Antik & Second Hand i Vestsjælland

holbaek-web.dk



  • Overgange – en glemt kunstart
    Overgange er som helhed betragtet et undervurderet fænomen.   Overgange er ifølge Den Danske Ordbog: (gradvis) forandring eller udvikling fra noget til noget andet; (gradvist) skift fra en tilstand til en anden. Vi fokuserer oftest på før eller efter overgange, men… Read more → The post Overgange – en glemt kunstart appeared first on Kanaljens.dk.

Ikoner

Ikoner er ikke kun et begreb der har indtaget vores teknologiske univers.

Ikoner

Ikoner – ordet stammer fra det græske ord: “eikon” og betyder noget i retning af “et billede på noget”. De gamle kristne ikoner har såvel som ikonerne på vores computere en metaforisk betydning. Meningen er med begge slags at de skal give os en umiddelbar forståelse for hvilken funktion de har, tillige med at vække bestemte følelser eller intentioner om handling i vores bevidsthed.

Antikke ikoner stammer fra den ortodokse kristenhed, men der er ikke nogen entydig forklaring på hvordan ikonmaleriet er opstået.
De ældste kan dateres så langt tilbage som til år 600 e.kr, selv om de fleste af de ikoner som handles idag er fra 1600 – 1800 tallet.
Et fællestræk for de mange forskellige typer, er at de afbillede helgener/personer aldrig kigger på beskueren, men nærmest har blikket rettet imod noget hinsidigt eller ophøjet, altså noget ikke jordisk.

Ikoner har også haft den betydning ud over den rituelle, at de har kunnet anvendes som en form for “fattigbibel”. Det vil sige at de mange som dengang ikke kunne læse dog alligevel havde en mulighed ved betragtning af ikonerne og deltagelse i ritualer hvor de indgik, alligevel fik en mulighed for en intuitiv forståelse af det budskab den enkelte ikon måtte indeholde.

Der er mange forskellige typer har tillige utallige varianter. Her nævnes blot nogle af de vigtigste hovedtemaer.

Treenigheden: Kan være Kristus med Gud og helligånden. Tre engle – eller Gud med Jesusbarnet på skødet og helligånds duen på brystet.
Helgener eller hellige mænd: Der findes rigtig mange af den type. Mest populær er nok Sct. Nikolej, som ud over at være skytshelgen for Rusland, tillige er arketypen for den vestlige julemand.
CRJ_3044awIkoner
Festdags ikoner: De sammenfatter de store kirkefester i en billedcyklus.
Ikoner
Kalender ikoner: Bestående af en række helgener og martyrer som er tilknyttet til et bestemt tidspunkt på året.
Ikoner
Guds moder ikoner: Findes i utrolig mange varianter. Kan være Maria som vejviser, pegende på jesusbarnet for at vise det er den vej menneskene skal gå. Maria som billede på den barmhjertige moder der viser ømhed over for sit barn.
Rejseikoner: Datidens bærbare, fremstillet i metal og emalje så de kunne transporteres uden skader.
Ikoner

Sorø kunstmuseum har en omfattende samling, hvor der kan ses meget mere om typer, oprindelse og historie.
Ikoner Ikoner

 

Antikviteter fortæller historie

Antikviteter har historie
Antikviteter fortæller historie.

