Tag: Antikviteter

Kiksespande eller Bisquitdåser

Kiksespande er en af de antikviteter som har mistet brugsværdien og stort set udelukkende bruges til dekorative formål af samlere eller antik interesserede.
I vores forbrugssamfund gør alene størrelsen dem uanvendelige, da de kvantum der konsumeres af lækkerier under ingen omstændigheder kunne presses ned i en lille kiksespand. Kiksespande har således også en kulturhistorisk værdi, idet de vidner om en tid hvor forbruget var anderledes og det at blive budt på et par småkager til kaffen, var noget særligt og en gestus man satte pris på – og de var selvfølgelig hjemmebagte.
Kiksespande er selvfølgelig en engelsk opfindelse som stammer fra 1800 tallets the selskaber, hvor det så var muligt for damer af det bedre selskab at spise de tørre bisquits uden at få snavset deres handsker.
I Danmark blev de første fremstillet lige før år 1900 og de blev hurtigt populære, men havde en forholdsvis kort storhedstid.

Biscuitdåserne var udelukkende beregnet til servering. Opbevaring duede de ikke til, da de tørre småkager så hurtigt ville blive knapt så tørre. De var oftest fremstillet i porcelæn, opalglas, slebet eller dekoreret krystalglas, men fandtes også i metal, pletsølv m.m.

Prisen på en god Kiksespand/bisquitdåse ligger i forretninger fra 500 – 1000 kr, så findes den billigere er det nok et ”fund”.
Et udvalg kan ses på Glashistorisk museum
Der kan ses nogle stykker med beskrivelse fra Holmegaard Glasværks Prøvesamling, Næstved Museum.

Sort Rose fra KPM

Sort Rose fra KPM

En ny, dejligt forfriskende og omfattende side, tilsyneladende skrevet af et menneske med et veludviklet samler-gen. Siden handler om stellet “Sort Rose” fra Kongeligt Porcelainsmaleri som jo har lavet et utal af forskellige stel. På siden kan bla. læses lidt historie om KPM, ligesom der er gode muligheder på “Markedspladsen” for at supplere med dele eller afhænde dem man har for mange af. Interesserede burde også investere i bogen om KPM: Porcelænsfabrikken “Danmark 1936-1969, skrevet af Lise Skjøt-Pedersen.

Den eneste anden side jeg kender om KPM, med en udmærket oversigt og lidt historie – Måske en idé at udvide med andre af de mange stel ?

Egetræsmøbler med udskæringer.

Egetræsmøbler med udskæringer.

Dekorationen af primært egetræsmøbler som fik en renæssance omkring år 1900 – 1930, var ofte meget fantasifuld og ikke mindst individuel. Ofte bestilte man sine møbler med bestemte scenerier og motiver og der er således meget vide grænser for dekorationerne. Det kunne være historiske motiver, motiver fra mytologien, privatlivet eller blot personer i muntert lag.
Det var jo så en del af den tids smag for dekoration og smag kan jo som bekendt diskuteres. Det jeg holder af ved den form for dekoration er for det første den håndværksmæssige del, det at en møbelsnedker har skåret motiver med sine værktøjer og ofte tilladt sig lidt kunstneriske friheder syntes jeg vidner om kærlighed til kvalitet og håndværk. Dernæst at den fremtidige ejer har bestilt et møbel med, i hvert fald til en vis grad, sit individuelle præg. Mange af motiverne er kun fremstillet i et enkelt eksemplar og er på den måde unikke. Dertil kommer selvfølgelig at møblerne har en kvalitet som gør at de holder til daglig brug, man kunne måske gøre sig en tanke om, hvor mange af de møbler som produceres i dag, der vil opnå at blive antikviteter (100 år) – formentlig ikke mange fra Lars Larsen, Biva eller Ikea.
Når man nu taler om hvilke trends der er i tiden, syntes jeg det er en sund tanke hvis man i dag havde mulighed for at sætte sit eget præg på møblerne i sit hjem, at lege med tanken om hvordan det i fremtiden kunne lade sig gøre at udforme møbler på en sådan måde at det enkelte møbel udtrykker tanker om ejeren og ikke blot er et Ikea-masseproduceret-intetsigende ikon. Den nye generation har vel altid tilstræbt i et eller andet omfang at sætte sit personlige præg på møblementet. I 1970’erne skulle alt afsyres, kommoder, skabe, senge, døre, vinduer, gulv – formentlig som et udtryk for at man søgte det oprindelige, – væk med malingen og frem med de naturlige materialer. Den seneste trend har så været at male hvidt og patinere, hvad der bliver det næste hit, er det desværre uhyre vanskeligt at spå om. Jeg håber at trangen til personificering af de hjemlige omgivelser ikke forsvinder i tidens hastigt voksende tempo og fremmedgørelse. Tilsyneladende er der tegn på at man ikke helt har glemt disse ofte særprægede gamle møbler, en lille stigning i eksporten syntes at kunne spores og det plejer jo at være tegn på at de også finder vej ind i de danske hjem igen.

