Richard Nissen og IHQ

Richard Nissen og IHQ

DSC_5792

DSC_5795Kulturhistorisk Museum i Randers har udgivet en  bog om Richard Nissens Trævarefabrik.
http://loppefund.wordpress.com/2009/09/11/ihq-og-richard-nissen-fra-langa/
Richard Nissen producerede med stor sucess gennem 1950/60’erne brugskunst for designeren Jens Harald Quistgaard. I 1970’erne producerede Richard Nissen egne designs og er kendt specielt for træskåle, peberkværne, vinreoler og brugskunst til køkkenet.
Jeg er selv i besiddelse af et sæt salt og peberkværn der er fremstillet som en gave til Frederik og Marys bryllup i specielle træsorter der vokser i Tasmanien. Så vidt jeg ved er de kun fremstillet i 5-6 eksemplarer til samme lejlighed, et fint eksempel på Nissens fremragende håndværksmæssige formåen.


Ib Just Andersen (1884-1943)

Ib Just Andersen (1884-1943)


Just Andersen startede sin karierre som billedhugger og fortsatte sin uddannelse både på maler og billedhuggerskolen på Kunstakademiet i København, derefter blev han uddannet som sølvsmed.Hans nære venskab med kunsthåndværkeren Mogens Ballin skaffede ham sit første store arbejde, et kobberalter til  den katolske Sakramentkirke, som det tog 4 år at færdiggøre.De 400 kobberplader blev afleveret i 1918 hvor Just Andersen så etablerede sit eget firma sammen med sin kone Alba der var ciselør.Idag er han nok mest kendt for opfindelsen af  diskometallet som han havde en stor produktion af, dermed bragte han kunsten ud til en befolkningsgruppe der ikke kun bestod af en eksklusiv elite, også mennesker med almindelig indkomst havde mulighed for at erhverve hans velkendte figurer og andet kunsthåndværk.

Tidens trend

Lige nu er vi i tilsyneladende i Shabby Chic perioden. Skal man så spå om fremtiden er det et godt udgangspunkt at begynde i fortiden.
Udviklingen i indretning af de små hjem efter anden verdenskrig bar præg af en langsomt voksende velstand, der på sin vis kulminerede i begyndelsen af 1960’erne. Arvestykkerne anskaffet af familien i 1930’erne, hvor man etablerede sig med tunge massive egetræsmøbler som et tegn på tidernes uforanderlighed og stabilitet, man købte møbler for livet; de blev udskiftet med lette teak og palisander møbler. Det var ligesom man ville slette de dystre minder om krigen ved at aflive møblerne også. Jeg har hørt mange eksempler på at man brændte eller destruerede fine empiremøbler, for nu skulle der være plads til teasktræskommoden. Generationen fra 1960 der så voksede op med disse herlige teak møbler og som samtidig havde et opgør med konformiteten og det borgerligt firkantede, søgte sjæl i indretningen som man fandt i de afsyrede fyrretræsmøbler, ja også eg, jeg har sågar set afsyrede mahognimøbler. Jeg var engang i et bo hvor de havde en empiresekretær de næsten havde fået al fineren af (det var i de tider hvor gode møbler kostede lidt), adspurgt hvad jeg ville give for sådan et fint gammelt møbel, svarede jeg 300 kr. hvilket forbavsede en del, – også yderligere da jeg sagde at havde de undladt at begynde mishandlingen kunne jeg have givet 8000. Et eksempel på at alt skulle individualiseres. Døre, vinduer, gulve, møbler, hund og kone – alt blev afsyret så resultatet blev visse steder en lidt fersk indretning, hvor individualiteten efterhånden forsvandt, da alle gjorde sådan.
!970/80’ernes trend med brune møbler og kakler i alt vil jeg gå lidt let henover, da jeg heldigvis ikke ser en mulighed for et gensyn med den stilart – og kun kan bruge den til skræk og advarsel. Dermed ikke sagt at man ikke kan finde på et tilsvarende tiltag i fremtiden.
1990’erne var vel præget af en vis indretningsmæssig stilforvirring. Hjørnesofaernes æra var på retur, man prøvede at blande alt godt fra de forskellige perioder. I de fleste hjem sås et mix af mormors gamle kommode, nogle ikeamøbler og et marmorbord, samt en skønsom blanding af effekter fundet på loppemarkeder og i genbrugsbutikker, måske garneret med lidt moderne design.
Perioden blev afløst af lidt mere ensretning, nu skulle man til at male møbler igen. 60’ernes klare blå og orange farver blev afløst af alle nuancer i hvidt, creme og lysegråt, der skulle patineres og krakeleres og sågar marmoreres efter gamle opskrifter. Til en begyndelse alt, skabe, skænke og spiseborde – intet gik ram forbi. Et forsøg på at tilpasse de gamle møbler til det nye årtusinde der nu er mundet ud i at alle de fine gamle møbler stort set er ude af billedet når man i dag taler indretning. Møblerne skal være lette, lyse og gerne fransk inspireret a la cafe og provence, ligesom man gerne kan snige en kinesisk eller orientalsk ind i billedet kombineret med danske design klassikere af Finn Juul, Arne Jacobsen og Wegner. Vaser, nips og køkkenindretning må gerne være Italiensk inspireret og de tidligere tiders samlermani er blevet afløst af en minimalistisk tankegang. Behovet for at præge sit hjem som et sted hvor man har sin samling af klenodier (kaffekander, moccakopper og lignende) er tilsyneladende erstattet af tanken om at det ikke er nødvendigt at eje så mange ting, bare det er velvalgte kvalitetsting. Det i sig selv ser jeg som noget ganske sundt, desværre er det nok således at tingenes tyranni (der muligvis stammer fra den generation der har oplevet at have lidt, men klare sig med det), er blevet afløst af et mere kollektivt tyrani som en pendant til tidens trend, med at man skal foretage sig bestemte ting, have det rigtige netværk, anskaffe bestemte ting, for ikke at være for ’taberagtig’ og rent faktisk kunne gøre sig gældende erhvervsmæssigt og socialt. Tidens tekniske revolution har nok også til en vis grad fjernet focus fra de bløde menneskelige værdier, det er ikke så moderne at realisere sig selv, nu skal man forstå at promovere sig og i den forbindelse er hjemmets indretning blevet reduceret lidt i retning af at være et billede på hvordan man vil tage sig ud i omverdenens øjne. Altså en bedømmelse af personen på et mere materielt grundlag.
Hvad kan så fremtiden bringe, hvilke livsværdier vil vi ønske at afspejle med vores måde at indrette os på. Det er helt klart, at de elektroniske medier vil indtage en mere og mere dominerende plads i hjemmet, fladskærmene bliver større (formentlig ikke kønnere), computere og kommunikation vil være en integreret del af boligen, der vil bære præg af den enorme informationsstrøm der rammer os dagligt. Det er formentlig ikke menneskeligt sundt, jeg tror evolutionen er lidt bagefter, vi er ikke helt beregnet til en livsform der er så fjernt fra vores natur. Hvad kan vi så forestille os som et modstykke, da umiddelbart alle tidligere tiders muligheder er afprøvet, det er ikke muligt at gå tilbage til 1930’ernes indretning.
Mit ønske som tidligere antikhandler vil helt klart være at vi vil forstå at integrere vores historie med vores nutid, også med et stænk af fremtid. At leve i nuet betyder at huske rødderne samtidig med at kaste et blik fremad, mit håb er at det vil foregå med eftertænksom omhu som en bremse imod den hastige udvikling, med en øget focus på kvalitet og det at lade boligen afspejle sine livsholdninger (gør den jo under alle omstændigheder), men på en måde så man ikke omgiver sig med ligegyldigheder, men prøver at give begrebet ’sjæl’ et fysisk udtryk.
Her et par sider med inspiration a’la fransk landstil:
http://gaverbrugskunst.dk/om-madam-tut
http://www.countrycollection.dk/intro.htm
http://www.defineting.dk/defineting_profil.htm
Og så til rigtig mange links:
http://www.carlsh.dk/links.htm

