Det er (indtil videre) ikke mit ærinde her på bloggen at reklamere for forretninger, men udelukkende at samle sider med informationsværdi for ligesindede. Ingen regel uden undtagelse. På Samlerhusets hjemmeside er der en herlig samling af glas og porcelæn, som gør det muligt at finde rundt i mængden af navne på glas og stel. Og ja – de sælger dem også.
Historie om et fund – et meget fint eksempel på at det stadig er muligt at finde et klenodie på trods af de mange ’jægere’ der søger et kup. Det er jo så en historie fra det virkelige liv, en historie om at mange hundrede mennesker har haft muligheden, men ingen har set den, – det kunne være forskellen på dig og mig!
Vi har haft to weekends hvor der har været åbent i Skjold Antik, hvor der har passeret flere tusinde mennesker gennem hallerne, alle har haft muligheden for at se de mange varer. For to dage siden begyndte vi at pakke hele vores småtings marked ned, da vi havde solgt det. Jeg var med til at pakke ned de ca. 125 flyttekasser (det er mange), da jeg pludselig så et rimeligt fint glas fra ca. år 1900, det havde lidt patina der for en uindviet kunne syntes som glaspest, men en finger med lidt spyt afslørede at det var det ikke, eller i hvert fald var der en mulighed for at det kunne reddes. Selvom det skulle være et glas med lidt skavanker, er det et glas det er en fornøjelse at eje (har ikke set det i de 20 år jeg har handlet med noget sådant).
At ingen kunne se det fine glas,
Continue reading “Gør et kup !!!!!”
Imponerende er det hver gang i Bella Centret (og andre større steder), at se en kæmpestor tom hal som i løbet af 3-4 timer forvandler sig til et eldorado med adskillige hundrede små butikker med antikviteter og loppemarkedseffekter. Aktiviteten er oppe i det røde felt og der er et mylder af aktive mennesker, alle med et eller andet i hånden som skal placeres på rette sted. Associationen til en gammel alkove der i vintertiden kunne opbyde et imponerende antal af de myldrende smådyr, er ikke langt væk.
Hvorfor hedder det nu egentlig et loppemarked? Der er flere bud på det – et lidet plausibelt fandt jeg på en norsk hjemmeside:
” Lopperne fant seg en husvert, bet og etterlot et merke før den hoppet videre. Og det er vel det som skjer på dagens loppemarked også; gjenstanden vi står med i hånden har vært i andres eie, etterlatt seg et minne, og nå er det du som skal få glede eller nytte av den.”
– Den forklaring finder jeg måske er en anelse konstrueret.
Et andet bud på en blog var, at når loppemarkeds sæsonen nærmer sig, begynder det at krible og klø over hele kroppen på indehaveren, for at kaste sig ud i den hektiske jagt på nye og spændende objekter.
– Udmærket og forståelig forklaring, – men nok heller ikke lige det.
Jeg er lidt mere til forklaringen på en side om shopping i Paris, at i gamle dage skilte hoffet og de velhavende sig af med deres gamle klæder som så efterfølgende blev solgt på markedet, oftest rigeligt befængt med ovennævnte dyreart.
En stor besynderlighed er det, i dag er det muligt at købe gode antikke møbler for halvdelen af hvad de kostede for 10 år siden. På auktioner kan man købe fine møbler til meget små penge og de bliver helt sikkert aldrig billigere, holder du af gamle ting, så er det nu de skal købes. Man skal nok ikke forvente at antikvitetshandlere sælger til de priser, men det siger alligevel en del om tendensen i antikvitetshandel, det er bestemt blevet fordelagtigt at købe. Tilsyneladende forholder det sig jo således, at den generation der køber møbler for at etablere sig nu, ikke rigtig værdsætter de kvaliteter der er i gamle møbler, medmindre de er malet hvide. For 20 år siden hvor alt skulle være afsyret, kommoden, sengen, dørene, vinduer, gulve, borde og stole, endte mange op med et hjem der pludselig så lidt ferskt ud og Continue reading “Antikke møbler bliver aldrig billigere.”
Jeg er som det fremgår andetsteds absolut varm beundrer af Storm P’s univers. En lille ting der har fulgt mig i mange år, er en af platterne fremstillet på Knabstrup Lervarefabrik. I 10 år har den hængt over disken i min tidligere forretning. Platten i sig selv er ikke noget specielt, hverken sjælden eller på anden måde værdifuld, men for mig repræsenterer den faktisk en værdi på adskillige mange tusinde kr. – forklaring følger.
