Antikke møbler bliver aldrig billigere.

DSC_5120

En stor besynderlighed er det, i dag er det muligt at købe gode antikke møbler for halvdelen af hvad de kostede for 10 år siden. På auktioner kan man købe fine møbler til meget små penge og de bliver helt sikkert aldrig billigere, holder du af gamle ting, så er det nu de skal købes. Man skal nok ikke forvente at antikvitetshandlere sælger til de priser, men det siger alligevel en del om tendensen i antikvitetshandel, det er bestemt blevet fordelagtigt at købe. Tilsyneladende forholder det sig jo således, at den generation der køber møbler for at etablere sig nu, ikke rigtig værdsætter de kvaliteter der er i gamle møbler, medmindre de er malet hvide. For 20 år siden hvor alt skulle være afsyret, kommoden, sengen, dørene, vinduer, gulve, borde og stole, endte mange op med et hjem der pludselig så lidt ferskt ud og begyndte at blande andre stilarter i indretningen. Jeg tror vi er ved at være ved et lignende stilskift, da mange hjem i dag er blevet lidt ’Bo Bedre agtige’, bærer præg af vores fortravlede tid hvor det skal gå hurtigt med indretning. Et møbel er ikke noget man søger i længere tid fordi det skal være specielt, det er noget man tager i nærmeste butik og køber når der er brug for det, det skal være minimalistisk og praktisk og ikke tage for lang tid. Det at gå på jagt efter et møbel, tage det hjem, afsyre det, slibe og vokse det, eventuelt finde nogle passende beslag, det er helt utænkeligt i dag – hvem i alverden har tid til det. Jeg har stadig den første kommode jeg afsyrede omkring 1975, den er ikke specielt køn men jeg har selv gjort det og forbinder den dermed med OPLEVELSEN, den er gået hen og blevet et minde som jeg holder af. Ser man på interiørfotos fra 1880 – 1930 bærer hjemmene præg af at være et bastant udtryk for de mennesker der boede der, et identitetsudtryk. Sådan er det selvfølgelig i et hjem, men den nutidige trend kan måske også ses som et billede på en vis rodløshed og mangel på tilhørsforhold i tiden, forstået på den måde at vi er blevet fremtidsorienteret på bekostning af vores historie og sociale samhørighed, vi er blevet et samfund af individualister der egentlig ikke er individuelle, blot mere personligt isolerede uden den tyngde det giver at tage sin historie med. Jeg siger bestemt ikke at vi skal møblere os som i 1920, for det var godt nok også en anelse kedeligt og lidt ensporet, jeg siger blot at det, vi ikke værdsætter antikviteter som en historisk ballast, kunne tolkes som om vi har mistet noget, eller i hvert fald har fået nogle nye værdinormer der er knapt så meget baseret på samhørighed og nærvær. Mit håb er at kærligheden til gode gamle møbler (og dermed til hinanden), vil vokse i den nærmeste fremtid. Jeg husker en gang jeg solgte en stor, flot udskåret Biedemeyer sofa til en ung pige der skulle bo på kollegieværelse, hun sagde, at hun var nødt til at have noget smukt for at kunne holde ud at bo der. – det er ikke ligegyldigt hvad vi omgiver os med, det skal have sjæl (i hvert fald for os selv).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.