Samlermani


Nu har jeg til min forundring fundet ud af at jeg faktisk har en lille samling af lightere – begyndte så at tænke over hvordan det egentlig var gået til, jeg bruger normalt kun en ad gangen. Jeg har siden jeg var teenager (lidt siden), altid brugt Ronson lighter, det fungerer for mig, men derfra og til at have 30 er jo da et stykke. Det har formentlig startet med at jeg syntes det var hensigtsmæssigt at have en ekstra, da jeg har nået at smide 3-4 stk. væk gennem årene. Jo, når jeg så tilfældig fandt en på min vej, så kom den hjem i skabet, det har så åbenbart sneget sig ind på mig så når jeg så en jeg ikke havde, blev jeg nødt til at eje den, med det resultat at jeg er rigeligt forsynet til resten af mine dage og også kan dele lidt ud til venner og bekendte.

De fleste samlere har jo startet med én af slagsen mon ikke de fleste også husker netop den ene/første ting der satte det i gang, hvad enten det så er et møbel, maleri, glas eller hvad det nu måtte være. Jeg har gennem min karriere mødt så mange samlere, ofte af virkelig besynderlige ting, der tit ikke har nogen egentlig værdi, men som af en eller anden grund har fænget hos netop den person. Der er jo nok også dybere elementer i det at samle, en slags urinstinkt fra vores tid som samlere og jægere, det ligger så at sige lidt i generne, at hvis vi kan samle lidt sammen, står vi væsentlig stærkere, både socialt og i forhold til det modsatte køn. I dag må vi vel sige at det ikke er en nødvendighed for at overleve som det var tidligere, men tilsyneladende er det at jage/samle en fast bestanddel i vores krybdyrhjerne.
At samle giver mening og tryghed, samtidig med at det sætter os i stand til at skabe distance til det irrationelle og absurde i tilværelsen. Når vi er opslugt af vores samlen/jagt, retter vi fokus mod samlerobjekterne, alt andet kan lukkes ude, vi bliver bragt ind i en tilstand af harmoni fordi vi beskæftiger os med et af vores urinstinkter.
I mange tilfælde går vores samling hen og bliver noget af det dyrebareste vi har, noget uerstatteligt vi for alt i verden ikke vil miste. Spørger du en samler hvad han/hun helst ikke vil miste ved f.eks. et indbrud, vil svaret meget ofte være: ”Min samling” – netop fordi den ikke umiddelbart kan genskabes, den er gået hen og blevet en del af vores personlige identitet, uden hvilken vi vil føle os mangelfulde, ja sågar mindreværdige.
At samle er jo også at udtrykke os over for omverdenen, fortælle lidt om hvem vi er som person og vel også vise lidt, hvor dygtige vi er, vi har formået at skabe ’noget’, der gør os attraktive i en eller anden sammenhæng – rent urinstinkt. Desværre virker det på nogle af os i retning af at vi ikke kan få nok, det rækker langt ud over hvad vi egentlig har brug for (der er også nogle der samler på penge).
Glæden ved at samle er da absolut en realitet der ikke skal underkendes. I mit eftermæle tror jeg dog hellere jeg vil huskes for handlinger og indtryk gjort til glæde for mine medmennesker, end for at jeg havde en lille samling af gamle lightere.
Når man samler på et eller andet er det jo da en stor fornøjelse, en udfordring, men bør jo nok gøres i bevidstheden om at der findes et liv udenfor, så det ikke bliver en kompensation for noget vi ellers skulle have søgt. Mennesket er vel som et af evolutionens luner den eneste dyreart, der kan jage selvom det er mæt.