Bestemmelse af glas og porcelæn.

Bestemmelse af glas og porcelæn.

Det er (indtil videre) ikke mit ærinde her på bloggen at reklamere for forretninger, men udelukkende at samle sider med informationsværdi for ligesindede. Ingen regel uden undtagelse. På Samlerhusets hjemmeside er der en herlig samling af  glas og porcelæn, som gør det muligt at finde rundt i mængden af navne på glas og stel. Og ja – de sælger dem også.

Piedestalskabet – et herligt møbel

Piedestalskabet – et herligt møbel

Jeg har altid ment at piedestalskabet i alle dets afskygninger er et utroligt anvendeligt møbel, dels på grund af størrelsen og selvfølgelig også fordi det er et smukt møbel der kan passes ind i ethvert interiør. Anvendeligheden er stor, netop fordi et sådant skab stort set kan placeres i alle sammenhænge uden at være for dominerende, men samtidig give ethvert rum et lille løft. Piedestalskabet blev ‘opfundet’ omkring 1820 (empire stil), den mest kendte type er nok Chr. VIII med ‘Københavnertop’. Skabet er blevet fremstillet i forskellige træsorter, almindeligst er mahogni ofte med indlagt nødetræ på døren og skuffefronter, palisander, eg og fyr er de også lavet i, da de fleste møbler i ‘finere træsorter ofte blev produceret i en økonomisk mere overkommelig udgave. Skabet er som regel indrettet med en stor skuffe underst, derefter dør bag hvilke der er 3 – 4 hylder og ofte en udskåret ske række hvor husets sølvskeer kunne hænge og præsentere sig, nok årsagen til at det af og til fejlagtigt bliver kaldt et sølvtøjsskab, – derefter afsluttes med en mindre skuffe foroven som dog ofte mangler på skabe i empirestil. Jeg har fundet nogle forskellige eksempler – kunne det måske friste til anskaffelsen af et sådant dejligt anvendeligt og gedigent møbel, som med garanti ikke lider af “Ikea-orm”.

Gamle rammer er da et must!

Gamle rammer er da et must!

Smukke gamle rammer lever af og til en lidt overset tilværelse. Der findes jo utrolig mange typer og kvaliteter, ofte som det ikke er muligt at købe idag – og i så fald til en pris der nemt være afskrækkende. Jeg har gennem årene solgt tusindvis af rammer og er der noget der kan få mit kundepleje-gen til at sætte helt ud, er bl.a. når jeg bliver budt 20 kr. for en smuk gammel bladforgyldt ramme. Ved besøg hos antikvitetshandlere med et rimeligt udvalg (her Skjold Antik), er det altid spændende at gå på jagt efter de rigtig gode rammer og under alle omstændigheder vil et motiv man holder af altid komme mere til sin ret ved et omhyggeligt valg af ramme. Glæden ved selv at have fundet rammen og indrammet et motiv, som man jo som regel også skal have i adskillige år er efter min ringe mening jo noget større end ved at gå i Silvan og købe en skifteramme.

Et af de tiltag jeg så kunne gøre, er at anbefale den fremragende bog om gamle rammer skrevet af Henrik Bjerre: Rammens kunst. Bogen er på 250 sider, pragtfuldt illustreret og kommer hele vejen rundt, fra 1500 tals rammer til brug af rammen i moderne kunst. Der er en gennemgang af processen ved bladforgyldning, masser af henvisninger og baggrundshistorie, hvor der selvfølgelig heller ikke mangler et afsnit om ‘rammeikonet’: Hofforgylder Peder Christian Damborg.

