeg blev modtaget hjertligt – – lige så vel i ufatteligt rige hjem, hvor det var tydeligt at kriteriet var værdi og at imponere – hvor jeg også blev modtaget tilsvarende. Essensen må vel så være, at hjemmet skal være et udtryk for vores personlighed og kærlighed til livet og vores medmennesker – det kan være svært med en kommode fra Jydsk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.