Bogbind

Bogbind

Bogbind


Jeg har altid været lidt fascineret af de såkaldte ”komponerede bind”. Det er en helt anden fornemmelse at læse en sådan bog, frem for vore dages paperback. Sagt med andre ord, så udtrykker de for mig den egenskab ved bogen, at den skulle være noget særligt for læserer, et lille klenodie. Nu skal det jo så også ses i lyset af, at på det tidspunkt (omkring århundredskiftet) var bøger jo ikke udgivet i disse enorme mængder vi ser i dag og derfor pr definition også for ejeren, mere dyrebare. Jeg kan godt lide, at de bøger der har givet en lidt større glæde ved læsningen, gjort indtryk, derfor også kan genlæses og dermed bliver i reolen, de har et særpræg. Ser man på en ’moderne’ bogreol’s indhold, jamen så ligner alle ryggene stort set hinanden, går vi så hen til en reol med lidt ældre udgaver, så er det nemt på afstand at udpege bestemte bøger. Nu er jeg jo så ikke blind for at i vore dage er det et spørgsmål om økonomi, det koster hvis man ønsker en speciel indbinding, men på det tidspunkt hvor man brugte disse komponerede bind, var det jo da teknisk muligt at lave en paperback, men det tror jeg simpelthen ikke at man ville acceptere som en ordentlig bog (selvom de jo egentlig var den tids paperback). Man havde andre kvalitetskriterier og forskellen i pris, på kvalitet og sekunda var formentlig heller ikke så stor som i dag.Undervejs i min søgning fandt jeg så en helt imponerende og meget kompetent side, der omhandler netop disse bind.

http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=101328

Bogbind
Antikke stik

Antikke stik


Antikke stålstik (også kobberstik) er en lidt glemt og underkendt kunstart. Man skal betænke at hver lille streg er ridset ind i matricen. Det resulterer ofte i en overvældende detaljerigdom, mange af de gamle tryk indeholder samtidig et meget beskrivende billede af den tid de blev fremstillet i. Ydermere kan de i dag med en vis ihærdighed, f.eks. findes på loppemarkeder til små penge og ofte erhverves i antikvitetsforretninger for nogle ganske få hundrede kroner.
Personligt syntes jeg de besidder en udtryksfuldhed og karakter der berettiger disse stik til en velvalgt plads på væggen. Her er eksempler på nogle af mine favoritter. Prøv at se på stikket fra børnehjemmet, selv om jeg har haft det i en del år finder jeg stadig detaljer jeg ikke har været opmærksom på og hvor er det dog et fortællende stik, næsten lige som at være der selv, man kan tydeligt ane atmosfæren i huset. Ved fotogengivelsen mistes dog meget af tydeligheden.
Døm selv og se om ikke du skulle til at gå på jagt efter noget lignende.

Kähler & Keramikken af Ane Maria & Annimi Holst Schmidt


Storværket om Kähler Keramik kan jo vanskelig roses nok. For keramik interesserede giver det samtidig et tidsbillede der beskriver fabrikkens vej fra 1839 og til næsten idag, gennem omskiftelige omstændigheder og knyttet dertil en omfattende personbeskrivelser af alle de kunstnere der har arbejdet på fabrikken. Illustrationerne i bogen er så mangfoldige, at selv garvede Kähler – samlere vil se effekter de ikke har anet blev produceret på fabrikken. Hvordan forfatterne har formået at samle dette kæmpe materiale, er nærmest lidt af en gåde, et kolossalt arbejde må ligge bag bogens tilblivelse. Den er skrevet med en inspirerende entusiasme og grundighed der vanskeligt kan undgå at smitte af på læseren, man får lyst til at holde tingene i hænderne. En bog hvor fornøjelsen ved at læse bliver vakt til live og som man aldrig bliver helt færdig med, den er næsten for omfattende. Selvfølgelig indeholder den også et gennemarbejdet register, signaturfortegnelse, noter m.m..

En glimrende opslagsbog, det er umuligt ikke at have gavn af i mange år.


Storm P – Maleren – af Jens Bing

En formiddabel bog til Storm P elskere. Jeg har samlet på Storm P litteratur i mange år – selvfølgelig overvejende på grund af en facination af hans holdning til tilværelsens mysterier. Denne bog fortæller om Storm P’s historie, hans vej til den udødelighed der er blevet ham tildelt. De ukendte sider af Storm P – alle kender hans historier om vagabonder, de ydmyge eksistenser, historier om Grog, monologer og ikke mindst hans tegninger af samme. At han også var en yderst habil maler, absolut på samme niveau som feks. Munck og andre, kan komme som en overraskelse, men se selv. Storværket (kalder jeg det) om Storm P, med hele hans livshistorie – ukendte sider, må man da læse hvis man har blot den mindste interesse i hans virke. Det er den rigtige Storm P -Læs den!

Storm P – Maleren

Hvad er dog mere velegnet som overlevelsesstrategi i vores besynderlige verden, end det at betragte sig selv og omgivelserne gennem humoristiske briller. Taler vi dansk humor, kommer vi jo ikke uden om Storm P., der er en af de ypperligste repræsentanter for changren og som en rigtig humorist bruger han livets skyggesider, de svage eksistenser, de velbjergede og ikke mindst middelmådigheden som udgangspunkt, for hans altid meget socialbevidste skriverier.
En humorist med en stor litterær produktion der også mestrede både tegningens og maleriets kunst, maleriet som en af hans mindre kendte sider, men ikke desto mindre meget vigtig hvis man ønsker et fuldstændigt billede af Storm P, da det jo egentlig var der det hele startede, for sidenhen at blive suppleret med hans anekdoter og små historier med inspiration fra dagligdags fortéelser i det virkelige liv.

Prøv at se symbolikken i det første billede, der er nogen der er inden for murene og så er der dem der er udenfor. Storm P’s billede på vores samfund, mere aktuelt end nogensinde. Hvis du nær læser detaljerne, ser du en hidtil ukendt Storm P symbolik, der egentlig er gennemgående temaer i hans malerier; hvor hans små historier  er meget tydelige, er hans malerier derimod præget af en dyb symbolik og en klar stillingtagen, som utvetydigt markerer holdningen til de jordnære typer i hans små historier om vagabonder og de simple eksistenser.
Forfatteren Jens Bing har skrevet en fremragende bog om den lidt mere ukendte side af forfatteren: Maleren – Storm P.