Hvis man giver sig tid til at lytte, kan der uden vanskelighed foretages et kvantespring til en tidslomme, hvor indre billeder af en svunden tid på magisk vis bliver tydeliggjort.
Prøv at se denne herlige spillemaskine og lad samtidig i et øjebliks ro, fantasien vandre til den tid hvor den var et teknisk mirakel og stort set den eneste mekaniske underholdning der kunne bringes ind i et velstående hjem.
Børnenes forundring når de sad og fordybede sig – og VIRKELIG lyttede intenst til frembringelsen af de spæde toner – og tilsvarende de voksnes slet skjulte stolthed over at de havde mulighed for at eje sådan et teknisk vidunder, til adspredelse når mørket faldt på og petroleumslampen muligvis var den eneste lyskilde.
Antikviteter af forskellig art er jo alle bærere af informationer om en svunden tid og kan måske af og til også berige os med tanker vi kan have gavn af i vores nutidige hektiske tilværelse.
Egentlig kan det være lidt svært at sætte ord på den stemning, da den ligger så fjernt fra nutidens nærmest voldelige bombardement af information, lyde og hastigt passerende indtryk fra en myriade af forskellige elektroniske medier, som oftest ikke har en kinamands chance for at bundfælde sig i bevidstheden og lejre sig til indtryk. Indtryk som kun meget begrænset kan være til nogen som helst gavn for den enkelte og ofte kun bevirker at tanken og følelsen fjernes fra øjeblikket.
Det nærvær en sådan simpel spillemaskine i sin tid befordrede, ofte for hele familien, da det formentlig kun var herren i huset der var bemyndiget til at betjene vidunderet – tror jeg er en stemning eller egenskab vi langsomt er ved at miste. Fordybelse og nærvær er ikke mere noget naturligt, men noget vi skal anstrenge os gevaldigt for at deltage i og fastholde.
Mangel på denne egenskab har formentlig været medvirkende årsag og resulteret i et tilsvarende hav af diagnoser, som oftest måske udsprunget af en følelse af en form for fremmedgjorthed, at vi har et sporadisk forhold til at være tilstede i vores egen tilværelse. Et tydeligt symptom på, at tiden er ikke noget vi skal spøge med – men prioritere at VÆRE i.

Skulle der være lyst til at høre denne spillemaskine, som et bidrag til at opleve lidt stemning a’la 1900, kan det lade sig gøre her.

Antikke stager – hvordan ser man det?

Antikke stager
Antikke stager kan være vanskelige at bestemme.

Jeg er ofte blevet spurgt: “Hvordan ser du om en stage er gammel”? Det vigtigste er jo måske at kende lidt stilhistorie, men når man så står med en stage i hånden er der et par ting man kan kigge på alligevel.
Det første der sker er at man kigger i bunden. Er det et groft håndfilet gevind, jamen så er stagen formentlig fra før 1850. Der er som det ses flere (mange flere) muligheder.
Empirestager er ofte lidt finere udført og der kan være en lidt mere kunstfærdig afslutning – ikke det grove gevind som for eksempel på Næstvedstager, Haderslevstager og lignende.
Stager kan også være repareret på forskellig vis hvis gevindet er gået sig en tur. Mange stager har en afslutning med en møtrik, der må man så se på om den ligner en maskin-fremstillet fra nyere tid eller som de afbilledet er firkantet. Er det en lidt mere nutidig møtrik, kan stagen dog sagtens være fra omkring år 1900 alligevel. Stager med en “skub-op” anordning i bunden, er ofte engelske stager fra 1860 – 1920.

Antikke stager

Antikke stager
Antikke stager har “glød”.

Det er lidt vanskeligt at beskrive hvad “glød” dækker over, men messing fremstillet i gamle dage har en anden farve. Det skyldes formentlig en kombination af at metallet dengang havde en anden sammensætning end den man bruger idag, tillige med at tidens tand jo giver os alle sammen lidt patina – også stagerne.
Det er netop disse egenskaber der gør de gamle stager smukke, unikke og en fryd for øjet.
Det lidt diffuse begreb “udstråling” er måske lidt vovet, men jeg vil påstå at en antikvitetshandler med lukkede øjne kan bestemme en hvilken som helst stage han/hun får i hånden – og det skyldes jo nok en kombination af alle disse egenskaber ved de antikke stager.
Så har du ikke et par – køb dem og bliv fascineret.
En yderligere påstand er at de bestemt højner stemningen, både den mere intime og så til hverdagsbrug.
I øvrigt har antikke stager aldrig været så billige som de er for tiden, så det er et godt tidspunkt at erhverve sig et par – for halvdelen af hvad de kostede bare for 10 år siden.

Retro – hvorfor nu det?

Retro er lige nu det som trigger samlergenet.

Retro

Retro er et relativt nyt begreb.