Antikvitets forfalskning – ærgeligt det ikke findes mere!

Med udgangspunkt i Gorm Benzon’s bog om antikvitetsfiduser og et par andre bøger i den genre der har fundet vej til min bogsamling, sidder jeg faktisk i skrivende stund og ærgrer mig en lille smule over at der ikke mere er kreative mennesker der har lyst til at forfalske vores gamle klenodier. Umiddelbart lyder det jo lidt selvmodsigende, hvad det også er – så hvorfor nu den tanke. Jo – det irriterer mig grænseløst at tiden er blevet således at man ikke værdsætter disse ofte meget smukke og unikke effekter, ofte med flere hundrede år på bagen – nu kan det f……. ikke engang betale sig at forfalske skidtet mere. Der er ingen som gider grave nysmedet jern ned i møddingen eller lægge det i sildelage et års tid for på den måde at forøge alderen med et hundrede år eller to. Der er ingen som tager en fin 1700 tals stol og skiller den ad i 4 dele for ud af dem at skabe 4 nye stole der så bliver solgt som ’hårdt restaurerede’ stole, fordi det jo ikke kan nægtes at der er dele fra det 17 århundrede i hver stol. Ja man gider heller ikke flytte sølvstempler fra strødåser og sukkerskåle over i terriner og andre større sølvstykker, det er jo ikke engang til at holde en timeløn på. Det er selvfølgelig godt at der ikke mere findes den slags svindlere, men det skyldes jo desværre nok udelukkende at det ikke kan betale sig.

Det eneste område der stadig er lidt aktivitet i ’branchen’ (bortset fra design – den nye tids plattenslagere), er nok inden for malerier og kunst, hvor der mig bekendt stadig findes en del af disse kreative personer, endda på flere planer. Jeg kan her som eksempel give hjemmesiden: Kunstnyt.dk, hvor man ved selvsyn kan se at mulighederne er store. Det er ikke sådan at jeg udelukkende sympatiserer med udøveren af hjemmesiden, der åbenbart har set det som sin mission at svine alskens handlere og auktionshuse til. Jeg syntes da absolut at en sådan side er berettiget, men kunne den dog for pokker ikke laves i et sobert sprog uden at komme af med sine egne indestængte frustrationer (over hvad er vist ikke helt klart ;-)). Jeg siger ikke at der ikke findes ukyndige personer i branchen, det ville da være mærkeligt andet og i skyndingen vil der nok altid være nogle smuttere. Jeg ved hvor svært det kan være at bestemme en effekt korrekt, selv når man gør det efter bedste evne, men jeg vil da godt gå så langt som til at give manden ret i at det desværre også af og til sker bevidst. Derfra og så til at samtlige medarbejdere i disse firmaer udelukkende skulle være svindlere med det ene formål at bedrage godtroende kunder,mener jeg at der er et pænt stykke vej, og man kan vel også være kritisk samtidig med at man er positiv, – eller i hvert fald lider sagligheden under mangel på pli, og det er egentlig lidt synd. Havde tonen været neutral, eller i det mindste humoristisk/sarkastisk, ville det være lidt lettere at tage udgydelserne seriøst, hvilket jo desværre nok er berettiget.

Antik-Historisk Selskab

Antik-Historisk Selskab

AntikhistAntikinteresserede i det Midt og Vestjydske har i 2006 oprettet en forening med efterhånden mange aktiviteter. Der afholdes en del kurser og foredrag hvor jeg har medtaget de næste 2 arrangementer som et eksempel på det gode initiativ. På selskabets hjemmeside findes alle informationer hvis du skulle have lyst til at dyrke din interesse med ligesindede. Der er ligeledes en konsulenttjeneste for medlemmerne, hvor man kan få kvalificeret vejledning. Der udgives et medlemsblad, som kan læses på hjemmesiden.