Vi holder med dem der har det svært, uden grænser, mennesket er i focus uanset status og etnisk tilhørsforhold, vi har alle vores berettigelse og skal kunne give vores besyv med.

Mahogni er smukt

Mahogni er smukt

Jeg vil gerne skrive et indlæg dedikeret til smukke mahognimøbler fra før 1920 – hvorfor vil jeg så lige det? – Selvfølgelig for det første fordi jeg holder af dem, dernæst fordi disse møbler har nogle kvaliteter man slet ikke ser i dag, den håndværksmæssige kvalitet, gløden i materialer der ikke fås mere, en udstråling der siger noget om blivende, tidløse værdier der ikke skifter fra dag til dag, bevaret i et møbel man har lyst til at værne om.

Jeg vil til enhver tid opponere imod at det kun er smag eller tidens trends der gør, at det tilsyneladende er en type møbler der i øjeblikket ikke taler til den generation der er ved at stifte hjem nu. Det bliver nok heller ikke sådan som det var på den tid hvor møblerne blev fremstillet, at der var hele hjem udelukkende med denne type møbler, men derfra og så til at syntes at de ikke er trendy, mener jeg der er et pænt stykke.

Jeg har set meget smagfulde interiører hvor man har formået at blande nutidige kvalitetsmøbler med disse smukke gamle møbler, for jeg må dog medgive, at nogle af dem er lidt tungere møbler, som kan kræve lidt plads for at komme til deres ret, og at de heller ikke animerer til at blive skiftet ud hvert andet år (men der kommer jo heller ikke en ny model).

Et sådant møbel ser jeg som et symbol på og en fornemmelse af, kvaliteter og blivende værdier, sammenholdt med en sans for indretning, der også minder os om at vi har en historie vi ikke bør fornægte. Kan det så kombineres med tilsvarende nutidige kvaliteter er det vel ikke bare en trend, men en livsstil der kan bære en kærlighed til kvaliteter, menneskeligt såvel som materielt, videre på en måde og med en glæder som man aldrig vil kunne finde i Ikea kulturen eller hos Lars Larsen. Der er muligvis nogle af jer der læser dette, der kunne finde på at blive stødt over det – men helt ærligt – jeg har lyst til at have den holdning fordi jeg mener, at den minder os om blivende værdier vi er i færd med at miste – bliver du stødt – er jeg faktisk ret ligeglad. Prøv lige at se på hvad jeg mener – det vil efter min bedste overbevisning ikke være så svært at se – det oser af kvalitet, og ikke mindst – det er lavet af håndværkere, der er stolte af deres håndværk og har ønsket at præstere det ypperste for at glæde den kommende køber.

Tyvens Filosofi

På et tidspunkt havde vi i vores forretning en del problemer med indbrud, da beliggenheden nede ved Holbæk Havn var ganske ugenert, i hvert fald om natten var der MEGET mørkt. Indbrud er altid til stor ærgrelse, også fordi tyvene ofte ødelægger for mere end de stjæler og at det altid giver en den der dårlige fornemmelse, at man står op og går på arbejde, for at tjene penge til en eller anden (idiot), som åbenbart mener han har mere ret til dem. Tit og ofte har det været meget besynderlige ting der har været stjålet, hvor man har gået lige forbi effekter af langt større værdi. Jeg har gennem årene fået den helt klare indstilling, ud fra hvad jeg har set, at tyveknægte bestemt ikke er bebyrdet med en overvældende tanke kapacitet, det er muligt at nogle af dem er ret snedige, men for kloge er de fandenme ikke – og bestemt heller ikke sympatiske. Jeg har ikke kunnet sætte mig ind i, på hvilken måde en tyv kan forsvare over for sig selv, at gå ind i fremmede menneskers ejendom og så betragte den som sit egen. Det er muligt jeg er frygtelig naiv (det vil jeg så have lov til), men jeg fatter simpelthen ikke de bevæggrunde der ligger bag, som gør tyven i stand til at suspendere al fornuft og selvrespekt, ofte oven i købet for et latterligt lille beløb.

En dag fik jeg i vores forretning besøg af en yngre mand, medbringende nogle gevaldig store tasker. Han spurgte om vi var interesseret i at købe antikviteter (vi lever jo sådan set af det) – så det var vi da. Vi havde en lang disk i forretningen, hvorpå herren begyndte at pakke sine tasker ud og det var da relativt gode ting. Der var et par gamle skrivesæt, nogle bronze figurer og figurer i Kgl. Porcelæn, i alt ca. 20 effekter. Han kom så med en historie, hvilken husker jeg ikke rigtigt, men sluttede dog med at sige at det var ganske værdifulde ting, hvilket jeg ved selvsyn kunne konstatere da der jo var priser på alle effekterne. Vi blev så enige om en fornuftig pris og jeg skulle så se noget legitimation for at skrive det ind i kosterbogen, hvilket jeg også fik og nedskrev omhyggeligt. Da jeg så havde fået behørig underskrift, meddelte jeg ham at jeg nok desværre var nødt til at ringe til politiet, hvilket han blev meget forbavset over og også lidt fortørnet, indtil at jeg forklarede ham at samtlige effekter stammede fra et indbrud i vores forretning et halvt år tidligere og at det sådan set var mig selv der havde sat priser på. Politiet kom så og optog rapport og kendte tilsyneladende den unge mand. Jeg fik da vores effekter igen på en uventet måde, selvom jeg ikke fik nogen tilbagemelding fra politiet om det videre forløb, hvilket jeg syntes er kritisabelt, der manglede da stadig nogle effekter og der var da blevet ødelagt for en del penge ved indbruddet, men det må jo i politiets øjne have været under bagatelgrænsen, – det var da også lidt synd for den pæne unge mand.