Retro stilen/ordet blev lanceret omkring 1980 og slog først igennem som almindeligt kendt begreb efter årtusindskiftet. At filosofere over hvorfor en ny trend pludselig slår igennem, er der jo mange markedsførings eksperter der ville give deres højre arm for at finde ud af, men kunne det tænkes at være nogenlunde ligetil – ihvertfald lige her.
Da jeg etablerede mig omkring 1970, var en af de ting vi konsekvent gik efter at finde – møbler som kunne afsyres. De var smidt ud i hobetal gennem 1960’erne, hvor man skulle have teak og palisander for at markere at man hørte til de mere velstående der havde råd til at købe nyt. Altså kunne unge mennesker finde disse møbler på loppemarkeder og hos marskandisere til meget små penge. Man kunne gøre “et fund” til brug for indretningen af sit hjem i en “personlig – ikke masseproduceret stil” og dermed også fortælle omverdenen at man var noget særligt/ikke almindeligt. I løbet af ganske få år blev disse fine afsyrede møbler gjort til en industri der vandt indpas hos antikvitetshandlere, både som afsyrede og som urestaurerede og dermed steg prisen gevaldigt. En flot afsyret kommode, slebet, restaureret og voksbehandlet, kunne sagtens koste 3500 kr – hvilket jo kun afspejlede anskaffelsesprisen (det var nu et gængs handelsobjekt), arbejdsløn (en hel del timer), udgift til afsyring (nu skulle det også være miljørigtigt), – og så lidt fortjeneste til forretnings indehaveren (der skulle betale husleje). Nu var møblerne pludselig blevet en etableret trend som også henvendte sig til et publikum, der havde råd til at betale for at være med. Man kunne stort set ikke gøre “fund” mere, men var nødt til at betale markedsprisen og dermed døde interessen.
Idag kan en afsyret kommode købes for en 500 kr, hvad jo, forståeligt nok,  ingen gider afsyre/slibe/vokse/arbejde for.

Retro Buffet
Retro bølgen er startet på nøjagtig samme måde, med at unge mennesker kunne finde “anderledes” ting på loppemarkeder og dermed indrette hjemmet med en nyfunden “personlig stil”.

Hvis man idag bevæger sig rundt på markeder, ved de handlende udmærket hvad de skal have for de eftertragtede sager. Mange effekter har fået en standard pris de fleste kender (ligesom karlekammerskabe og kommoder havde), Det er altså ikke mere billigt at købe Dansk Design og retro/kitch effekter, vil man have de gode ting, må man betale – selvom mange stadig drømmer lidt om at gøre kuppet når de bevæger sig rundt hos de handlende, hvad jo da også i enkelte tilfælde kan lade sig gøre.
Næste trin (som vi nærmer os hastigt), er så at de gode ting bliver svære at finde og kun kan købes hos de etablerede handlende til en pris som i løbet af kort tid også vil gøre det uinteressant.
Trends går i bølger. For eksempel havde jeg omkring år 2000 en hel stak nye, indpakkede Flower Pot lamper som havde ligget flere år uden interesse – ingen ville have dem, så jeg forærede dem væk for et par hundrede eller deromkring (der var vist 10 stk.). De hvidmalede og patinerede møbler er ligeledes på vej væk. På grund af den arbejdstid det tager og lave dem fornuftigt – kan det vanskeligt betale sig mere, medmindre man gør det i fritiden for egen fornøjelse.
Hvad det næste bliver, kan man jo så gisne om. En god idé er nok at holde øje med de helt unge som først skal til at etablere sig.

Personligt kan jeg forestille mig en rennæsance for mahogni møbler fra før 1920

– empirestil er tilpas minimalistisk til at kunne passes ind i moderne indretning – og så er det jo fantastisk smukke møbler og godt håndværk. De er idag til at købe for næsten ingen penge. For eksempel kan et fint piedestalskab i mahogni nu erhverves for under en tusse – i 1990’erne fik vi 4-5000 for sådan et – også til eksport/videresalg. Ellers har jeg svært ved at se hvad der kunne blive attraktivt – ihvertfald ikke grimme møbler fra 1980 – 90, men det kan jo kun tiden vise.

Retro

Kiksespande eller Bisquitdåser

This slideshow requires JavaScript.

Kiksespande findes i mange smukke varianter.

 