Når man som jeg har handlet med ’brugte effekter’ gennem mange år, kan man ikke undgå jævnligt at blive præsenteret for sager man ikke har spor lyst til at købe, enten på grund af usælgelighed, for høj pris eller andre ting. Når man så står der og alligevel overvejer et køb, det kan være sidst på måneden og sælgeren har brug for den skilling, der kan følge andre ting med i handelen som ikke er atraktive. Jeg har ofte haft den svaghed at lade min afgørelse falde ud til kundens fordel. Den lille platte har så mindet mig om, at hvis jeg er i tvivl – så la’ vær. På den måde har den gennem årene sparet mig for en masse, både penge og ærgelser. Nu har jeg den hængende ved min computer hvor den skal minde mig om, at når jeg får besynderlige idéer (får en del), skal jeg lige tænke mig om 2 gange inden jeg fører dem ud i livet – og DET er en god ting.
Jeg bliver nødt til det – I skal lige ha’ det. Et lille tryk der viser den Storm P’ske genialitet
På et tidspunkt havde vi i vores forretning en del problemer med indbrud, da beliggenheden nede ved Holbæk Havn var ganske ugenert, i hvert fald om natten var der MEGET mørkt. Indbrud er altid til stor ærgrelse, også fordi tyvene ofte ødelægger for mere end de stjæler og at det altid giver en den der dårlige fornemmelse, at man står op og går på arbejde, for at tjene penge til en eller anden (idiot), som åbenbart mener han har mere ret til dem. Tit og ofte har det været meget besynderlige ting der har været stjålet, hvor man har gået lige forbi effekter af langt større værdi. Jeg har gennem årene fået den helt klare indstilling, ud fra hvad jeg har set, at tyveknægte bestemt ikke er bebyrdet med en overvældende tanke kapacitet, det er muligt at nogle af dem er ret snedige, men for kloge er de fandenme ikke – og bestemt heller ikke sympatiske. Jeg har ikke kunnet sætte mig ind i, på hvilken måde en tyv kan forsvare over for sig selv, at gå ind i fremmede menneskers ejendom og så betragte den som sit egen. Det er muligt jeg er frygtelig naiv (det vil jeg så have lov til), men jeg fatter simpelthen ikke de bevæggrunde der ligger bag, som gør tyven i stand til at suspendere al fornuft og selvrespekt, ofte oven i købet for et latterligt lille beløb.
En dag fik jeg i vores forretning besøg af en yngre mand, medbringende nogle gevaldig store tasker. Han spurgte om vi var interesseret i at købe antikviteter (vi lever jo sådan set af det) – så det var vi da. Vi havde en lang disk i forretningen, hvorpå herren begyndte at pakke sine tasker ud og det var da relativt gode ting. Der var et par gamle skrivesæt, nogle bronze figurer og figurer i Kgl. Porcelæn, i alt ca. 20 effekter. Han kom så med en historie, hvilken husker jeg ikke rigtigt, men sluttede dog med at sige at det var ganske værdifulde ting, hvilket jeg ved selvsyn kunne konstatere da der jo var priser på alle effekterne. Vi blev så enige om en fornuftig pris og jeg skulle så se noget legitimation for at skrive det ind i kosterbogen, hvilket jeg også fik og nedskrev omhyggeligt. Da jeg så havde fået behørig underskrift, meddelte jeg ham at jeg nok desværre var nødt til at ringe til politiet, hvilket han blev meget forbavset over og også lidt fortørnet, indtil at jeg forklarede ham at samtlige effekter stammede fra et indbrud i vores forretning et halvt år tidligere og at det sådan set var mig selv der havde sat priser på. Politiet kom så og optog rapport og kendte tilsyneladende den unge mand. Jeg fik da vores effekter igen på en uventet måde, selvom jeg ikke fik nogen tilbagemelding fra politiet om det videre forløb, hvilket jeg syntes er kritisabelt, der manglede da stadig nogle effekter og der var da blevet ødelagt for en del penge ved indbruddet, men det må jo i politiets øjne have været under bagatelgrænsen, – det var da også lidt synd for den pæne unge mand.
For os som har en yderst begrænset kunstnerisk åre, er det forunderligt at se hvorledes en kunstner har øje for linjer og perspektiver i tilværelsen. Denne lille skitse er lavet på omkring 1 minuts tid en tidlig morgen, dem der kender mig vil absolut kunne se en vis lighed. Hvor imponerende med denne iagttagelsesevne der kan omsættes i et eller andet fysisk objekt til glæde for andre – en gave at have fået – syntes jeg, der ikke har lige DEN.