Seehusen – en kunde



For os som har en yderst begrænset kunstnerisk åre, er det forunderligt at se hvorledes en kunstner har øje for linjer og perspektiver i tilværelsen. Denne lille skitse er lavet på omkring 1 minuts tid en tidlig morgen, dem der kender mig vil absolut kunne se en vis lighed. Hvor imponerende med denne iagttagelsesevne der kan omsættes i et eller andet fysisk objekt til glæde for andre – en gave at have fået – syntes jeg, der ikke har lige DEN.

For år tilbage besøgte jeg et ældre ægtepar – Seehusen. Herren i huset var en mand i sin bedste alder +80, helbredet var begyndt at skrante lidt og man var blevet enig om, at det kunne være hensigtsmæssigt at få ryddet lidt op og der var så lidt effekter jeg kunne have gavn af.
Besøget blev altid henlagt tidligst muligt om morgenen, da de ikke var ’C-mennesker’ som visse andre.
Hr. Seehusen var pensioneret maler, det var så blevet skiftet ud med PASSIONERET, han havde i mange år startet dagen med at lave en tegning, skitse, maleri eller anden frembringelse, hvad hans kontor bar umiskendeligt præg af. Der var tegninger og kunst fra gulv til loft, jeg kunne fornemme på fruen, selvom hun gav sin fulde opbakning til projektet, at der var LIDT mange effekter.
Når jeg så stod der tidligt om morgenen og skulle vurdere en tegning eller et maleri, fik jeg stort set altid en skideballe: ”Kunne jeg dog for f….. ikke bringe emnet lidt på afstand, så jeg kunne SE det, i stedet for at stå med næsen helt oppe i det”. Og det er jo rigtigt, der skal lidt distance til kunst, men som handler er det jo en vane at tage tingene i hænderne.
Det var venlige og vidende mennesker, altid en fornøjelse at besøge, så jeg havde en dag min datter med.
Hun var på daværende tidspunkt ca. 10 år og Hr. Seehusen tøvede ikke med at forære hende en af sine skitsebøger, da han fandt ud af at hun interesserede sig for maleri. Det er nok ikke udelukkende Hr. Seehusens fortjeneste, men i dag som 27 årig KAN hun faktisk male, hvis…osv.
Som handlende kommer man ud for rigtig mange forskelligartede oplevelser, af og til nogle som ’ikke handlende’ vil have svært ved at forestille sig – vi bliver i hvert fald præsenteret for alle nuancer af den menneskelige (u)natur.

Større er så glæden når jeg i tilbageblikkets klare lys, kan mindes oplevelser med mennesker, hvor det livsbekræftende element har været det bærende i mødet – hvor jeg af og til har glemt, at jeg jo faktisk også var der for at tjene lidt penge til dagen og vejen.
En kærlig tanke til ægteparret Seehusen.

Jugendstil af Gabriele Fahr Becker


Stilperioden gik fra ca. 1890 – 1910. I Danmark blev den kaldt Skønvirkestil, i Frankrig Art Nuveau, i England Arts and Crafts. Inspirationen hentede kunstnerne i naturen og dens mangfoldighed af snirklede formsprog.

Besynderligt nok, har jeg ikke gennem min karriere erhvervet mig særlig mange effekter i jugendstil. Det er en stilart jeg ellers holder meget af, disse svungne former, uden et eneste skarpt hjørne, der sender signaler nærmest af overjordisk art. Jeg kunne ønske mig at den stil snart fik en rennæsance, måske specielt inden for arkitektur og møbelkunst kunne vi trænge til noget nytænkning i retning af at præge vores omgivelser i en mere kunstnerisk og varieret måde. Sammenligner man med andre lande, specielt syd for Danmark, må det vel konstateres at vores huse og til dels også møbler, er meget ens, meget firkantede og r..kedelige.
Inden for bogtrykkerkunsten finder man mange rigtig flotte udgaver, denne her hører slet ikke til de fineste, men den er da en hel del flottere end en paperback.

Et af de kendteste bygningsværker i Jugendstil er nok La Sagrada Familia i Barcelona, arkitekten Gaudi’s ufuldente mesterværk. Da Gaudi blev færdig med sin uddannelse udtalte en af hans lærere: “Jeg har enten fundet en vanvittig eller et geni. Se kirken her:
Filosoffen Rudolf Steiner var ligeledes meget inspireret af stilarten, som han satte sit helt eget præg på, specielt med bygningen af det første Goetheanum, der blev nedbrændt af nazisterne i 1922. Det er ikke ren Jugendstil, men uden tvivl stærkt inspireret af stilens organiske former også hentet fra naturen.
Det nye Goetheanum og alle bygningerne omkring er dog også holdt i denne stil, der lever videre også idag inden for antroposofisk arkitektur.
En stor samling af links og information om Jugendstil/Art nuveau finder du her.



Mads Stage skejer ud

Os der er en lidt ældre årgang kender jo alle Mads Stage, der var en dygtig og kompetent tegner.
http://da.wikipedia.org/wiki/Mads_Stage
Det første jeg kan huske om ham, er at engang i 1960’erne fik man, når der blev tanket benzin hos ESSO af en vis mængde, udleveret et lille paprør med en af hans tegninger af gamle bondegårde, meget veltegnet. Det var så muligt at få en hel samling, hvad jeg senere når jeg ryddede dødsbo, har fundet en del af. Han blev blandt andet kendt for at tegne bygninger og natur, har dekoreret en stor del porcelæn, ikke mindst også som bog illustrator var han værdsat. Kort sagt en meget nobel tegner med en sikker streg og sans for arkitektur og naturen, ikke noget surrealistisk pjat her.Men som mange andre mennesker, kunne han åbenbart lejlighedsvis også have behov for at bryde konventionerne, skeje lidt ud, bryde normen, en slags ’nu kan det være nok’ handling.
Det gjorde han så en sen aftentime, hvor han lavede denne tegning til en af mine bekendte, den må da i hvert fald siges at være atypisk for hans øvrige virke. Det syntes også vores åbenbart lidt snerpede Lauritz.com, der ikke har ønsket at medtage tegningen på deres ellers udmærkede auktion, den var tilsyneladende for vovet – eller?