Kiksespande er en af de antikviteter som har mistet brugsværdien og stort set udelukkende bruges til dekorative formål af samlere eller antik interesserede.
I vores forbrugssamfund gør alene størrelsen dem uanvendelige, da de kvantum der konsumeres af lækkerier under ingen omstændigheder kunne presses ned i en lille kiksespand. Kiksespande har således også en kulturhistorisk værdi, idet de vidner om en tid hvor forbruget var anderledes og det at blive budt på et par småkager til kaffen, var noget særligt og en gestus man satte pris på – og de var selvfølgelig hjemmebagte.
Kiksespande er selvfølgelig en engelsk opfindelse som stammer fra 1800 tallets the selskaber, hvor det så var muligt for damer af det bedre selskab at spise de tørre bisquits uden at få snavset deres handsker.
I Danmark blev de første fremstillet lige før år 1900 og de blev hurtigt populære, men havde en forholdsvis kort storhedstid. Biscuitdåserne var udelukkende beregnet til servering. Opbevaring duede de ikke til, da de tørre småkager så hurtigt ville blive knapt så tørre. De var oftest fremstillet i porcelæn, opalglas, slebet eller dekoreret krystalglas, men fandtes også i metal, pletsølv m.m.
Prisen på en god Kiksespand/bisquitdåse ligger i forretninger fra 500 – 1000 kr, så findes den billigere er det nok et ”fund”.
Et udvalg kan ses på Glashistorisk museum
Der kan ses nogle stykker med beskrivelse fra Holmegaard Glasværks Prøvesamling, Næstved Museum.

Svendestykke anno 1888

SvendestykkeOriginal tegning af et smukt svendestykke.

 
Svendestykke fra den tid hvor godt håndværk var en æressag. At man til sit svendestykke skulle præstere noget helt unikt, der samtidig skulle bane vejen for den videre karriere. Her er så et eksempel på hvad en møbelsnedker skulle kunne præstere. Det er ingen hemmelighed at undertegnede er imponeret af de gamle håndværk og stoltheden ved at kunne levere noget unikt. Måske er jeg lidt gammeldags, men jeg har en formodning om at der bestemt ikke stilles de samme krav idag. Man måtte levere hjerteblod i en grad der vist ikke er aktuel. Ikke alene skulle man kunne tegne sit projekt, men så sandelig også kunne udføre det. Her et eksempel på et smukt møbel som enhver burde være stolt af at eje, men som desværre er blevet en lidt underkendt disciplin.

Stentøj – og Jack Hollænders krage

Stentøj er en lidt underkendt kunstart.

 

Der er lavet mange smukke og måske lidt mere ukendte stentøjs figurer fra B&G. Der er et farvespil og en figurlig frihed til fortolkning, der ikke findes i de “normale/almindelige” figurer, hverken fra B&G eller Kgl. porcelæn. Det kunne godt blive  samlerobjekter, da måske specielt den nyere generation ikke er overvældende facineret af de blå/hvide “almindeligheder”, som indrømmet – ser lidt vel ens ud. Der er jo den ting ved figurer at deres “værdi” ofte er knyttet til en hændelse og ikke kun består af det beløb der er ofret på sagen. De fleste figurer, enten det så er porcelæn, keramik. bronce eller andet materiale er erhvervet i en sammenhæng der også bringer minder frem. Det kan være en mærkedag, gave fra en god ven eller blot en pludselig indskydelse under gunstige omstændigheder.
Her et lille indlæg om sagen fra www.kanaljens.dk
Stentøj

Det sker af og til, at man møder et menneske for første gang og efter kort tids samvær oplever en eller anden udefinerbar samhørighed, hinsides ord. Der er et væsentligt punkt i vores kompleksitet hvor der opstår en mere eller mindre occult form for ressonans, vel egentlig nok med en østerlandsk term, “væren”. Det kan ikke engang beskrives som en gensidig åbenhed og tillid – mangler faktisk ord da det ligesom erkendelse, er noget helt personligt oplevet. Et element i oplevelsen er bestemt en form for spirituel hjertlighed, som rækker langt ud over det egenkærlige. Spirituel er efterhånden et lidt forslidt ord, men lige i Jack’s tilfælde er det rammende i sin mest oprigtige betydning, i den gode ikke-selvpromoverende men næstekærlige betydning.