 

Kjøbenhavns Porcellains Maleri

Et utal af stel er blevet produceret og malet på fabrikken i Lyngby. Stellene var knapt så ’fine’ som stellene fra Den Kongelige Porcelænsfabrik og Bing & Grøndahl, men ikke desto mindre var fabrikken i Lyngby på et tidspunkt langt større med 500 ansatte. Porcelain blev produceret under  navnet Porcelainsfabrikken Danmark, derefter KPM eller Kjøbenhavns Porcellains Maleri , på senere stel Lyngby Porcelain. Det mest kendte af de gamle stel må siges at være stellet ’Rosenborg’ tilsyneladende produceret i kolossale mængder, da det er (har været) at finde i stort set enhver antikvitetsforretning. Disse gamle, oftest blomsterdekorerede stel er gledet lidt ud af handelen, til gengæld har det ildfaste porcelæn stel ’Danild’ fået en rennaisance og er blevet vældig eftertragtet.
Danild (13a)

Af nyligt udgivet litteratur har jeg fundet: Porcelæsfabriken “Danmark” 1936 – 1969. skrevet af Lise Skjøt-Pedersen.

Brevpressere

Brevpressere

brevp
I Europa begyndte man at lave brevpressere omkring 1830-40 og de blev hurtigt ret populære. De store og kendte glasværker som Murano, Baccarat og Clichy fremstillede imponerende kunstværker, indkapslet i en lille kugle af glas, der er eftertragtede samleobjekter i dag. For entusiaster har de forskellige designs deres egen betegnelse, mest kendt er nok Millefiori (tusind blomster), betegnelsen for den type (se ovenfor) hvor blomster i hundrede vis stråler ud af glasset som en spraglet buket. Fremstillingsprocessen er kompliceret, derfor koster gode brevpressere fra før århundredeskiftet ofte adskillige tusinde kroner, den dyreste jeg har set solgt på auktion kostede omkring 40.000 kr, rekorden er på 258.000$ – ca. 2 mill d.kr.. I Danmark er de fleste brevpressere blevet lavet som fusk og ikke som en egentlig produktion før Holmegård begyndte på det efter Anden Verdenskrig. I dag bliver der lavet meget vellignende kopier af disse gamle brevpressere, ofte fremstillet i Kina. Traditionen med at samle på brevpressere er derfor langt større ude i verden end i Danmark hvor det er sjældent at finde rigtig gode brevpressere. Vil man se de rigtig fine stykker, må man ty til udenlandske sider, som jeg har samlet lidt af.
Af danske sider er der naturligvis glashistorisk selskab.
Der er en privat samling
En dansk side med nye brevpressere
Nye brevpressere, kan dog også være kunst – her kan nævnes Caithness Glass i Skotland og Charles Kaziun (nu jr.) i Amerika

Af udenlandske sider er der mange, her nogle få stk:

http://www.robinsonpaperweights.com/

http://www.portiapaperweights.com/

http://www.paperweight.org/

http://www.paperweight.com/

http://www.wpitt.com/paperweights/indexpwt2.html

http://www.museum.state.il.us/exhibits/barker/

http://www.buzzinipaperweights.com/

http://www.paperweights.com/poinsettia.htm

http://www.paperweights.com/

Nøglen

Nøglen

Keys - 1

Gamle nøgler har jeg altid syntes var charmerende. Her er et lille udvalg fra før år 1920. Et udmærket eksempel på at man tidligere har været mere opmærksom på detaljens betydning. Et møbel fra før århundredskiftet vil jo næsten fremtræde som defekt med en nøgle købt i Bauhaus eller lignende.

Nøglen som symbol er også velkendt.
I eventyrene optræder ofte en gylden nøgle der giver adgang til skatte, hemmeligheder eller magt.
Sjæleligt et symbol for frigørelse, erhvervelse af viden (gerne skjult eller hemmelig) som ved mysterie indvielse eller ritualer – ofte efterfulgt af erhvervelsen af magt gennem indsigt.
Ikke at forglemme har man i de fleste fængsler også nøgler, indehaveren af nøglen har således magt over andre mennesker i kraft af hans/hendes mulighed for at låse eller befri efter forgodtbefindende.
Mere deprimerende er det at vores tid har betydet at alt skal låses forsvarligt inde, alt kan stjæles og man lever i en konstant tilstand af bekymring for at miste.
I min barndom låste vi ikke døren når vi gik ærinder, jeg kan huske min mors argument:
”Jamen hvis der kommer gæster, så kan de da gå ind og lave en kop kaffe indtil vi kommer tilbage.”
Tilliden til vores medmennesker er tilsyneladende voldsomt degenereret, vist desværre med god grund.
Nøglen som symbol for adgang til erkendelse og viden har da heldigvis ikke ændret sig.