Glæden ved gamle glas

Hvorfor nu lige interesserer sig for antikke glas, når man nu for en rimelig penge sagtens kan anskaffe sig nye, anvendelige glas.
Os der gør det kan have flere infaldsvinkler, for nogle kan kriteriet være sjældenheden, det at finde svært opdrivelige glas, jagten – og glæden ved endelig at stå med GLASSET, man har ledt så længe efter og fryden ved at kunne tilføje det i sin samling.
For andre (mig), er det absolut et must at glasset kan bruges til at fylde noget i. Jeg har handlet med ”brugte effekter” i ca. 20 år, i begyndelsen bragte jeg stort set altid gamle glas hjem, når jeg fandt et. Det resulterede i at jeg på et tidspunkt endte op med et pænt rodsammen af alle mulige typer og størrelser. En dag tænkte jeg så lidt dybere over, hvilke glas jeg egentlig brugte og hvilke jeg blot havde fordi de var gamle/sjældne. Det resulterede så i at jeg skilte mig af med en stor del af de glas jeg havde fået raget til mig. Tilbage var så stort set kun glas vi brugte til deres oprindelige formål, plus et par få stykker jeg ikke nænnede at skille mig af med. For glasinteresserede som mig, er det altså det æstetiske i at kunne indtage forskellige typer væsker på behørig vis. Jeg vil vove den påstand, at vin/drikkevarer, smager bedre når de indtages af et glas der har 100 år eller mere på bagen. Nogle vil sige det er snobberi, det smager da ens hvad man så drikker det af, det gør det da også, –MEDMINDRE man holder af gamle glas. Man kan jo så nyde to ting på en gang, dels drikken, dels glasset. Dvs. en dobbelt nydelse, frem for de mennesker der kun nyder drikken – hermed er bevist at glæden forhøjes og vinen derfor smager bedre ved at bruge gamle glas – BASTA!!

Jeg vil så lige præsentere nogle enkelte glas, ikke beskrevet så det siger garvede glassamlere noget, men for at illustrere hvad jeg mener med glæden ved at bruge gamle glas, frem for glas der er købt i går.
Vil du vide mere om gamle glas er der en del litteratur (noget anmeldt andet steds), – eller du kan gå ind på Danmark’s bedste glasside, oven i købet hjemmehørende her i Holbæk, – Glashistorisk Selskab’s hjemmeside:
http://www.glashistoriskselskab.dk/

Her er så nogle glas jeg holder af. Det første er ikke specielt gammelt og glasset i sig selv er heller ikke særlig sjældent.
Men –KLOKKEN, der er indbygget i låget, det er da en genial ide. Den lyder rigtig højt, nærmest som en gammeldags cykelklokke.
Når jeg en sjælden gang benytter glasset (og klokken), er der ingen overhovedet der er i tvivl om det budskab der udsendes.
Et strålende eksempel på at gerninger kan sige væsentlig mere end ord.

De næste to holder jeg meget af at anvende i bestemte situationer.
De mennesker der kender mig, vil ikke have svært ved at komme med et kvalificeret gæt. Det er glas med pondus, du kan ikke sidde og stritte med lillefingeren samtidig med at du holder på glasset, næ der skal holdes med hele hånden (glasset er også relativt tungt), og den følelse det er at føre glasset til munden, kan næsten bringe en tilbage til vikingetiden hvor man tømte hele pokalen i et hug. Det er ikke et glas beregnet til at nippe af, når det først er løftet, animerer det til at indtage lidt mere end ellers, når nu man har haft alt det besvær med at løfte det.

Egeløvsglas

 

Så har jeg åbenbart en isme med egeløvsglas, som jeg har en del af, flere end jeg egentlig har brug for, men jeg kan ikke lade være. Jeg kan godt lide glasset af flere grunde. Det er et relativt gammelt glas (lavet første gang omkring 1840), der er en stor variation i slibningerne der ofte indikerer på hvilket glasværk glasset er fremstillet men selv fra det samme glasværk kan der være variationer, så der er næsten ikke to ens glas. Dernæst har det en god størrelse, et all round glas, der er brugbart til alle former for drikke der har en lidt større alkohol procent (det behøves ikke nødvendigvis at blive helt fyldt, – men det giver spillerum). Glassene har ofte, en grålig glød ligesom kummen har markante striber efter fremstillingen, der tydeliggør, at her har vi et lidt ældre glas. Et meget anvendeligt glas der giver en god fornemmelse i hånden..

 

Så en lidt sjældnere ting, de to store glas er de eneste jeg har haft i hænderne i alle de år jeg har handlet, så pr definition må de være ret sjældne. De findes ikke i bogen: Dansk Glas, i den størrelse. Glasset hedder Anglais (fra ca. 1850 – 1910), i de mindre størrelser findes der masser af dem, men disse to, i en tilpas størrelse til rødvin, har overlevet tidens tand. Det er et ret spinkelt glas og det kan vel tænkes, at netop derfor er det måske blevet lidt sjældent, de er gået til i kampens hede. Et glas vi bruger til vores ”særlige” lejligheder.


Endelig er der jo så det klassiske ”slebet Berlinoir”, eller Chr. VIII som det også hedder, et behageligt glas hvor det mest eftertragtede er rødvin størrelsen. Vi har en lidt mindre version i rhinskvin (hed det dengang), med grøn kumme der heller ikke ses så tit. Størrelsen er efter vores mening noget for lille til hvidvin, men er fortrinlig til f.eks. Baily eller Campari. Det er jo efter sigende, (jeg ved ikke rigtig om det har noget på sig), et frit land vi lever i, så det er jo absolut op til den enkelte hvad man syntes de forskellige glas bør anvendes til.