Jeg mødte Jack Hollænder i min egenskab af handlende udi lettere brugte effekter (antikviteter), hvor jeg mødte ham ganske kort i vores forretning, hvor der blev aftalt et møde i hans sommerresidens.
Jeg kørte mod Sjællands Odde den smukkeste klare vinterdag, med lidt høj nyfalden sne, frost og klart solskind fra en skyfri himmel. Allerrede på turen derop, anede jeg at det ville blive et møde lidt ud over det sædvanlige.
Da jeg efter lidt besvær (inden GPS’en) fandt stedet, blev jeg straks inviteret indenfor og gæstfrit budt på en øl (vist også en snaps). Vi havde kun talt sammen ganske få minutter, da Jack spurgte mig, hvad jeg syntes om opera? Spørgsmålet overrumplede mig lidt, opera er ikke det store hit i min verden, men diplomatisk svarede jeg, at det kunne da lyde helt fint, anede lidt modvilligt at vi måske skulle til at høre Figaros Bryllup på en gammel båndoptager. “Vent lidt”, sagde Jack og gik ud i haven. Gennem vinduet så jeg at han gik hen til en snebunke, rodede lidt i den og fremdrog til min forundring en stor, gammel zinkbalje, børstede nødtørftigt den værste sne af og kom ind i stuen med den.
“Hør så”, sagde han, hvorefter han løftede baljen op i hovedhøjde – og med en stemme af en imponerende volumen man bestemt ikke skulle tiltro en 75 årig, på flydende italiensk sang en arie med zinkbaljen som klangbund. Jeg har ALDRIG senere hørt lyde som i den grad har forundret mig. Jeg har formentlig tabt underkæben og set ret ubegavet ud – også et ret uventet og ganske fornøjeligt surrealistisk senarie en smuk vinterdag.
Senere mødte jeg Jack en del gange, både i sommerhuset og i hans lejlighed i Kbh, altid til stor gensidig fornøjelse, da vi hurtigt kom ind i dybe filosofiske diskussioner, hvor han både fortalte om hans exeptionelle og begivenhedsrige liv rundt omkring i verden, samtidig med at han knyttede fortællingerne til hans livsfilosofi – men også forstod at lytte og absorbere nye tanker. Det var altid i handels øjemed vi mødtes, da han havde en del effekter som skulle afhændes, men det foregik på den måde, at efter et par timers samtale (måske mere – tid er jo en varieret størrelse), så sagde Jack: “Nå, vi skulle jo også have handlet lidt!” – og det tog 5 minutter – var absolut en biting.
Desværre mistede vi kontakten pga. af min lidt hektiske og også lidt problematiske tilværelse på det tidspunkt, så jeg ved ikke om han stadig er til, ihvertfald så over 90 år og stadig syngende opera, er jeg sikker på.
Jeg købte den afbillede krage (som jeg dengang troede muligvis kunne forestille en af Odins ravne – jeg er bestemt ikke zoolog;-), af Jack, jeg har den stadig – selvom jeg ellers ikke er begejstret for figurer, så kan jeg ikke se på den uden at sende kærlige tanker til Jack og hans vise menneskesyn.
Min kære samlever mødte ham også nogle gange, med absolut samme oplevelse af en universel og favnende, tillige meget sjælden natur, – så det er ikke kun mig;-)

Et levende eksempel på en af mine talemåder: “Ting er tanker!”, som er blevet lidt af en kæphest, da jeg gennem min tid som handlende har set så mange “ting” der har fortalt historie, i de meget varierede hjem jeg har været inviteret indenfor i. Som skrevet om andetsteds, mener jeg bestemt at vi skal være omhyggelige med hvad vi omgiver os med, da ting er vidensbyrd om en tanke vi har tænkt eller en holdning vi har. Den materiel værdi er ligegyldig, men ting med en positiv energi kan anslå en streng i vores ofte fortravlede, overbelastede sind og dermed bidrage til at vi udvikler os som mennesker. Findes der egentlige ligegyldige brugsgenstande, medmindre man jo selv vil det?

Kay Bojesen Design er tidløst

Kay Bojesen design

Kay Boyesen Design er uløselig forbundet med hans herlige træfigurer.

Kay Boyesen’s (1886-1958) kunstneriske virke spændte dog langt bredere. Han var oprindelig uddannet som sølvsmed hos Georg Jensen og havde i flere perioder eget sølvsmedeværksted, ligesom han var ansat som kunstnerisk administrator hos Bing & Grøndahl. Han arbejdede i mange materialer, designede spisebestik, børnemøbler, dukkevogne, brugsting i træ som skåle og fade, ja keramik var ham heller ikke fremmed.
En del af grunden til specielt hans træ figurers stadige popularitet ser jeg som et udslag af hans om jeg så må sige, ”upolitiske” design. Man kunne købe hans herlige figurer uanset om man var velhavende, eller måske ikke havde de store midler til rådighed. Politisk observans blev ikke på nogen måde udtrykt, så de kunne roligt købes uden at man af den grund blev sat i bås.
At det barnlige sind stadig var intakt hos designeren bevidnes af at langt de fleste frembringelser oprindelig var tænkt til glæde og fornøjelse for børn. De skulle befinde sig i et par små hænder der udforskede formen og fik fantasien stimuleret af farver og funktion, uden tanke for voksenverdenens drabelige problematikker.
Signalet der blev sendt med figurerne var en nærmest lidt barnlig naiv glæde ved tilværelsen, at man måske ikke burde filosofere så voldsomt, men blot kunne glædes og begejstres over tingen (tilværelsen) som den nu var.
– Mon ikke det er netop den egenskab som nu fascinerer det voksne publikum?
At figurerne i dag befinder sig i en position højt oppe på en hylde eller på et designer møbel uden for rækkevidde af små barnehænder, tror jeg bestemt havde ærgret Kay Boyesen.
På den anden side ville han jo så have kunnet glæde sig over den tidløse popularitet hans livsbekræftende figurer stadig har.