Ib Just Andersen (1884-1943)

Ib Just Andersen (1884-1943)


Just Andersen startede sin karierre som billedhugger og fortsatte sin uddannelse både på maler og billedhuggerskolen på Kunstakademiet i København, derefter blev han uddannet som sølvsmed.Hans nære venskab med kunsthåndværkeren Mogens Ballin skaffede ham sit første store arbejde, et kobberalter til  den katolske Sakramentkirke, som det tog 4 år at færdiggøre.De 400 kobberplader blev afleveret i 1918 hvor Just Andersen så etablerede sit eget firma sammen med sin kone Alba der var ciselør.Idag er han nok mest kendt for opfindelsen af  diskometallet som han havde en stor produktion af, dermed bragte han kunsten ud til en befolkningsgruppe der ikke kun bestod af en eksklusiv elite, også mennesker med almindelig indkomst havde mulighed for at erhverve hans velkendte figurer og andet kunsthåndværk.

Bogbind

Bogbind


Je
g har altid været lidt fascineret af de såkaldte ”komponerede bind”. Det er en helt anden fornemmelse at læse en sådan bog, frem for vore dages paperback. Sagt med andre ord, så udtrykker de for mig den egenskab ved bogen, at den skulle være noget særligt for læserer, et lille klenodie. Nu skal det jo så også ses i lyset af, at på det tidspunkt (omkring århundredskiftet) var bøger jo ikke udgivet i disse enorme mængder vi ser i dag og derfor pr definition også for ejeren, mere dyrebare. Jeg kan godt lide, at de bøger der har givet en lidt større glæde ved læsningen, gjort indtryk, derfor også kan genlæses og dermed bliver i reolen, de har et særpræg. Ser man på en ’moderne’ bogreol’s indhold, jamen så ligner alle ryggene stort set hinanden, går vi så hen til en reol med lidt ældre udgaver, så er det nemt på afstand at udpege bestemte bøger. Nu er jeg jo så ikke blind for at i vore dage er det et spørgsmål om økonomi, det koster hvis man ønsker en speciel indbinding, men på det tidspunkt hvor man brugte disse komponerede bind, var det jo da teknisk muligt at lave en paperback, men det tror jeg simpelthen ikke at man ville acceptere som en ordentlig bog (selvom de jo egentlig var den tids paperback). Man havde andre kvalitetskriterier og forskellen i pris, på kvalitet og sekunda var formentlig heller ikke så stor som i dag.Undervejs i min søgning fandt jeg så en helt imponerende og meget kompetent side, der omhandler netop disse bind.

http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=101328

Mahogni er smukt

Mahogni er smukt

Jeg vil gerne skrive et indlæg dedikeret til smukke mahognimøbler fra før 1920 – hvorfor vil jeg så lige det? – Selvfølgelig for det første fordi jeg holder af dem, dernæst fordi disse møbler har nogle kvaliteter man slet ikke ser i dag, den håndværksmæssige kvalitet, gløden i materialer der ikke fås mere, en udstråling der siger noget om blivende, tidløse værdier der ikke skifter fra dag til dag, bevaret i et møbel man har lyst til at værne om.

Jeg vil til enhver tid opponere imod at det kun er smag eller tidens trends der gør, at det tilsyneladende er en type møbler der i øjeblikket ikke taler til den generation der er ved at stifte hjem nu. Det bliver nok heller ikke sådan som det var på den tid hvor møblerne blev fremstillet, at der var hele hjem udelukkende med denne type møbler, men derfra og så til at syntes at de ikke er trendy, mener jeg der er et pænt stykke.

Jeg har set meget smagfulde interiører hvor man har formået at blande nutidige kvalitetsmøbler med disse smukke gamle møbler, for jeg må dog medgive, at nogle af dem er lidt tungere møbler, som kan kræve lidt plads for at komme til deres ret, og at de heller ikke animerer til at blive skiftet ud hvert andet år (men der kommer jo heller ikke en ny model).