På det tidspunkt hvor de gamle glas blev fremstillet, var drikkevanerne ganske anderledes end i vores overflodssamfund.Prøv at give et ungt menneske med sin halvanden liters cola, et gammelt sodavandsglas der er fra en tid hvor sodavand var noget man fik et enkelt glas af ved festlige lejligheder. Det ville gå det meste af tiden med at hælde op i glasset, og mængden af sodavand svarende til tre – fire mundfulde, ville hurtigt være højst utilfredsstillende, hvor det tidligere omhyggeligt blev nydt i små slurke så man virkelig kunne smage den kostelige drik.
Det er jo en del af charmen ved at benytte de gamle glas, det smager altså lidt bedre, og det er vel ikke så ringe endda.

Rigtig God Fornøjelse

Handelshuset – memory lane.

 

 

 

Handelshuset

Jeg er simpelthen nødt til også at skrive lidt om “Handelshuset”
Handelshuset var min arbejdsplads i 11 år – en arbejdsplads der på ingen måde var noget der bare lignede ‘almindelig’.
Det var et handelssted hvor alle typer mennesker mødtes, lige fra sømændene fra de østeuropæiske skibe (hvad kunne vi ikke handle med dengang vi havde en havn med liv i ;-),  – til internationale opkøbere af antikviteter.
Miliøet var MEGET livligt, ikke mindst på grund af min kollega Paw Doberck, vi var forskellige som nat og dag, men på en eller anden måde må vi have suppleret hinanden godt, da vi kunne holde hinanden ud i 11 år.
Hvad jeg egentlig kunne fortælle af historier fra den tid, kunne mageligt fylde en hel bog, men jeg tror en pæn del af den ville blive slettet af censuren, det er heller ikke den del det handler om.

Miliøet i Handelshuset var som jeg er inde på, meget ‘uforpligtende’, for mig betød det at jeg måtte omstille mine ‘handelsgener’ væsentlig. Jeg kom fra helsebranchen, hvor pænheden var en betingelse for at overleve. Nu måtte jeg så indstille mig på, både at kunne handle med alverdens ‘hundehandlere’ og også kunne give en seriøs betjening af antik-interesserede.
Der havde jeg jo så god gavn af min tidligere karriere, hvor jeg nok havde oparbejdet en naturlig tilforladelighed, som jeg absolut også mener en handelsmand helst skal have.
Meningen er ikke at jeg vil udbrede mig voldsomt om vores kære hedengangne forretning, men blot lige sætte en lille mindesten.

Jeg kan så ikke lige lade være med at komme med et opdateret foto af nybygningerne hvor den gamle forretning lå. Når jeg en sjælden gang går der idag, kan jeg ikke lade være med at mindes det liv der var på havnen dengang, med skibe, forretninger, transport af alskens slags. – Et lille citat fra havnedebatten : Kultur er liv – Til alle tider har havnen været stedet, hvor mennesker mødes i handel, inspiration og oplevelse.
Handelshuset

En dygtig svindler

Svindler

Det forholder sig vel nok således, at der inden for alle brancher findes personer der har en anløben moral i større eller mindre grad.
En ting er at vi kan have forskellige grænser for, hvad vi syntes er anstændigt, en anden er de personer, der bevidst satser på forsætligt at snyde og bedrage deres medmennesker ud fra den betragtning, at når vi nu er så dumme så fortjener vi sandelig også at blive snydt. Selvfølgelig er det en dårlig undskyldning for at dække over sin egen mangel på anstændighed samtidig med at man bringer sin samvittighed i en tilstand hvor den accepterer fup og svindel som noget legalt – ikke desto mindre er det vist en holdning der ikke er helt nem at komme til livs, kunne man det ville der jo ikke eksistere tyveknægte og svindlere.
Nok om det – historien starter for en del år siden hvor jeg havde en antikvitetsforretning. Vi fik en dag besøg af en yngre mand, der havde nogle effekter i bagagerummet på sin bil, som han gerne ville sælge. Dette var jo i sig selv meget almindeligt, når man skulle flytte, at komme med nogle rester man ikke kunne finde anvendelse for i håb om at få en lille skilling frem for at køre tingene til genbrug. Jeg gik ud og så på effekterne, som viste sig at være en del defekte malerier og rammer samt lidt porcelæn og forskelligt andet der absolut ikke kunne anvendes i vores forretning. Jeg sagde så på en pæn måde at det ikke rigtigt var ting jeg kunne se havde værdi for os. Han lukkede så bagagerummet og sagde at han da lige ville se vores forretning nu han var her, da vi så gik hen imod indgangen, kastede jeg et blik ind på bagsædet af bilen, hvor der stod en kasse med forskellige effekter, øverst i kassen lå en meget smuk vase men resten af indholdet var ligeledes uanvendeligt. Jeg spurgte så om jeg måtte se vasen og det måtte jeg da godt, men den var solgt til anden side. Jeg stak hovedet ind i bilen og kiggede på vasen og var lige ved at få et chok da jeg så at vasen var signeret ”Gallé”. Det var i relativt begyndelsen af min antikkarrierre, men jeg vidste dog at glas lavet af Gallé, var relativt kostbart. Jeg forhørte mig om den nu også var solgt og det bekræftede han så, vi gik ind i forretningen og jeg havde andre kunder mens den unge mand gik rundt og kiggede på forretningen. Efter en halv times tid kom han så hen til mig og sagde at det jo var en nydelig forretning med mange interessante ting og at han helt sikkert ville komme tilbage en dag hvor han havde bedre tid. Jeg havde i mellemtiden gået og tænkt lidt over denne vase, syntes det var lidt synd hvis han skulle køre videre med den, så jeg spurgte endnu en gang om det nu var helt sikkert at den var solgt. Han sagde så at det var en som ham og hans søster havde arvet, men at han da kunne ringe og spørge hende, hvilket han så (tilsyneladende) gjorde. Han kom så tilbage og fortalte at de havde et bud på vasen på 5000 kr., men hvis jeg ville give 500 kr. mere, kunne jeg godt få lov at købe den. Jeg syntes det lød som en rimelig pris for en stor flot Gallé vase og jeg kunne også godt lide vasen, den var smuk og jeg havde ikke haft noget der lignede før, så jeg slog til og fik vasen.
Jeg havde den så stående nogle dage i forretningen, til stor beundring for mine kunder, også andre handlende og mennesker med forstand på deslige, mente at jeg havde gjort en fornuftig handel. 14 dage efter sad jeg hjemme en aften og så en udsendelse om kunstforfalskning, den var meget interessant – indtil der på et tidspunkt blev nævnt nogle glasting af Rumænsk oprindelse og der frem på skærmen tonede et billede af MIN VASE. Først blev jeg lidt chokeret, men da jeg egentlig godt kunne lide vasen og jeg bestemt ikke ville sælge forfalskninger, tog jeg den hjem til mig selv, da jeg ikke havde intentioner om at videresælge mit ”fund” til an anden naiv sjæl.
Nu har jeg haft den i mere end 25 år år og jeg glædes stadig ved at se på den, dels fordi den jo absolut har en historie, hvilket jeg syntes forøger værdien af de kuriositeter vi antik interesserede går og finder.
En sådan ting er jo ikke en ligegyldighed alle og enhver kan gå i Ikea eller inspiration og købe, med dertil indbygget historie.
Den smukke vase har gennem alle de år jeg har handlet, ofte dukket op i bevidstheden og bevirket at jeg i en situation har tænkt mig om en ekstra gang.
For eksempel at hvis jeg syntes om en ting – skal jeg købe den uanset hvilken kommerciel værdi den har, for hvis jeg syntes om den må der mindst være én anden person (med mere eller mindre dårlig smag) der også gør det, altså er der også en kunde til den.
Den har ligeledes mindet mig om at der her i livet findes mange værdifulde effekter og også hændelser /personer som tilsyneladende har en større værdi end andre, kun i kraft af NAVNET – og så selvfølgelig at ting eller personer ikke altid er det som der gives udtryk for ved første øjekast – men det kan jo så heldigvis også gå den anden vej og være noget positivt.
Havde der ikke stået Gallé på vasen, havde jeg jo nok aldrig købt den – ihvertfald ikke til den pris.
Jeg er også overbevist om, at de 5500 Kr. jeg gav for vasen, gennem årene har sparet mig for langt større beløb, ved at minde mig om at ting og personer ikke altid er det de giver sig ud for.
Vel også et glimrende eksempel på, at uanset hvad vi kommer ud for i tilværelsen, er det ofte med lidt god vilje muligt, at få det til at give mening selv om det umiddelbart virker lidt “træls”.
Jeg er stadig meget glad for min vase.
Antikke messingstager