Mere information om hans mangesidige virke kan sagtens findes:
På danskmøbeldesign.dk fortælles lidt om baggrunden for hans virke.
En side fra en inkarneret Kay Bojesen samler.
Dem er der en hel del af, også kaybojesensamler.dk
Er det specielt dyrefigurerne, er der en del på kaybojesendyr.dk

Inspiration fra idébixen

Inspiration i idébixen

Inspiration til redesign af antikviteter

Inspiration – kan man vel vanskelig få for meget af. Her er (og bliver – så gem linket), samlet nogle meget anvendelige, skøre, fantasifulde, utraditionelle og indimellem besynderlige – idéer til ny-anvendelse af kendte ting i indretning af boligen – og lidt tanker;-)

Fleson postkortgalleri

Fleson Postkortgalleri

Postkort galleri med kendte danske tegnere.

Fleson Postkortgalleri skiller sig ud fra de efterhånden mange sider med gamle postkort, ved både at omhandle tegnede kort, bøger m.m.. Det i sig selv kan ikke gøre det, men på siden er der katalogiseret postkort og beskrivelser af ikke mindre end mere end 150 kendte danske tegnere, ialt næsten 10000 indskannede emner, hvilket vel må siges at være en del. Stort set alle tegnerne har jo lavet andre ting end postkort og derfor er siden også meget anvendelig, hvis man som jeg ofte har stået med en tegning uden lige at kunne bestemme kunstneren. Fin, fin side.

Trapholt – altid et besøg værd

This slideshow requires JavaScript.

Dansk Design er fornemt repræsenteret på kunstmuseet Trapholt i Kolding, ihvertfald hvad stole angår.

 

Trapholt råder over en imponerende samling på mere end 500 dansk designede stole, hvoraf der altid er et repræsentativt udvalg i udstillingen. Andre møbeltyper er repræsenteret ved udstillingen “Skud på stammen”, hvor danske designere i samarbejde med møbelsnedker-lærlinge har skabt prototyper af nye møbler over temaet “Globaliseringens udfordringer”.

På Trapholt er man ikke bange for at gå nye, ofte lidt kontroversielle veje. I øjeblikket er der blandt andet en stor udstilling om plastikforurening i verdenshavene og den indflydelse plastik har på miljøet.

Der er ligeledes en retrospektiv præsentation af kunstneren Marco Evaristti (ham der blendede guldfisk). At denne installation i sin tid kunne medføre politianmeldelse og et ramaskrig i den offentlige debat, ser Evaristti som et grotesk og surrealt billede på hvorledes vi mennesker fokusere i latterligt omfang på ubetydelige hændelser, blot vi kan slippe for at tage stilling til de store dilemmaer – hvilket man jo kun kan give ham ret i. Provokerende kunst der vil have os til at tage stilling, som når han sammen med en muslimsk kvinde bevæger sig rundt i Kolding by og indkøber samtlige ingredienser der skal til for at fremstille en selvmordsbombe, som derefter bliver anbragt i en kuffert under et stort billede hvor han kysser kvinden, et billede overmalet med deres fælles blod. Det rykker ligesom lidt mere end et skovparti med en kronhjort!
.

