Tyvens Filosofi

På et tidspunkt havde vi i vores forretning en del problemer med indbrud, da beliggenheden nede ved Holbæk Havn var ganske ugenert, i hvert fald om natten var der MEGET mørkt. Indbrud er altid til stor ærgrelse, også fordi tyvene ofte ødelægger for mere end de stjæler og at det altid giver en den der dårlige fornemmelse, at man står op og går på arbejde, for at tjene penge til en eller anden (idiot), som åbenbart mener han har mere ret til dem. Tit og ofte har det været meget besynderlige ting der har været stjålet, hvor man har gået lige forbi effekter af langt større værdi. Jeg har gennem årene fået den helt klare indstilling, ud fra hvad jeg har set, at tyveknægte bestemt ikke er bebyrdet med en overvældende tanke kapacitet, det er muligt at nogle af dem er ret snedige, men for kloge er de fandenme ikke – og bestemt heller ikke sympatiske. Jeg har ikke kunnet sætte mig ind i, på hvilken måde en tyv kan forsvare over for sig selv, at gå ind i fremmede menneskers ejendom og så betragte den som sit egen. Det er muligt jeg er frygtelig naiv (det vil jeg så have lov til), men jeg fatter simpelthen ikke de bevæggrunde der ligger bag, som gør tyven i stand til at suspendere al fornuft og selvrespekt, ofte oven i købet for et latterligt lille beløb.

En dag fik jeg i vores forretning besøg af en yngre mand, medbringende nogle gevaldig store tasker. Han spurgte om vi var interesseret i at købe antikviteter (vi lever jo sådan set af det) – så det var vi da. Vi havde en lang disk i forretningen, hvorpå herren begyndte at pakke sine tasker ud og det var da relativt gode ting. Der var et par gamle skrivesæt, nogle bronze figurer og figurer i Kgl. Porcelæn, i alt ca. 20 effekter. Han kom så med en historie, hvilken husker jeg ikke rigtigt, men sluttede dog med at sige at det var ganske værdifulde ting, hvilket jeg ved selvsyn kunne konstatere da der jo var priser på alle effekterne. Vi blev så enige om en fornuftig pris og jeg skulle så se noget legitimation for at skrive det ind i kosterbogen, hvilket jeg også fik og nedskrev omhyggeligt. Da jeg så havde fået behørig underskrift, meddelte jeg ham at jeg nok desværre var nødt til at ringe til politiet, hvilket han blev meget forbavset over og også lidt fortørnet, indtil at jeg forklarede ham at samtlige effekter stammede fra et indbrud i vores forretning et halvt år tidligere og at det sådan set var mig selv der havde sat priser på. Politiet kom så og optog rapport og kendte tilsyneladende den unge mand. Jeg fik da vores effekter igen på en uventet måde, selvom jeg ikke fik nogen tilbagemelding fra politiet om det videre forløb, hvilket jeg syntes er kritisabelt, der manglede da stadig nogle effekter og der var da blevet ødelagt for en del penge ved indbruddet, men det må jo i politiets øjne have været under bagatelgrænsen, – det var da også lidt synd for den pæne unge mand.