Antikke messingstager

 


Her er et lille udvalg af gamle stager, alle fra 17 og 1800 tallet.

I Danmark begyndte man først rigtig at forarbejde messing omkring år 1600 og da vi jo har haft en stor samhandel med resten af Europa, er det naturligt at mange af de gamle stager man finder, ofte kan være fra nogle af vores nabolande.
I Danmark findes nok lige så mange tyske, hollandske og engelske stager som der er danske. I Danmark har vi ikke haft råvarer til fremstillingen og kun haft 2 væsentlige fabrikker der har fremstillet stager, men dertil en del gørtlere der har haft deres egen produktion. Når vi i dag taler om lysestager, betragter vi dem hovedsageligt som hyggeobjekter, men på det tidspunkt de blev fremstillet var de jo den eneste lyskilde man havde, gode messingstager var kun forbeholdt de mere velstillede og adelige, almuen havde ofte ikke mulighed for at anskaffe sil lys til brug anden ved særlige lejligheder. Et eksempel på at man virkelig sparede på lyset er en ’lysedug’, de fleste af os kender den hvide broderede dug der lå på mahognibordet i den fine stue, den var ikke kun til pynt, men beregnet på at give et genskær fra en enlig lysestage på bordet og dermed udnytte det sparsomme lys optimalt. Gennem årene er jeg blevet spurgt utroligt mange gange: ”Jamen, hvordan kan du se at stagen er gammel”.
Der er desværre ikke noget klart svar på det, udover erfaring, at kende de forskellige typer, hver tid har haft sine forskellige former der også varierer fra land til land og så selvfølgelig have haft interesse for det. Interesserer man sig for gamle stager er det første man skal gøre, at sætte sig lidt ind i udformningen af de forskellige stager, for at kunne tidsfæste dem. Hver tid har sine karakteristiske udformninger (moden skifter).

Der er dog nogle retningslinier. Jeg ser først på det jeg vil kalde ’gløden’ i metallet – gammelt messing føles/ser jeg som ’varmere’ i metallet, mere gyldent. Det næste er forarbejdningen, hvor tidlige stager virker ret massive. I bunden kan man se de er bearbejdet med en hammer og skruer man stagen fra hinanden, er gevindet groft (håndfilet). Empirestager kan sagtens være tynde i godset, der er ikke nogle helt faste regler, man skal sammenholde stagen med den tid den formodes at være fra, – passer stilen og forarbejdningen sammen.
Messing består af en blanding af kobber og zink og blandingsforholdet giver en farveforskel, jeg kunne forestille man har ældre tid har tilstræbt en vis lighed med guld, man har kaldt messing for fattigmandsguld, mannheimerguld m.m.

.

Levende lys er jo stadig meget brugt, skal middagen være særlig hyggelig (eller endog intim), er det levende lys ofte en bestanddel. Lyset giver en stemning der ikke kan opnås med en lysdæmper, der er vel også noget beroligende ved at kigge ind i flammen der brænder klart og roligt, måske en lille bremse i den hektiske tid vi lever i, at skrue tiden lidt tilbage. Jeg er absolut fortaler for ved enhver given hyggestund at benytte den effekt, jeg har lysestager ved min computer, bruger dem når jeg læser, har gæster, ser fjernsyn, kort sagt er jeg nok lysmisbruger, men lidt laster skal man vel have.