Haralds tog

Se det er jo RIGTIGT legetøj. Må indrømme at jeg hører til den kategori mennesker som efterhånden er blevet “erfaringsbelastede”, men legetøj som Haralds tog vidner i min verden om en legeglæde og spontan fantasifuldhed der  tilsyneladende er gået tabt i Starwars og megabytes. Med stor fare for at blive opfattet som en oldsag, kan jeg ikke andet end se med medlidenhed på alle de børn, der tilsyneladende ikke har haft DEN glæde. Jeg ved godt at begejstringen har fået nye ansigter, men et af aspekterne ved det, er blandt andet forholdet til begrebet tid (der jo som bekendt ikke er til at skrue tilbage). At have TIDEN til at FORDYBE sig i leg med et simpelt trætog, tror jeg giver et barn en ballast til at stå imod tilværelsens uundgåelige fortrædeligheder, det ikke får ved at skulle skyde flest muligt på kortest tid på en computerskærm – der var mange psykologiske problemer, som ikke eksisterede “dengang” (der var vel så noget andet;-)
Nok om det, Haralds tog og legetøj fra Dansk Legetøjsfabrik er idag hotte samlerobjekter. Hvis du vil vide mere, så læs på Loppefund og Onkel Haralds tog, ligesom der i 1979 er udgivet en bog om det fængsels producerede legetøj fra Dansk Legetøjsfabrik: Trælegetøjet fra Dansk Legetøjsfabrik.

Kultureksport!

header2
Nu er Bella Centeret’s Antik og Loppemarked  vel overstået, som sædvanlig med et fornuftigt resultat også med kontakt til nye opkøbere.
I den forbindelse kan man godt gøre sig nogle tanker omkring det faktum, at en stor del af vores kulturarvforsvinder ud af landet i hastigt tempo.
Der er sådan set ikke noget nyt i det, sådan har det været siden jeg stiftede bekendtskab med branchen i 1980’erne. For dem der ikke ved det, kan jeg oplyse at der ihvertfald de sidste 30 år årligt er sendt flere hundrede containere med antikke møbler, Dansk Design og andre gode sager ud af landet. Vores import af samme er stort set lig nul, i bedste fald begrænset til lidt almuemøbler fra nabolandet, lidt provencestil fra Frankrig.
Jeg vil anslå at for de lidt større handlendes vedkommende ligger omsætningsdelen til eksport på omkring 80% af den samlede omsætning. Selvom de effekter der eksporteres skifter lidt efter tidens trend, så er mængden ikke blevet nævneværdig anderledes.
Fra opkøbernes side har der altid ligget den indstilling, at de i Danmark har kunnet indkøbe møbler i en sjælden kvalitet til penge der ikke var muligt i andre lande. Når jeg sammenligner kvaliteten i de effekter af udenlandske oprindelse jeg har set igennem efterhånden mange år, må jeg desværre give dem ret et langt stykke hen af vejen. I den tid hvor de antikke møbler blev fremstillet, var det et must for den enkelte møbelsnedker at levere en så høj kvalitet som muligt af hensyn både til renomé og konkurrence, man satte en ære i at levere godt håndværk, en tradition der er blevet videreført af producenterne af Dansk Design.
Det er så muligt at have den holdning, at det jo er pragtfuldt vi i et lille land som Danmark gennem tiderne har producere store mængder kvalitetsmøbler til eksport, glædes over at der på den måde kommer kapital og anerkendelse til landet, – og som handlende har jeg bestemt også haft glæden ved at der kommer penge i kassen
Et eller andet sted er jeg blot bange for, at vi saver den gren over som vores kultur er bygget på. Under opsvinget i 1960’erne, hvor der blev destrueret store mængder antikke møbler, for nu skulle man have møbler i teaktræ som et symbol på fremgang og velstand – husker to nydelige ældre damer som kom ind i vores forretning og udbrød: “Neejje, kan du se det chatol det er lige magen til det vi brændte ude hos onkel – hvad koster det?” Da jeg så nævnte 35.000 kr, gav det alligevel stof til eftertanke;-)
Tror desværre at vi er inde i en periode af nogenlunde samme tilsnit. Yngre mennesker som etablerer sig betragter ofte antikke møbler som noget gammelt bras – et udtryk for det jeg kalder “Ikeakulturen” Det skal se smart ud og holde i begrænset tid, til man får råd eller lyst til at skifte ud – i modsætning til tidligere, hvor man som nyetableret investerede et større beløb i et møblement som skulle holde nærmest livet ud (hvad det jo også gjorde).
Jeg vil dog godt gå så langt som til at medgive, at et hjem udelukkende fyldt med antikviteter kan virke både tungt, mørkt og lettere deprimerende, der er da heldigvis stadig mange af den yngre generation som formår en kombination, hvor flere stilarter går fint i samspil.
Min gamle læremester havde et udtryk: “TING ER TANKER” og der er vi så lidt henne ved sagens kerne. Personligt omgiver jeg mig hovedsageligt med antikviteter som jeg har erhvervet under positive omstændigheder, som for mig giver en ro og en fundering i tiden, et dybere tilhørsforhold til hvem jeg er som person, samtidig med et det er billeder på min vej gennem livet. Jeg vil til enhver tid mene, at det at søge efter en ting (eller glæden ved pludselig at finde en ting man ikke vidste at man søgte;-), – det giver en fornemmelse af identitet som de stakkels mennesker der i løbet af 5 minutter køber identiteten i IKEA eller Jydsk aldrig vil opleve.
Min bekymring går så lidt på at når det igen bliver aktuelt, så har vi solgt alle vores antikviteter til Eksport.
Trods alt har jeg da heldigvis tillid til alle de, heldigvis mange, kreative unge mennesker, som har interesse og forståelse for at “TING ER TANKER”, der har fået en fysisk form, som udtrykker livsholdning og værdier.