Et sådant møbel ser jeg som et symbol på og en fornemmelse af, kvaliteter og blivende værdier, sammenholdt med en sans for indretning, der også minder os om at vi har en historie vi ikke bør fornægte. Kan det så kombineres med tilsvarende nutidige kvaliteter er det vel ikke bare en trend, men en livsstil der kan bære en kærlighed til kvaliteter, menneskeligt såvel som materielt, videre på en måde og med en glæder som man aldrig vil kunne finde i Ikea kulturen eller hos Lars Larsen. Der er muligvis nogle af jer der læser dette, der kunne finde på at blive stødt over det – men helt ærligt – jeg har lyst til at have den holdning fordi jeg mener, at den minder os om blivende værdier vi er i færd med at miste – bliver du stødt – er jeg faktisk ret ligeglad. Prøv lige at se på hvad jeg mener – det vil efter min bedste overbevisning ikke være så svært at se – det oser af kvalitet, og ikke mindst – det er lavet af håndværkere, der er stolte af deres håndværk og har ønsket at præstere det ypperste for at glæde den kommende køber.

Antikke messingstager

Antikke messingstager

 


Her er et lille udvalg af gamle stager, alle fra 17 og 1800 tallet.

I Danmark begyndte man først rigtig at forarbejde messing omkring år 1600 og da vi jo har haft en stor samhandel med resten af Europa, er det naturligt at mange af de gamle stager man finder, ofte kan være fra nogle af vores nabolande.
I Danmark findes nok lige så mange tyske, hollandske og engelske stager som der er danske. I Danmark har vi ikke haft råvarer til fremstillingen og kun haft 2 væsentlige fabrikker der har fremstillet stager, men dertil en del gørtlere der har haft deres egen produktion. Når vi i dag taler om lysestager, betragter vi dem hovedsageligt som hyggeobjekter, men på det tidspunkt de blev fremstillet var de jo den eneste lyskilde man havde, gode messingstager var kun forbeholdt de mere velstillede og adelige, almuen havde ofte ikke mulighed for at anskaffe sil lys til brug anden ved særlige lejligheder. Et eksempel på at man virkelig sparede på lyset er en ’lysedug’, de fleste af os kender den hvide broderede dug der lå på mahognibordet i den fine stue, den var ikke kun til pynt, men beregnet på at give et genskær fra en enlig lysestage på bordet og dermed udnytte det sparsomme lys optimalt. Gennem årene er jeg blevet spurgt utroligt mange gange: ”Jamen, hvordan kan du se at stagen er gammel”.
Der er desværre ikke noget klart svar på det, udover erfaring, at kende de forskellige typer, hver tid har haft sine forskellige former der også varierer fra land til land og så selvfølgelig have haft interesse for det. Interesserer man sig for gamle stager er det første man skal gøre, at sætte sig lidt ind i udformningen af de forskellige stager, for at kunne tidsfæste dem. Hver tid har sine karakteristiske udformninger (moden skifter).

Der er dog nogle retningslinier. Jeg ser først på det jeg vil kalde ’gløden’ i metallet – gammelt messing føles/ser jeg som ’varmere’ i metallet, mere gyldent. Det næste er forarbejdningen, hvor tidlige stager virker ret massive. I bunden kan man se de er bearbejdet med en hammer og skruer man stagen fra hinanden, er gevindet groft (håndfilet). Empirestager kan sagtens være tynde i godset, der er ikke nogle helt faste regler, man skal sammenholde stagen med den tid den formodes at være fra, – passer stilen og forarbejdningen sammen.
Messing består af en blanding af kobber og zink og blandingsforholdet giver en farveforskel, jeg kunne forestille man har ældre tid har tilstræbt en vis lighed med guld, man har kaldt messing for fattigmandsguld, mannheimerguld m.m.

.

Levende lys er jo stadig meget brugt, skal middagen være særlig hyggelig (eller endog intim), er det levende lys ofte en bestanddel. Lyset giver en stemning der ikke kan opnås med en lysdæmper, der er vel også noget beroligende ved at kigge ind i flammen der brænder klart og roligt, måske en lille bremse i den hektiske tid vi lever i, at skrue tiden lidt tilbage. Jeg er absolut fortaler for ved enhver given hyggestund at benytte den effekt, jeg har lysestager ved min computer, bruger dem når jeg læser, har gæster, ser fjernsyn, kort sagt er jeg nok lysmisbruger, men lidt laster skal man vel have.