For år tilbage besøgte jeg et ældre ægtepar – Seehusen. Herren i huset var en mand i sin bedste alder +80, helbredet var begyndt at skrante lidt og man var blevet enig om, at det kunne være hensigtsmæssigt at få ryddet lidt op og der var så lidt effekter jeg kunne have gavn af.
Besøget blev altid henlagt tidligst muligt om morgenen, da de ikke var ’C-mennesker’ som visse andre.
Hr. Seehusen var pensioneret maler, det var så blevet skiftet ud med PASSIONERET, han havde i mange år startet dagen med at lave en tegning, skitse, maleri eller anden frembringelse, hvad hans kontor bar umiskendeligt præg af. Der var tegninger og kunst fra gulv til loft, jeg kunne fornemme på fruen, selvom hun gav sin fulde opbakning til projektet, at der var LIDT mange effekter.
Når jeg så stod der tidligt om morgenen og skulle vurdere en tegning eller et maleri, fik jeg stort set altid en skideballe: ”Kunne jeg dog for f….. ikke bringe emnet lidt på afstand, så jeg kunne SE det, i stedet for at stå med næsen helt oppe i det”. Og det er jo rigtigt, der skal lidt distance til kunst, men som handler er det jo en vane at tage tingene i hænderne.
Det var venlige og vidende mennesker, altid en fornøjelse at besøge, så jeg havde en dag min datter med.
Hun var på daværende tidspunkt ca. 10 år og Hr. Seehusen tøvede ikke med at forære hende en af sine skitsebøger, da han fandt ud af at hun interesserede sig for maleri. Det er nok ikke udelukkende Hr. Seehusens fortjeneste, men i dag som 27 årig KAN hun faktisk male, hvis…osv.
Som handlende kommer man ud for rigtig mange forskelligartede oplevelser, af og til nogle som ’ikke handlende’ vil have svært ved at forestille sig – vi bliver i hvert fald præsenteret for alle nuancer af den menneskelige (u)natur.
Større er så glæden når jeg i tilbageblikkets klare lys, kan mindes oplevelser med mennesker, hvor det livsbekræftende element har været det bærende i mødet – hvor jeg af og til har glemt, at jeg jo faktisk også var der for at tjene lidt penge til dagen og vejen.
En kærlig tanke til ægteparret Seehusen.
Jeg er simpelthen nødt til også at skrive lidt om “Handelshuset”
Handelshuset var min arbejdsplads i 11 år – en arbejdsplads der på ingen måde var noget der bare lignede ‘almindelig’.
Det var et handelssted hvor alle typer mennesker mødtes, lige fra sømændene fra de østeuropæiske skibe (hvad kunne vi ikke handle med dengang vi havde en havn med liv i ;-), – til internationale opkøbere af antikviteter.
Miliøet var MEGET livligt, ikke mindst på grund af min kollega Paw Doberck, vi var forskellige som nat og dag, men på en eller anden måde må vi have suppleret hinanden godt, da vi kunne holde hinanden ud i 11 år.
Hvad jeg egentlig kunne fortælle af historier fra den tid, kunne mageligt fylde en hel bog, men jeg tror en pæn del af den ville blive slettet af censuren, det er heller ikke den del det handler om.
Miliøet i Handelshuset var som jeg er inde på, meget ‘uforpligtende’, for mig betød det at jeg måtte omstille mine ‘handelsgener’ væsentlig. Jeg kom fra helsebranchen, hvor pænheden var en betingelse for at overleve. Nu måtte jeg så indstille mig på, både at kunne handle med alverdens ‘hundehandlere’ og også kunne give en seriøs betjening af antik-interesserede.
Der havde jeg jo så god gavn af min tidligere karriere, hvor jeg nok havde oparbejdet en naturlig tilforladelighed, som jeg absolut også mener en handelsmand helst skal have.
Meningen er ikke at jeg vil udbrede mig voldsomt om vores kære hedengangne forretning, men blot lige sætte en lille mindesten.
Jeg kan så ikke lige lade være med at komme med et opdateret foto af nybygningerne hvor den gamle forretning lå. Når jeg en sjælden gang går der idag, kan jeg ikke lade være med at mindes det liv der var på havnen dengang, med skibe, forretninger, transport af alskens slags. – Et lille citat fra havnedebatten : Kultur er liv – Til alle tider har havnen været stedet, hvor mennesker mødes i handel, inspiration og oplevelse.