 

Porcelæn – replika!

Når man handler med antikviteter kan det ikke undgås at der af og til dukker en effekt op, som kan være lidt svær at placere. Det var tilfældet med afbillede porcelænsskrin. Ved første øjekast er det lidt imponerende alene på grund af størrelsen (ca. 50 cm. bredt). Forarbejdningen er ikke ringe og det har en rimelig pondus, placeret på et egnet møbel. Stemplet var der ingen som kendte, så hvad gør man? Selvfølgelig hjem og kigge i alt hvad der findes af bøger med keramikstempler, i dette tilfælde uden resultat – dernæst internettet, ligeledes uden resultat. Jamen så er en nærliggende tanke, at det jo må være sjældent, da det bestemt er ganske usædvanligt. I stemplet står årstallet 1895, jamen så kan det da ikke være helt ringe og bliver stillet i forretningen i håb om at mysteriet bliver opklaret “hen ad vejen”.
Da klenodiet så kommer på internettet, bl.a. med teksten : Antageligt 1895, er der et venligt menneske der henleder opmærksomheden på en side med porcelæn stempler, hvor det fremgår at klenodiet måske ikke er så meget klenodie alligevel, men derimod fremstillet i Kina og i adskillige tilfælde solgt verden over som en “rigtig” antikvitet. I stemplet er der heller ikke noget som på nogen måde indikerer, at det skulle være kinesisk. Man må gå ud fra at det fra producentens side er ønskeligt at skrinet opfattes både som antikt – og bestemt ikke kinesisk, for at oppebære en langt højere pris end ellers ville være tilfældet.
Så blev man da så klog. Set i bakspejlet er der da også flere ting som burde have fået en lille klokke til at ringe, men det er jo nemt nok at se når begejstringen har lagt sig. Porcelænet er egentlig af en rimelig kvalitet, men det er lavet i krakelé, hvilket vist ikke var så almindeligt i forrige århundrede, dernæst er der ingen slidmærker (det kunne jo skyldes at man har passet godt på kostbarheden;-). Messingmonteringen er også af en kvalitet som ikke rigtig passer til et pragtskrin, selvom den også er rimeligt lavet. Dernæst ornamentikken i messingen, som ikke fremtræder med klare signaler om oprindelse, men nærmest som en sammenblanding af blade, roccalier, druer og ranker der hverken passer sammen med tid eller sted.
Jamen er det ikke nemt at se, når man ved det – heldigvis er det dog stadig et lidt imponerende og usædvanligt stykke porcelæn, som man sagtens kan have glæde af – og nu har det også lidt historie!

At det kan være svært, har jeg også skrevet lidt om andetsteds!

 

Retrolamper


Lampesamleren har en fin lille side om lamper fra overvejende 1950 – 60. Jo, lamperne er da til salg, men jeg har taget siden med fordi der også er informationer om producenter og designere, hvad der kan være ganske brugbart. Ikke mindst er der også et par morsomme “genfortolkninger” af gamle lamper. Jeg synter (som regel), at det er fint når der kan finde nye anvendelser for gamle/antikke effekter, – når nu antikviteter ikke er så voldsomt interessante og oppe i tiden (som de ellers fortjener).

Hvad med en lampe lavet af gamle glasnegativer – det er da nytænkning!