Den første kommode afsyrede jeg omkring 1975. På det tidspunkt var afsyring nok et udtryk for tanken om at vende tilbage til naturen, til tingenes oprindelighed. Formentlig en reaktion på opsvinget i 1960’erne, hvor det gamle blev forkastet og alt skulle være nyt, moderne og et udtryk for at: ”Her går det ufattelig godt”. Økologi var begyndt at vinde indpas, hippiekulturen med en deraf følgende revurdering af livsværdier gjorde efterhånden sit indtog i hjemmene. I løbet af ganske få år skulle alt være afsyret og de afsyrede møbler blev efterhånden til både storindustri og en eksportartikel.
Husker stadig det hæderkronede foretagende ZigZag afsyring drevet af Jan Hvarre, der postede kæmpe mængder af afsyrede døre, vinduer, kommoder, skabe, ja alt hvad der kunne afsyres – ud i samfundet, ud over at være eksponent for den nye, hippe livstil og hvad deraf fulgte;-).
Det resulterede i at mange hjem efterhånden var totalt afsyrede. Alt fra gulve, døre, vinduer og selvfølgelig samtlige møbler, ja – havde hunden og bilen kunnet afsyres, var de blevet det!
Set i bakspejlet var det selvfølgelig en katastrofe at så mange fine almue møbler med imponerende og unikke dekorationer led en trist skæbne, men afsyret – det blev de.
De afsyrede møbler var således et udtryk for denne ”tilbage til naturen” tendens og eksponent for den øgede bevidsthed om livsværdier og tankerne omkring genbrug og økologi.
Jeg ser i dag en temmelig nærliggende parallel i tendensen med at alting skal være hvidt.
Gennem mit arbejde har jeg været i flere tusind hjem, efterhånden må jeg konstatere at en stor del af dem er MEGET hvide.
Det minimalistiske og stilrene (hvidt er også renhedens farve – ik), kunne vel også være et udtryk for en protest over det hektiske i nutidens tilværelse. Vi bliver bombarderet dagligt med så store mængder (ofte totalt unyttige) informationer, mængder man før ville have haft en hel måned til at fordøje.
Det stigende krav til effektivitet, tempo og ensretning i samfundet, hvor det ikke er blevet nemmere at pleje individualiteten, i hvert fald ikke hvis den afstikker noget videre fra normen, kunne vel godt have indflydelse på den ”hvide” trend.
Det er da fuldt forståeligt, hvis det moderne menneske har fået større behov for, i hvert fald i sit eget hjem, at indrette sig mere overskueligt og med den hvide farve som en eksponent for at det efterhånden store behov for at finde sin egen ”renhed” i en verden som efterhånden er alt for uoverskuelig og teknisk orienteret.
Jeg kunne blot ønske at bevidstheden og protesten mod denne ”hektivitet” ville træde noget tydeligere frem. I 1960 – 70’erne var der ingen som var i tvivl om, at afsyring af møbler også var et udtryk for et alternativt livssyn.
Der kunne godt være lidt mere bid og oprør i Chabby Chic og Fransk Landstil, – muligvis mangler der nogle aktivister og filosoffer.
Måske det netop er nødvendigt at gå for ”hvidt” – inden vi går helt i sort!