Egetræsmøbler med udskæringer.

Dekorationen af primært egetræsmøbler som fik en renæssance omkring år 1900 – 1930, var ofte meget fantasifuld og ikke mindst individuel. Ofte bestilte man sine møbler med bestemte scenerier og motiver og der er således meget vide grænser for dekorationerne. Det kunne være historiske motiver, motiver fra mytologien, privatlivet eller blot personer i muntert lag.
Det var jo så en del af den tids smag for dekoration og smag kan jo som bekendt diskuteres. Det jeg holder af ved den form for dekoration er for det første den

håndværksmæssige del, det at en møbelsnedker har skåret motiver med sine værktøjer og ofte tilladt sig lidt kunstneriske friheder syntes jeg vidner om kærlighed til kvalitet og håndværk. Dernæst at den fremtidige ejer har bestilt et møbel med, i hvert fald til en vis grad, sit individuelle præg. Mange af motiverne er kun fremstillet i et enkelt eksemplar og er på den måde unikke. Dertil kommer selvfølgelig at møblerne har en kvalitet som gør at de holder til daglig brug, man kunne måske gøre sig en tanke om, hvor mange af de møbler som produceres i dag, der vil opnå at blive antikviteter (100 år) – formentlig ikke mange fra Lars Larsen, Biva eller Ikea.
Når man nu taler om hvilke trends der er i tiden, syntes jeg det er en sund tanke hvis man i dag havde mulighed for at sætte sit eget præg på møblerne i sit hjem, at lege med tanken om hvordan det i fremtiden kunne lade sig gøre at udforme møbler på en sådan måde at det enkelte møbel udtrykker tanker om ejeren og ikke blot er et Ikea-masseproduceret-intetsigende ikon. Den nye generation har vel altid tilstræbt i et eller andet omfang at sætte sit personlige præg på møblementet. I 1970’erne skulle alt afsyres, kommoder, skabe, senge, døre, vinduer, gulv – formentlig som et udtryk for at man søgte det oprindelige, – væk med malingen og frem med de naturlige materialer. Den seneste trend har så været at male hvidt og patinere, hvad der bliver det næste hit, er det desværre uhyre vanskeligt at spå om. Jeg håber at trangen til personificering af de hjemlige omgivelser ikke forsvinder i tidens hastigt voksende tempo og fremmedgørelse. Tilsyneladende er der tegn på at man ikke helt har glemt disse ofte særprægede gamle møbler, en lille stigning i eksporten syntes at kunne spores og det plejer jo at være tegn på at de også finder vej ind i de danske hjem igen.